LBK nr 1050 af 10/07/2023
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Planteloven § 16
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan træffe de afgørelser, herunder meddele de forbud og påbud, der er nødvendige for overholdelse af denne lov eller af regler fastsat i medfør heraf eller bestemmelser i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.
Stk. 2. Hvis et påbud ikke efterkommes inden for en nærmere fastsat frist, kan ministeren lade arbejdet udføre for den ansvarliges regning. §§ 17 og 18 finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med arbejdets udførelse.
Forarbejder til Planteloven § 16
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse i stk. 1, der svarer til gældende ret, medfører at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan træffe de afgørelser, herunder meddele de forbud og påbud, der er nødvendige for overholdelse af loven eller af regler udstedt i medfør heraf eller bestemmelser i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.
Med den foreslåede bemyndigelse vil ministeren kunne træffe afgørelser i forvaltningslovens forstand, hvorved der forstås en forvaltningsakt, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Sådanne afgørelser vil kunne være såvel tilladelser som påbud og forbud.
Tilladelser vil f.eks. kunne være midlertidige indførselstilladelser efter plantesundhedsforordningens artikel 8, stk. 1, om midlertidig tilladelse til indførsel i, flytning inden for samt opbevaring og opformering i Danmark af EU-karantæneskadegørere til officielle testmæssige, videnskabelige eller uddannelsesmæssige formål, eller til forsøg, planteforædling eller avl. Ministeren vil i medfør af denne bestemmelse ligeledes kunne træffe konkrete afgørelser om vilkår, betingelser og restriktioner i forbindelse med sådanne tilladelser, jf. herved plantesundhedsforordningens artikel 8, stk. 2 og 3.
Ministeren vil endvidere kunne træffe alle nødvendige foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse af vilkårene for sådanne tilladelser, jf. herved plantesundhedsforordningens artikel 8, stk. 4, herunder inddragelse af en meddelt tilladelse.
Påbud er afgørelser, der pålægger en handlepligt ved at præcisere, hvad den ansvarlige skal gøre, for at overholde lovgivningen. Påbud vil f.eks. kunne være påbud om bekæmpelse af skadegørere, isolering, tilbagetrækning eller destruktion af produkter samt fremsendelse af dokumentation mv.
Forbud er afgørelser, der pålægger en undladelsespligt, og forbud vil f.eks. kunne være midlertidige omsætningsforbud.
Både påbud og forbud vil indholdsmæssigt afhænge af den konkrete situation, idet det påses, at disse ikke er mere indgribende, end forholdene betinger.
Som udgangspunkt skal påbud og forbud meddeles den ansvarlige for virksomheden, men kontrolmyndigheden kan undtagelsesvist meddele påbud og forbud til personer, som repræsenterer virksomheden, f.eks. en ansat, såfremt omstændighederne gør, at det ikke er muligt eller forsvarligt at afvente kontakt med denne. Dette gælder også i f.eks. i e- handelssituationer, hvor det ikke umiddelbart kan være muligt at identificere ejeren, og hvor forbud og påbud derfor vil kunne rettes til den, der konkret håndterer varen.
Normalt forudsætter forbud og påbud, at der foreligger en overtrædelse, men det vil med bestemmelsen være muligt at meddele forbud og påbud på et tidspunkt, hvor det er nærliggende, at der vil ske en overtrædelse af reglerne, hvis forholdet ikke rettes.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt., bemyndiger ministeren til lade påbud eller forbud effektuere for den ansvarliges regning, hvis denne ikke selv kan eller vil efterkomme disse. Med denne bestemmelse gives der kontrolmyndigheden mulighed for at gennemføre de foranstaltninger, der er nødvendige i den givne situation. Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i forbindelse med påbudte foranstaltninger om bekæmpelse eller forebyggelse af skadegørere.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret for så vidt angår adgangen til at lade bekæmpelse af flyvehavre og påbudte foranstaltninger om bekæmpelse og forebyggelse af skadegørere udføre på den ansvarliges regning.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2. pkt., fastslår, at bestemmelserne i §§ 17 og 18 også finder anvendelse, såfremt ministeren lader påbud og forbud effektuere for den ansvarliges regning.
Den foreslåede bestemmelse er endvidere rettet mod tilfælde, hvor f.eks. planter med en konstateret forekomst af skadegørere befinder sig under lås, og hvor det er afgørende vigtigt, at kontrolmyndigheden kan komme i besiddelse af de pågældende planter med henblik på bekæmpelse eller destruktion.
Den foreslåede bestemmelse vil efter sin ordlyd også kunne anvendes på området for produktion af og handel med planter, men det forventes, at bestemmelsen næppe vil blive anvendt her, da det her normalt vil være muligt at anvende mindre indgribende retsmidler.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Pligt til at yde myndigheden bistand