Planteloven § 23

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 fastslår, at afgørelser truffet i henhold til loven eller regler udstedt i medfør heraf eller i henhold til direkte anvendelige bestemmelser i Den Europæiske Unions retsakter, hvis ikke andet er fastsat i regler udstedt i medfør af § 21, kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den afdeling, der er nævnt i § 3, stk. 1, nr. 4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og dermed ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse svarer til frølovens § 3 a, stk. 1, planteskadegørerlovens § 12 a, stk. 1, og driftslovens § 16 a, stk. 1.

Muligheden for at indbringe afgørelser for Miljø- og Fødevareklagenævnet foreslås udvidet til også at omfatte afgørelser truffet i henhold til direkte anvendelige bestemmelser i Den Europæiske Unions retsakter i overensstemmelse med kontrolforordningens artikel 7, hvis det er fastsat, at afgørelser, der træffes af de kompetente myndigheder i henhold til kontrolforordningens artikel 55, artikel 66, stk. 3 og 6, artikel 67, artikel 137, stk. 3, litra b), og artikel 138, stk. 1 og 2, vedrørende fysiske eller juridiske personer, er omfattet af sådanne personers ret til at klage i overensstemmelse med national ret.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer dermed, at de afgørelser, som træffes i henhold til plantesundhedsforordningen og kontrolforordningen med tilhørende gennemførelsesbestemmelser, som hovedregel kan påklages til nævnet.

Med forslaget vil det som hidtil være afdelingen omhandlet i klagenævnslovens § 3, stk. 1, nr. 4, hvortil der er tilknyttet to særligt sagkyndige i jordbrugsforhold, der som udgangspunkt behandler sagen, og Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser vil fortsat ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Forslaget indebærer, at afgørelserne ikke kan indbringes for ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet som skal indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, skal indgives ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Med forslaget videreføres førsteinstansens remonstrationsadgang, idet kravet om skriftlig indgivelse af klage via førsteinstansen som førnævnt indebærer en pligt for førsteinstansen, hvis afgørelse, der er påklaget, til at overveje, om der er grundlag for at genoptage sagen og dermed også en retlig mulighed for – men normalt ikke en pligt til – at genoptage sagen til fuld realitetsbehandling.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at myndigheden som hidtil, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen, skal videresende klagen til klageinstansen. Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af frølovens § 3 a, stk. 2, 2. pkt., planteskadegørerlovens § 12 a, stk. 2, 2. pkt., og driftslovens § 16 a, stk. 2, 2. pkt.

Forslaget indebærer, at førsteinstansen, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen, skal videresende klagen til klageinstansen, men førsteinstansen vil som hidtil i visse tilfælde kunne fravige oversendelsesfristen, hvis denne på grund af indholdet af klagen har behov for længere tid, f.eks. hvis klagepunkterne vedrører komplicerede forhold, eller førsteinstansen har behov for længere tid til at undersøge, om der er grundlag for at genoptage sagen.

Endelig foreslås det i stk. 2, 3. pkt., at klagen ved videresendelsen som hidtil skal være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter. Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af frølovens § 3 a, stk. 2, 3. pkt., planteskadegørerlovens § 12 a, stk. 2, 3. pkt., og driftslovens § 16 a, stk. 2, 3. pkt.

For så vidt angår spørgsmålet om klagers opsættende virkning foreslås dette fortsat ikke reguleret i planteloven, men det vil som udgangspunkt fortsat følge af de almindelige forvaltningsretlige regler. En klage har således som udgangspunkt ikke opsættende virkning, men både den myndighed, som har truffet afgørelsen i første instans, og Miljø- og Fødevareklagenævnet kan tillægge en klage opsættende virkning, hvis klager anmoder om det, og formålet med den påklagede afgørelse ikke derved forspildes.

Det fremgår af kontrolforordningens artikel 7, 2. pkt., at retten til klage ikke berører de kompetente myndigheders forpligtelse til straks at gribe ind for at eliminere eller begrænse risiciene for bl.a. planters sundhed i overensstemmelse med kontrolforordningen og plantesundhedsforordningen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.11.3.3 i de almindelige bemærkninger.

Kapitel 7

Straf m.v.

Straffebestemmelser