Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 46
Bestemmelsen gennemfører artikel 53 i BRRD.
Det fremgår af § 46, at nedskrivning eller konvertering ved bail-in, jf. dette lovforslags § 24, samt nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter, jf. dette lovforslag § 17, har virkning fra det tidspunkt, hvor Finansiel Stabilitet foretager den. Nedskrivningen, konverteringen eller opsigelsen træder således i kraft og er bindende med øjeblikkelig virkning for virksomheden eller enheden under afvikling, samt de berørte kreditorer og kapitalejere. Dette har således direkte effekt og kræver ikke ændringer af de enkelte lånevilkår m.v.
Nedskrivning, konvertering eller bail-in har virkning fra det tidspunkt, Finansiel Stabilitet foretager den, det vil sige på det tidspunkt, hvor Finansiel Stabilitet meddeler den nødlidende virksomhed, at der er truffet afgørelse om at nedskrive eller konvertere virksomhedens relevante kapitalinstrumenter eller gennemføre bail-in.
Det bemærkes, at ved en midlertidig værdiansættelse, jf. § 7, vil nedskrivningen eller konverteringen først være endelig gennemført, når nedskrivningen eller konverteringen er baseret på den endelige værdiansættelse. Dette er dog ikke til hinder for at nedskrivning eller konvertering af kapitalinstrumenter eller nedskrivning og konvertering af ikke-efterstillede forpligtelser ved anvendelse af bail-in foretages på baggrund af den midlertidige værdiansættelse, og efterfølgende reguleres, når den endelige værdiansættelse er kendt, jf. § 7.
Nedskriver Finansiel Stabilitet et passiv til nul, behandles dette passiv eller krav hidrørende herfra, som ikke er opstået på det tidspunkt, hvor beføjelsen anvendes, som værende afviklet i alle henseender. Der skal ikke fremlægges bevis herfor i en efterfølgende procedure vedrørende virksomheden eller enheden under afvikling eller en efterfølgende enhed i forbindelse med en efterfølgende afvikling.
Nedskriver Finansiel Stabilitet et passiv delvist men ikke fuldstændigt, afvikles passivet i samme omfang som det nedskrevne beløb. Det relevante instrument eller den relevante aftale, der ligger til grund for den oprindelige forpligtelse, finder fortsat anvendelse i forhold til resthovedstolen af passivet eller det udestående beløb, der skal erlægges i forhold til passivet. Aftalerne skal dog fremadrettet respektere enhver ændring af de påløbne rentebeløb for at afspejle nedskrivningen af passivet og enhver yderligere ændring af betingelserne, som Finansiel Stabilitet måtte foretage i kraft af kapitel 5.
Det fremgår af stk. 2, at Finansiel Stabilitet kan afslutte eller kræve afslutning af alle administrative og proceduremæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at kunne udøve en beføjelse som omhandlet i stk. 1. Bestemmelsen skal blandt andet sikre, at situationen, hvor en nødlidende eller forventelig nødlidende virksomhed eller enhed har udstedt værdipapirer, der er optaget til handel på et reguleret marked, kan håndteres. Det vil blandt andet omfatte
-
ændring af alle relevante registre,
-
fjernelse fra lister eller fjernelse fra handelen med ejerskabsinstrumenter eller gældsinstrumenter,
-
optagelse på lister eller optagelse til handel af nye ejerskabsinstrumenter, og
-
genoptagelse på lister eller genoptagelse til handel af gældsinstrumenter, som er nedskrevet, uden krav om udarbejdelse af et prospekt i henhold til reglerne i lov om værdipapirhandel m.v..