LBK nr 221 af 12/02/2021
Beskæftigelsesministeriet
Bekendtgørelse af lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne § 5
Refusion og medfinansiering fastsættes som en procentdel af udgifterne med de procentsatser, som er nævnt i stk. 2 og 3.
Stk. 2. For ydelser omfattet af § 3, stk. 1, nr. 4-10 og 12-14, fastsættes refusionsprocenten til:
-
80 pct. i de første 4 uger med ydelser.
-
40 pct. fra den 5. til og med den 26. uge med ydelser.
-
30 pct. fra den 27. til og med den 52. uge med ydelser.
-
20 pct. fra den 53. uge med ydelser.
Stk. 3. For ydelser omfattet af § 3, stk. 1, nr. 1, 2, 11, 15 og 16, fastsættes medfinansieringsprocenten til:
-
20 pct. i de første 4 uger med ydelser.
-
60 pct. fra den 5. til og med den 26. uge med ydelser.
-
70 pct. fra den 27. til og med den 52. uge med ydelser.
-
80 pct. fra den 53. uge med ydelser.
Stk. 4. Udgifterne til ydelser efter § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, opgøres før skat, men efter fradrag for ATP-bidrag.
Stk. 5. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med KL fastsætte regler om opgørelsen af perioder med ydelse opgjort pr. ydelsesmodtager, betydningen for opgørelsen af perioder med ydelse ved tilbagebetaling eller efterbetaling, omregning fra måned til uger, fastlæggelse af berørte uger med arbejdsløshedsdagpenge, offentlige myndigheders og arbejdsløshedskassernes afgivelse af oplysninger til brug herfor, fastlæggelse af berørte uger med arbejdsløshedsdagpenge, offentlige myndigheders og arbejdsløshedskassernes afgivelse af oplysninger til brug herfor og opgørelse af perioder med selvforsørgelse, jf. § 6, stk. 2.
Krydsreferencer
10 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne § 5
Den statslige refusion består i dag af et kompliceret regelsæt, hvor refusionsprocenten bl.a. varierer efter ydelsestype og den aktive indsats, som borgeren deltager i. Det kan tage fokus fra at tilrettelægge den indsats, der virker bedst.
Forslaget til refusionsomlægning indebærer, at der skabes et mere enkelt og gennemskueligt system, hvor refusionssatserne for den statslige refusion af kommunernes forsørgelsesudgifter i udgangspunktet er ens på tværs af ydelser, og hvor refusionssatsen aftrappes over tid. I forslaget til § 3, stk. 1, er fastsat, hvilke offentlige forsørgelsesydelser, herunder løntilskud til offentlige og private arbejdsgivere, loven omfatter.
Det foreslås i stk. 1, at der som noget nyt indføres regler for en fælles opgørelse af refusions-/medfinansieringsprocenten for ydelserne m.v. nævnt i § 3, stk. 1. Opgørelsen heraf beror på antallet af berørte kalenderuger, hvor der er udbetalt en eller flere ydelser omfattet af forslaget til § 3, stk. 1, til en person. Opgørelsen foretages individuelt for hver person, som kommunen har et ”finansieringsansvar” for, jf. retssikkerhedslovens § 9 og forslaget til § 4 med tilhørende bemærkninger.
Det afgørende for, om en uge skal medregnes til opgørelsen af refusions-/medfinansieringsprocenten, er, at der er udbetalt ydelse m.v. for ugen. Der stilles ikke krav om, at ydelsen dækker hele ugen. Udbetales der således f.eks. arbejdsløshedsdagpenge for mandag i en given uge, medregnes denne uge som en hel uge.
Er der ikke udbetalt ydelse i en uge, medregnes denne ikke i opgørelsen. Det gælder uanset årsagen til, at der ikke er sket udbetaling af ydelse. Udbetales der således f.eks. ikke sygedagpenge i en uge på grund af sygedagpengelovens § 7, stk. 2, om, at lønmodtagerens fravær skal være på mindst 4 timer pr. uge, så tæller den uge ikke med. Tilsvarende vil gælde, hvis en person f.eks. på grund af frihedsberøvelse ikke er berettiget til at modtage en ydelse efter § 13 i lov om aktiv socialpolitik, eller hvis en tilkendt førtidspension ikke udbetales efter regler i lov om social pension, f.eks. fordi pensionen er gjort hvilende som følge af, at pensionisten har påbegyndt arbejde. Dette vil ligeledes gælde, hvis en person er pålagt en sanktion på grund af manglende opfyldelse af rådighedsforpligtelsen efter § 62 i lov om arbejdsløshedsdagpenge m.v. eller efter kapitel 4, 6 a, 6 b og 7 i lov om aktiv socialpolitik, samt hvis en person ikke får udbetalt ressourceforløbsydelse på grund af fradragsreglerne i §§ 68 a og 69 j i lov om aktiv socialpolitik.
Hvis en arbejdsgiver har modtaget løntilskud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller refusion efter sygedagpengeloven, vil perioden med tilskuddet eller refusionen indgå i opgørelse af perioder med ydelser for den person, som tilskuddet eller refusionen knytter sig til.
Perioder, hvor der udbetales førtidspension til en person, der har fast bopæl i udlandet, medregnes ikke i opgørelsen, da staten afholder den fulde udgift til personer med fast bopæl i udlandet. Der er således ikke nogen kommunal medfinansiering heraf.
Refusion og medfinansiering er to principielt forskellige principper for fordelingen af finansieringsansvaret mellem kommunerne og staten, jf. forslaget til § 2. Der er derfor behov for at fastsætte regler for fastlæggelsen af refusionsprocenten og medfinansieringsprocenten afhængig af berørte uger med ydelse m.v.
Det foreslås i stk. 2, at refusionsprocenten for ydelser, der er omfattet af forslaget til lovens § 3, stk. 1, nr. 4-10, 12 og 13 (uge- og månedsbaserede ydelser), fastsættes således:
-
80 pct. i de første 4 uger med ydelser.
-
40 pct. fra den 5. til og med den 26. uge med ydelser.
-
30 pct. fra den 27. til og med den 52. uge med ydelser.
-
20 pct. fra den 53. uge med ydelser.
Den særlige uddannelsesydelse, jf. forslaget til § 3, stk. 1, nr. 3, indgår ikke i refusionstrappen efter forslaget til stk. 2, da denne ydelse vil være udløbet ved lovens ikrafttræden.
Det foreslås i stk. 3, at medfinansieringsprocenten for ydelser omfattet af forslaget til lovens § 3, stk. 1, nr. 1, 2 og 11 (uge- og månedsbaserede ydelser) fastsættes således:
-
20 pct. i de første 4 uger med ydelser.
-
60 pct. fra den 5. til og med den 26. uge med ydelser.
-
70 pct. fra den 27. til og med den 52. uge med ydelser.
-
80 pct. fra den 53. uge med ydelser.
Efter de gældende regler beregnes kommunernes medfinansiering af udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge og den midlertidige arbejdsmarkedsydelse opgjort før skat, men efter fradrag af ATP-bidrag. Det foreslås i stk. 4, at dette fortsat skal gælde efter refusionsomlægningen i dette lovforslag.
Det foreslås i stk. 5, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med KL kan fastsætte regler om opgørelsen af perioder med ydelse opgjort pr. ydelsesmodtager, betydningen for opgørelsen af perioder med ydelse ved tilbagebetaling eller efterbetaling samt opgørelse af perioder med selvforsørgelse, jf. § 6, stk. 2.
Der forventes med hjemmel i bemyndigelsen fastsat regler om, at for ydelser m.v., der er omfattet af forslaget til § 3, stk. 1, hvor der er sket tilbagebetaling for en periode, skal kommunen korrigere refusions- eller medfinansieringsbeløbet efter reglerne om refusion eller medfinansiering i forslaget til § 5, stk. 2 og 3. Korrektionen sker ved, at kommunen foretager en korrektion af de tidligere indberettede oplysninger til kommunernes ydelsessystemer.
Der vil endvidere blive fastsat regler om, at for ydelser m.v., der er omfattet af forslaget til § 3, stk. 1, hvor kommunen har efterbetalt en ydelse m.v., der er omfattet af forslaget til § 3, stk. 1, skal kommunen korrigere refusions- eller medfinansieringsbeløbet efter reglerne om refusion eller medfinansiering i forslaget til § 5, stk. 2 og 3.
Der vil endelig blive fastsat regler om, at kommunen skal sikre, at den tilbagebetalte/efterregulerede ydelse m.v., indgår i opgørelsen efter §§ 5 og 6, således at der sker en korrekt fastsættelse af refusionssatsen, og således at eventuelle perioder med selvforsørgelse indgår i perioden på 52 uger indenfor 3 år med henblik på, at der kan ske en korrekt genindplacering på refusionstrappen.
Korrektionerne skal foretages for de uger, hvor der er udbetalt en ydelse med urette, som skal tilbagebetales. Det samme vil gælde, hvis kommunerne skal efterbetale en ydelse, som en person var berettiget til. Der skal således foretages en efterregulering, der retter sig mod de bestemte uger, hvor der er udbetalt ydelser med urette, eller der sker efterbetaling af en ydelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.