LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 235
Kan forsikringsbestanden ikke overdrages i henhold til § 234, skal administrator foretage den endelige fastsættelse af forsikringsbeløbene i henhold til den foretagne opgørelse samt eventuelle ændringer af forsikringsvilkårene, herunder af bonusreglerne, og sammenkalde en generalforsamling af forsikringstagerne til stiftelse af et gensidigt selskab med administrationsboet som stifter, jf. § 31, § 32, § 33, § 34 og § 35 i denne lov og §§ 24 og 25 i selskabsloven. Til denne generalforsamling gives 2 måneders varsel. Indkaldelsen samt en redegørelse for stiftelsesdokumentets indhold og den af administrator beregnede fastsættelse af forsikringsbeløbene bekendtgøres på den måde, der er angivet i § 234, stk. 2.
Stk. 2. Ved registreringen indtræder det gensidige selskab i den i § 229 nævnte ret over for det tidligere selskab.
Stk. 3. Kan der ikke stiftes et nyt selskab, fortsættes administrationen, og administrator tager stilling til, om yderligere forsøg på at overføre forsikringerne til et nyt eller et andet selskab skal foretages.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 235
Den gældende § 258 i lov om finansiel virksomhed fastsætter regler om administration i tilfælde, hvor bestanden ikke kan overdrages i medfør af § 257.
Den foreslåede § 235 viderefører den gældende lov om finansiel virksomhed § 258 med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at kan forsikringsbestanden ikke overdrages i henhold til den foreslåede § 234, skal administrator foretage den endelige fastsættelse af forsikringsbeløbene i henhold til den foretagne opgørelse samt eventuelle ændringer af forsikringsvilkårene, herunder af bonusreglerne, og sammenkalde en generalforsamling af forsikringstagerne til stiftelse af et gensidigt selskab med administrationsboet som stifter, jf. §§ 23, 24 og 25 i selskabsloven.
Det foreslås i 2. pkt., at til denne generalforsamling gives 2 måneders varsel.
Det foreslås i 3. pkt., at indkaldelsen samt en redegørelse for stiftelsesdokumentets indhold og den af administrator beregnede fastsættelse af forsikringsbeløbene bekendtgøres på den måde, der er angivet i § 234, stk. 2.
Bestemmelsen svarer til formuleringen i lovforslagets § 234, stk. 1, hvor det anføres, at administrator snarest muligt efter, at vurdering og beregning i henhold til lovforslagets § 228, stk. 3, og § 233 har fundet sted, skal søge hele forsikringsbestanden overtaget af et eller flere forsikringsselskaber. Indkommer der tilbud om en sådan overtagelse, skal administrator ansøge om erhvervsministerens tilladelse til overdragelsen. Ansøgningen om overdragelsen skal ledsages af den overenskomst, der er afsluttet mellem administrationsboet og det overtagende selskab, og af sådanne oplysninger om dette selskab, som erhvervsministeren finder nødvendige for at kunne bedømme, om overdragelsen er forsvarlig over for forsikringstagerne. Medfører overenskomsten nedsættelse af forsikringsbeløbene eller ændring af forsikringsvilkårene, herunder af bonusreglerne, skal dette angives
Den foreslåede bestemmelse i § 235, stk. 1, er kun relevant, hvis forsikringsbestanden ikke kan overdrages efter den foreslåede § 235 om bestandsoverdragelse. Forsøget på at overdrage bestanden til et andet forsikringsselskab kan enten mislykkes, fordi der ikke kan findes et eksisterende forsikringsselskab, der ønsker at give et kvalificeret bud til at overtage forsikringsbestanden, eller fordi Finanstilsynet ikke finder overdragelsen forsvarlig, eksempelvis på baggrund af forsikringstagernes indsigelser. I dette tilfælde skal administrator følge den foreslåede bestemmelses stk. 3.
Selskabslovens § 23 fastsætter regler om frister. Selskabslovens § 24 bestemmer hvem der kan stifte et kapitalselskab. Endelig indeholder selskabslovens § 25 den generelle regel om et kapitalselskabs stiftelsesdokument, der skal indeholde selskabets vedtægter.
Det fastsættes i lovforslagets § 234, stk. 2, at medmindre erhvervsministeren på det foreliggende grundlag finder, at tilladelse til overdragelsen bør nægtes, skal Finanstilsynet offentliggøre en redegørelse for den påtænkte overdragelse i Statstidende og i dagblade. Redegørelsen skal indeholde en opfordring til forsikringstagerne til inden en af Finanstilsynet fastsat frist, der ikke må være kortere end 1 måned, skriftligt at meddele Finanstilsynet, hvis de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, udsende redegørelsen og forslaget.
Det foreslås i stk. 2, at ved registreringen indtræder det gensidige selskab i den i § 229 nævnte ret over for det tidligere selskab.
Lovforslagets § 229 fastslår, at de enkelte forsikrede ikke kan gøre krav gældende mod selskabet. Derimod kan administrator på administrationsboets vegne afkræve selskabet, hvad der efter vurderingen af de overtagne aktiver, jf. stk. 3, mangler, for at de forsikringsmæssige hensættelser til regnskab og anmeldte og forfaldne forsikringskrav efter beregningen nævnt i § 233 er dækket. Endvidere kan administrator på administrationsboets vegne kræve et beløb, der svarer til selskabets kapitalkrav opgjort ved administrationsboets begyndelse.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det nyoprettede gensidige selskab optræder på vegne af alle forsikringstagere i selskabet, og det gensidige selskab på den baggrund kan gøre krav på beløb, der måtte mangle til dækning af livsforsikringshensættelser og anmeldte og forfaldne forsikringskrav. Den enkelte forsikrede kan ikke gøre krav gældende mod selskabet, men må i stedet rette henvendelse til det nyoprettede gensidige selskab, som repræsenterer den samlede forsikringsbestand.
Det foreslås i stk. 3, at kan der ikke stiftes et nyt selskab, fortsættes administrationen, og administrator tager stilling til, om yderligere forsøg på at overføre forsikringerne til et nyt eller et andet selskab skal foretages.
Hvis der ikke kan stiftes et nyt gensidigt selskab, jf. den foreslåede stk. 1, eller forsikringsbestanden ikke kan overdrages, jf. lovforslagets § 234, må administrationsboet fortsætte bestandens administration, indtil alle forsikringer er afviklet, eller de formår at få overdraget bestanden til et nyt forsikringsselskab ved et nyt forsøg efter lovforslagets § 235.