Anerkendelsesloven

Forslagets § 1 fastsætter lovens anvendelsesområde.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1 og 2, svarer til § 1, stk. 1, i den gældende lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark. Den gældende lovs anvendelsesområde omfatter sager om, hvorvidt en person, der ansøger om adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv, opfylder de betingelser, som er en forudsætning for adgang til som selvstændig eller lønmodtager at udøve dette erhverv, når personen påberåber sig udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer. Loven finder tillige anvendelse på sager, hvor der skal foretages anmeldelse ved midlertidig eller lejlighedsvis udøvelse af et lovreguleret erhverv.

Lovens anvendelsesområde videreføres med lovforslaget, jf. forslagets § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, og omfatter således alle personer med udenlandske kvalifikationer, der som selvstændige erhvervsdrivende og arbejdstagere ønsker at udøve et lovreguleret erhverv som fast etableret i Danmark, eller som ønsker at arbejde her midlertidigt og lejlighedsvist (tjenesteydelser).

En forudsætning for at kunne udøve det lovregulerede erhverv i Danmark er, at de betingelser, der gælder ifølge anerkendelsesdirektivet og for det specifikke erhverv, er opfyldt.

Bestemmelsens stk. 1, nr. 3, angiver, at loven også finder anvendelse på sager om personer, som udøver et af de erhverv, der er nævnt i artikel 56 a, stk. 1, i anerkendelsesdirektivet, og som har fået begrænset retten til at udøve sit erhverv af en offentlig myndighed eller en domstol.

Bestemmelsens stk. 1, nr. 4, angiver, at loven også finder anvendelse på sager om personer, der i forbindelse med anerkendelse af deres erhvervsmæssige kvalifikationer til brug for udøvelse af et lovreguleret erhverv har benyttet forfalsket dokumentation for disse kvalifikationer.

For både bestemmelserne i stk. 1, nr. 3 og 4, gælder det, at der ikke, som det er tilfældet i stk. 1, nr. 1 og 2, alene er tale om personer med udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer eller om personer, der ønsker at etablere sig i Danmark eller ønsker at arbejde her i landet midlertidigt og lejlighedsvist som selvstændige erhvervsdrivende eller arbejdstagere.

Der er således tale om alle de tilfælde, hvor en person, der i forbindelse med anerkendelse af deres erhvervsmæssige kvalifikationer til brug for udøvelse af et lovreguleret erhverv har benyttet forfalsket dokumentation for disse kvalifikationer og er blevet dømt herfor, uanset om personen allerede er her i landet eller ej. Der er også tale om alle de tilfælde, hvor en person har fået begrænset retten til at udøve sit erhverv af en offentlig myndighed eller en domstol.

Forslagets stk. 1 retter sig mod alle personer uanset statsborgerskab.

Forslagets stk. 2 afgrænser stk. 1 på en sådan måde, at det er en forudsætning for anvendelsen af stk. 1, at det pågældende erhverv i Danmark er omfattet af anerkendelsesdirektivet.

Hvis et erhverv ikke er lovreguleret i Danmark og ikke i Danmark er omfattet af anerkendelsesdirektivet, er adgangen til at udøve erhvervet fri. Det er således ikke nødvendigt med en autorisation, et certifikat, et bestemt eksamensbevis eller lignende dokumentation for at få adgang til at udøve erhvervet.

Der er dog erhverv, som er reguleret ved særdirektiver, f.eks. revisorer, som er omfattet af direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, forsikringsmæglere, der henhører under direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling, og advokater, der ønsker at udøve advokatvirksomhed under deres hjemlands advokattitel, som er dækket af direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser og 98/5/EF af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået.

I sådanne tilfælde berører anerkendelsesdirektivet ikke de andre specifikke retlige bestemmelser, for så vidt angår etableringsret og udveksling af tjenesteydelser vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 fastslår, at loven finder anvendelse på sager om det europæiske erhvervspas til et erhverv, hvor den person, der ansøger om europæisk erhvervspas allerede lovligt er etableret som erhvervsudøver i Danmark, eller hvor personen har opnået sine erhvervsmæssige kvalifikationer i Danmark.

Personkredsen, der er omfattet af stk. 3, er således personer, der på baggrund af deres danske eller udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer allerede er lovligt etableret her i landet eller har opnået deres erhvervsmæssige kvalifikationer i Danmark. Ved lovlig etablering forstås, at personen opfylder alle betingelser for at udøve det lovregulerede erhverv i Danmark, f.eks. ved at have opnået autorisation eller lignende fra en kompetent myndighed, og at vedkommende ikke har fået forbud ej heller midlertidigt mod at udøve erhvervet.

Hvis der er indført erhvervspas for et erhverv, skal personer med danske uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer således have mulighed for at søge om et erhvervspas til brug for at arbejde i et andet medlemsland, hvis de er lovligt etablerede her i landet. Det kan f.eks. være en dansk autoriseret sygeplejerske, der ønsker at arbejde i et andet medlemsland.

Danmark er også ansøgningsland for personer, som på baggrund af deres udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer allerede har opnået anerkendelse i Danmark, f.eks. ved at have opnået autorisation eller lignende fra en kompetent myndighed, og som nu ønsker at arbejde i et andet medlemsland.

Der kan tillige være tale om situationer, hvor en person fra et andet medlemsland har taget sin bacheloreksamen i et andet medlemsland og sin kandidat- eller mastereksamen, som fører til et lovreguleret erhverv eller en lovreguleret uddannelse i Danmark, og som ønsker at arbejde i et andet medlemsland end Danmark. Her er Danmark også ansøgningslandet.

Ifølge stk. 3, andet pkt., retter bestemmelsen sig mod sager om personer, der ønsker at søge om europæisk erhvervspas, uanset om erhvervet er omfattet af anerkendelsesdirektivet eller ej i Danmark.

Det er således blot et krav, at der ved en vedtagen gennemførelsesforordning er indført europæisk erhvervspas for erhvervet.

Det skal således være muligt at søge om erhvervspas, hvis et sådant er indført, selvom erhvervet ikke er lovreguleret i Danmark. Der kan f.eks. være tale om bjergførererhvervet, der, som nævnt under bemærkningerne til § 6, er udpeget til at få indført et europæisk erhvervspas. Bjergførererhvervet er ikke lovreguleret i Danmark.

Til kapitel 2

Definitioner

Lovens § 2 indeholder i overensstemmelse med anerkendelsesdirektivet en række definitioner af de begreber, som anvendes.

Lovens § 2, nr. 1, angiver en forkortelse af det fulde navn for anerkendelsesdirektivet.

Det følger af § 2, nr. 2, at begrebet medlemsland er en samlet betegnelse for de europæiske medlemsstater, lande i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (Island, Norge og Liechtenstein) samt andre lande, som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv, p.t. Det Schweiziske Forbund, hvor der dog gælder særlige regler.

Et lovreguleret erhverv, som defineret i § 2, nr. 3, er en eller flere former for erhvervsmæssig virksomhed under ét, når der enten direkte eller indirekte ifølge love eller administrative bestemmelser kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang hertil eller udøvelse eller en form for udøvelse heraf; især vil anvendelsen af en faglig titel, der ifølge love eller administrative bestemmelser er begrænset til personer, der er i besiddelse af en bestemt erhvervsmæssig kvalifikation, være en form for udøvelse.

§ 2, nr. 4, omhandler definitionen på erhvervsmæssige kvalifikationer, som omfatter uddannelsesbeviser, kursusbeviser og/eller beviser for erhvervserfaring. Det er de beviser, der sammenlignes med værtslandets kvalifikationskrav for adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv, og som lægges til grund for afgørelse om anerkendelse af ansøgerens erhvervsmæssige kvalifikationer. Definitionen af erhvervsmæssige kvalifikationer i stk.1, nr. 6, omfatter kvalifikationer, som er attesteret ved et uddannelsesbevis, et kursusbevis som omhandlet i direktivets artikel 11, litra a), nr. i), og/eller erhvervserfaring.

Det følger af § 2, nr. 5, at kompetente myndigheder er alle myndigheder eller organer, der af en medlemsstat er særligt bemyndiget til at udstede og modtage uddannelsesbeviser og andre dokumenter eller oplysninger og til at modtage ansøgninger og træffe de i anerkendelsesdirektivet omhandlede afgørelser. Hvert medlemsland udpeger de kompetente myndigheder og organer.

Europæisk erhvervspas, som defineret i § 2, nr. 6, er et elektronisk certifikat som bevis for, enten at erhvervsudøveren opfylder alle nødvendige betingelser med henblik på midlertidig eller lejlighedsvis levering af tjenesteydelser i en værtsmedlemsstat, eller for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer med henblik på etablering i et værtsland.

Det europæiske erhvervspas er omhandlet i direktivets artikel 4 a – 4 e, og procedurerne for udstedelse af erhvervspasset m.v. fastsættes i en gennemførelsesforordning, jf. Europa-Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/983 af 24. juni 2015 om proceduren for udstedelse af det europæiske erhvervspas og anvendelsen af varslingsmekanismen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF.

Definitionen i lovens § 2, nr. 7, IMI, er en forkortelse for informationssystemet for det indre marked, jf. Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 1024/2012 om det administrative samarbejde ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (»IMI-forordningen«).

I § 2, nr. 8, defineres praktikophold. Hvis adgang til et lovreguleret erhverv i hjemlandet forudsætter gennemførelse af et praktikophold, skal hjemlandets kompetente myndighed, når den behandler en ansøgning om tilladelse til at udøve det lovregulerede erhverv, anerkende praktikophold gennemført i en anden medlemsstat, forudsat at praktikopholdet er i overensstemmelse med de offentliggjorte retningslinjer, og tage praktikophold gennemført i et tredjeland i betragtning. Medlemsstaterne kan dog i deres nationale lovgivning sætte en rimelig grænse for varigheden af den del af praktikopholdet, som kan gennemføres i udlandet. Dette følger af anerkendelsesdirektivets artikel 55 a.

Fælles uddannelsesrammer, som defineret i § 2, nr. 9, består af minimumsviden, -færdigheder og -kompetencer med henblik på udøvelse af et bestemt erhverv. Fælles uddannelsesrammer erstatter ikke de nationale uddannelsesprogrammer, medmindre en medlemsstat beslutter dette i henhold til national lovgivning. For så vidt angår adgang til og udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed i medlemsstater, der lovregulerer det pågældende erhverv, giver medlemsstaterne beviser for erhvervsmæssige kvalifikationer, der er erhvervet på grundlag af disse rammer, samme virkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, under forudsætning af at de i anerkendelsesdirektivets artikel 49 a, stk. 2, fastsatte betingelser overholdes indenfor disse rammer.

Definitionen i § 2, nr. 10, af fælles uddannelsestest følger anerkendelsesdirektivets artikel 49 b om en standardiseret egnethedsprøve, som er tilgængelig i alle deltagende medlemsstater og forbeholdt indehaverne af en bestemt erhvervsmæssig kvalifikation. Hvis en sådan uddannelsestest bestås i en medlemsstat, giver det indehaveren af en bestemt erhvervsmæssig kvalifikation ret til at udøve erhvervsmæssig virksomhed i en hvilken som helst af de pågældende medlemsstater på samme betingelser som indehaverne af uddannelsesbeviser, der er erhvervet i denne medlemsstat.

Til kapitel 3

Principper for erhvervsudøvelse

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er en videreførelse af den gældende lovs § 2, stk. 1, nr. 1, hvorefter personer, der er statsborgere i et EU/EØS-land eller i et land, som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv, har adgang til at udøve et lovreguleret erhverv her i landet på samme vilkår, som gælder for personer med danske erhvervsmæssige kvalifikationer, hvis de opfylder betingelserne i EU’s direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Bestemmelsen videreføres med forslaget, jf. § 3, stk. 1, og fastsætter den rettighed, at statsborgere i et medlemsland, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer skal behandles efter anerkendelsesdirektivet, har adgang til at udøve et lovreguleret erhverv her i landet som selvstændig erhvervsdrivende eller arbejdstager og udøve det på samme vilkår, som gælder for personer med danske erhvervsmæssige kvalifikationer, hvis de opfylder betingelserne i anerkendelsesdirektivet, jf. dog forslagets § 10.

Anerkendelsesdirektivets bestemmelser er ikke de samme for alle erhverv og anvendelsen af bestemmelserne afhænger desuden af, hvilken ordning i anerkendelsesdirektivet den pågældende statsborger skal behandles efter. Er en persons udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendt i Danmark, det vil sige har vedkommende opnået autorisation eller lignende godkendelse, har vedkommende ret til at arbejde her i landet på samme vilkår, som gælder for personer med danske erhvervsmæssige kvalifikationer.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 gennemfører anerkendelsesdirektivets artikel 5, stk. 3.

Bestemmelsen angiver, at en tjenesteyder, der ønsker at arbejde i Danmark midlertidigt og lejlighedsvist, er underlagt de danske faglige, fagretlige og administrative adfærdsregler, der er knyttede til de erhvervsmæssige kvalifikationer, såsom definition af erhvervet, benyttelse af titler, grov forsømmelse, som er direkte og specifikt knyttet til forbrugerbeskyttelse og -sikkerhed, samt disciplinærbestemmelser, som gælder for personer, som udøver det samme erhverv.

Forslagets stk. 2 retter sig mod alle personer uanset statsborgerskab. Alle arbejdstagere og selvstændigt erhvervsdrivende, der virker i Danmark som tjenesteydere, er således underlagt de danske faglige og disciplinære regler. Det kan eksempelvis være tavshedspligt indenfor sundhedssektoren, jf. vejledning nr. 9494 af 4. juli 2002 om sundhedspersoners tavshedspligt, dialog og samarbejde med patienters pårørende.

Til kapitel 4

Indgivelse af ansøgning og anmeldelse

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er med en sproglig præcisering en videreførelse af den gældende lovs § 3, stk. 1 og 2, og fastsætter, at alle personer med udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer og uanset statsborgerskab, der ønsker at udøve et lovreguleret erhverv i Danmark varigt som fast etablering, skal indgive ansøgning herom til den kompetente myndighed for erhvervet her i landet.

En kompetent myndighed er eksempelvis Styrelsen for Patientsikkerhed for en række sundhedserhverv eller en organisation, som her i landet er bemyndiget til at være kompetent myndighed for et givent erhverv, f.eks. Ingeniørforeningen i Danmark, som er kompetent myndighed for anerkendte statikere.

En ansøgning om autorisation eller lignende ledsages af de dokumenter, som i henhold til anerkendelsesdirektivet kan kræves af den kompetente myndighed. Det er forudsat, at de specifikke regler for, hvilken dokumentation der kræves medsendt for det enkelte erhverv og for den pågældende personkreds, er fastsat i lovgivningen for erhvervet. De dokumenter, der kan kræves ifølge anerkendelsesdirektivet, fremgår af direktivets bilag VII, jf. artikel 50.

Bestemmelsen i stk. 2 er med en sproglig præcisering en videreførelse af den gældende lovs § 3, stk. 4, 1. og 2 pkt., og fastsætter, at statsborgere i et medlemsland med udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer, der ønsker at arbejde i Danmark midlertidigt og lejlighedsvist som tjenesteyder, første gang skal sende en forudgående anmeldelse til den kompetente myndighed, hvis der er fastsat krav herom i reglerne for det pågældende erhverv, jf. direktivets artikel 7, stk. 1. En anmeldelse omfatter detaljerne vedrørende en eventuel forsikringsaftale eller andre former for personlig eller kollektiv beskyttelse i forbindelse med erhvervsansvar.

Der er ikke tale om en ansøgning om tilladelse til at udøve erhvervet, men alene om en anmeldelse.

For så vidt angår statsborgere fra medlemslandene, skal der således i de specifikke regler for erhvervet være fastsat et krav om en forudgående anmeldelse til den kompetente myndighed, hvis en sådan kræves. Hvis der ikke er fastsat krav om anmeldelse, kan erhvervet frit udøves.

Hvis der er fastsat krav herom i reglerne for det pågældende erhverv, skal anmeldelsen ledsages af de dokumenter, som i henhold til anerkendelsesdirektivet, jf. artikel 7, stk. 2, kan kræves af den kompetente myndighed.

En anmeldelse skal fornyes en gang om året, hvis personen ønsker at udføre midlertidige eller lejlighedsvise tjenesteydelser i Danmark i løbet af det kommende år.

En fornyelse af en anmeldelse kan ske på hvilken som helst måde.

Hvis der i reglerne for det pågældende erhverv er givet mulighed herfor, kan statsborgere fra tredjelande omfattes af anmeldelsesreglerne for den midlertidige og lejlighedsvise tjenesteydelse.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, der er ny, gennemfører direktivets artikel 4 b. Ansøgning om europæisk erhvervspas til brug for at etablere sig eller at arbejde midlertidigt og lejlighedsvist i et andet medlemsland fra personer, jf. forslagets § 1, stk. 3, skal indgives til den kompetente myndighed for erhvervet i Danmark. Ansøgningen indgives elektronisk via IMI, der automatisk opretter et IMI-dossier for den pågældende ansøger.

Ansøgningen om erhvervspas skal ledsages af de dokumenter, som i henhold til gennemførelsesforordningen kan kræves af den kompetente myndighed i Danmark for at dokumentere, at den pågældende er lovligt etableret her i landet eller har opnået sine erhvervsmæssige kvalifikationer her i landet, samt den dokumentation, der kræves af den kompetente myndighed i den eller de lande, som den pågældende ønsker at arbejde i.

Det er forudsat, at det i de specifikke regler for erhvervet er fastsat, hvilke dokumenter der kræves for det enkelte erhverv og for den pågældende personkreds.

En ansøgning om europæisk erhvervspas anses for at være kommet frem til den kompetente myndighed, når ansøgningen er tilgængelig for myndigheden i IMI. Det er således uden betydning, om eller hvornår myndigheden gør sig bekendt med indholdet af ansøgningen.

En ansøgning vil normalt være tilgængelig for en myndighed på det tidspunkt, hvor IMI-dossieret er tilgængeligt i IMI. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i IMI. En ansøgning, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, hvorfra ansøgningen er tilgængelig.

En ansøgning, der er tilgængelig i myndighedens system eksempelvis klokken 23.59 den 30. november, er således kommet frem den 30. november, uanset at der ikke fysisk sidder en medarbejder hos myndigheden og gør sig bekendt med ansøgningen på dette tidspunkt, der ligger udenfor normal arbejdstid/åbningstid. Det kan i den elektroniske løsning præcist registreres, hvornår en ansøgning er kommet frem.

Kan modtagelsestidspunktet for en ansøgning ikke fastlægges som følge af problemer med IMI eller andre lignende problemer, må ansøgningen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor ansøgningen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at en ansøgning modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

Bestemmelsen er bl.a. relevant i forhold til ansøgningsfrister og forældelse m.v.

Myndigheden vil skulle sikre, at en ansøgning, der indgives til en forkert offentlig myndighed, henvises til den rette myndighed, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2. Det fremgår af direktivets artikel 4 b, stk. 1, 2. pkt., at et hjemland, her Danmark, også kan tillade skriftlige ansøgninger (ansøgninger på papir) om europæisk erhvervspas.

Det fremgår af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015, »Den digitale vej til fremtidens velfærd«, at kommunikation mellem borgere og offentlige myndigheder via papirblanketter og brevpost skal afvikles. På den baggrund finder Uddannelses- og Forskningsministeriet ikke, at loven skal indeholde en bestemmelse, hvorefter det skal være valgfrit for borgeren enten at indgive skriftlige ansøgninger på papir til europæisk erhvervspas eller ansøge via den elektroniske løsning.

Det foreslås derfor i 3. pkt., at ansøgninger, der ikke indgives via den pågældende elektroniske løsning, afvises af myndigheden. Elektronisk ansøgning er således et formkrav. Hvis ikke formkravet er opfyldt, medfører det automatisk afvisning af ansøgningen om erhvervspas. Om muligheden for at indgive ansøgning på anden måde end ved brug af den elektroniske løsning henvises til bemærkningerne til stk. 5 nedenfor.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4, der er ny, modtager den kompetente myndighed i Danmark gennem IMI sager om europæisk erhvervspas fra den kompetente udenlandske myndighed.

Ansøgning om europæisk erhvervspas ledsages af de dokumenter, som i henhold til gennemførelsesforordningen kan kræves af den kompetente danske myndighed.

Det er forudsat, at de specifikke regler for, hvilke oversættelser m.v. der kræves til dokumenterne for det enkelte erhverv og for den pågældende personkreds, er fastsat i reglerne for det enkelte erhverv.

Med forslagets bestemmelse i stk. 5, der er ny, foreslås en hjemmel for vedkommende minister til at fastsætte regler i en bekendtgørelse om muligheden for at dispensere fra kravet om at indgive ansøgning om europæisk erhvervspas gennem anvendelse af den elektroniske løsning efter stk. 3 med henblik på, at den kompetente myndighed opretter IMI-dossieret i informationssystemet for det indre marked.

Det er vedkommende minister, der vurderer, om der på ministerområdet foreligger særlige forhold, som gør det nødvendigt at fastsætte regler om at fritage borgeren for kravet om at anvende den elektroniske løsning efter stk. 3 og i stedet indgive ansøgning på anden måde. Ved fastsættelse af regler skal der lægges vægt på ansøgeres evner og muligheder for at anvende den elektroniske løsning og eventuelle problemer med at søge om hjælp, ligesom det ud fra en helhedsvurdering må bedømmes, om ansøgere vil kunne bruge den elektroniske løsning efter modtagelse af hjælp hertil. Særlige forhold, der kan begrunde fastsættelse af regler, kan f.eks. være særlige handikap, såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse samt demens, manglende digitale kompetencer, visse socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser, hjemløse, borgere med sprogvanskeligheder m.v., hvor hjælp eller medbetjening fra myndighedens side konkret vurderes ikke at være en egnet løsning. Der vil således kunne være tale om, at der foreligger særlige forhold for nogle af de nævnte borgere, der gør, at borgeren ikke kan anvende den elektroniske løsning. Tilsvarende vil der også være borgere fra de nævnte grupper, der kan anvende den elektroniske løsning og derfor skal anvende den. Særlige forhold vil eksempelvis kunne foreligge, hvor en borger er indsat i fængsel eller institutionsanbragt og af den grund ikke har adgang til en computer eller lignende digital platform og derfor ikke kan anvende den elektroniske løsning.

Såfremt der gives adgang til ansøgning på anden måde end gennem den elektroniske løsning, skal indehaveren af et europæisk erhvervspas, når denne har ansøgt om europæisk erhvervspas på anden måde end ved anvendelse af den elektroniske løsning, ligeledes informeres om ajourføringer i vedkommendes erhvervspas med andre midler end ved den elektroniske løsning.

Til kapitel 5

Anerkendelsesprocedure for etablering og midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 sker en videreførelse af den gældende lovs § 3, stk. 3, 1. pkt., hvorefter den kompetente myndighed påser, at personer, jf. stk. 1, der ansøger om adgang til at udøve et lovreguleret erhverv, opfylder de i § 2 nævnte betingelser. Efter den gældende lovs § 3, stk. 3, 1. pkt. påser den danske kompetente myndighed, om en ansøger fra et medlemsland, der ønsker at etablere sig fast i Danmark, opfylder betingelserne for at være omfattet af anerkendelsesdirektivet. Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, er en videreførelse af gældende lovs § 3, stk. 3, 1. pkt., dog med enkelte sproglige tilpasninger. En person fra et medlemsland, der er fuldt kvalificeret og lovligt etableret i det andet medlemsland, og som ønsker at udøve sit erhverv i Danmark, har således gennem reglerne i anerkendelsesdirektivet nemmere adgang til at kunne etablere sig i Danmark end statsborgere fra tredjelande, ligesom der gælder forskellige anerkendelsesordninger.

Anerkendelsesdirektivets bestemmelser er således ikke de samme for alle erhverv, og anvendelsen af bestemmelserne i direktivet afhænger desuden af, hvilken ordning i anerkendelsesdirektivet den pågældende ansøger skal behandles efter. Der indgår således flere parametre i den konkrete vurdering af en ansøgning.

Direktivets regler for etablering består således af tre forskellige regelsæt: regler om den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, regler om anerkendelse på baggrund af relevant erhvervserfaring og regler om automatisk anerkendelse på baggrund af minimumuddannelseskrav for erhvervene læge, tandlæge, sygeplejerske, jordemoder, farmaceut, dyrlæge samt arkitekt.

Reglerne om den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser indebærer, at en erhvervsudøver, som er omfattet af anerkendelsesdirektivet, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendes efter direktivets generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, jf. direktivets afsnit III, kapitel I, artikel 10-14, får anerkendelse med henblik på adgang til at udøve erhvervet i værtslandet, medmindre værtslandets kompetente myndighed i forbindelse med vurderingen af de medbragte erhvervsmæssige kvalifikationer, hvori bl.a. indgår relevant erhvervserfaring, konstaterer, at der er nogle væsentlige forskelle mellem de medbragte kvalifikationer og værtslandets kvalifikationskrav til erhvervsudøvelse. I givet fald kan den kompetente myndighed i værtslandet ved en såkaldt ”udligningsforanstaltning” kræve, at erhvervsudøveren med henblik på anerkendelse først og efter eget valg gennemfører en prøvetid, som kan kræves suppleret med en videreuddannelse, eller aflægger en egnethedsprøve, som består af de fag og discipliner, som er en væsentlig forudsætning for, at ansøgeren kan udøve det pågældende erhverv i værtslandet.

Reglerne om automatisk anerkendelse på baggrund af relevant erhvervserfaring indebærer, at en erhvervsudøver, som er omfattet af anerkendelsesdirektivet, og hvis erhvervsmæssige kvalifikationer skal anerkendes efter direktivets ordning for anerkendelse af erhvervserfaring, jf. direktivets afsnit III, kapitel II, artikel 16-20, får automatisk anerkendelse med henblik på at udøve erhvervet i værtslandet, hvis vedkommende forelægger et bevis for den relevante erhvervserfaring af en varighed og med det indhold, der er fastsat i direktivet, og/eller i visse tilfælde, som defineret i direktivet, er i besiddelse af et uddannelsesbevis kombineret med den nævnte relevante erhvervserfaring. Opfylder vedkommende ikke disse krav, skal sagen behandles efter reglerne i den såkaldte generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, jf. direktivets afsnit III, kapitel I, artikel 10-14, jf. ovenfor.

Reglerne om automatisk anerkendelse på baggrund af minimumuddannelseskrav for erhvervene læge, tandlæge, sygeplejerske, jordemoder, farmaceut, dyrlæge samt arkitekt indebærer, at en læge, tandlæge, sygeplejerske, jordemoder, farmaceut, dyrlæge samt arkitekt, som er omfattet af anerkendelsesdirektivet, får automatisk anerkendelse efter direktivets regler om automatisk anerkendelse på baggrund af fælleseuropæiske minimumuddannelseskrav, jf. direktivets afsnit III, kapitel III, artikel 21-49, jf. bilag V. 1 – V. 7, som løbende opdateres. Opfylder vedkommende ikke ovennævnte krav for automatisk anerkendelse på baggrund af de fælleseuropæiske minimumuddannelseskrav, skal vedkommendes erhvervsmæssige kvalifikationer behandles efter reglerne i direktivets afsnit III, kapitel I, artikel 10-1, om den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, jf. ovenfor. For så vidt angår arkitekterhvervet, er dette ikke lovreguleret i Danmark, og der kræves derfor ikke en formel anerkendelse her i landet.

Det forudsættes, at det i de specifikke regler for det enkelte erhverv fastsættes, hvilken ordning det pågældende erhverv hører under, og herunder hvilke regler der gælder for den pågældende personkreds, hvilken dokumentation der kræves m.v. Der kan således for det samme erhverv være forskel på, hvilken anerkendelsesordning en ansøger er omfattet af.

Hvis f.eks. en farmaceut, som er omfattet af anerkendelsesdirektivet, ikke kan få fuld anerkendelse i Danmark efter reglerne om automatisk anerkendelse på baggrund af fælleseuropæiske minimumuddannelseskrav, jf. afsnit III, kapitel III i direktivet, jf. bilag V. 6.2, skal vedkommendes erhvervsmæssige kvalifikationer behandles efter reglerne i direktivets afsnit III, kapitel I, artikel 10-14, om den generelle ordning for gensidig anerkendelse.

Forslagets bestemmelse i stk. 2 er en videreførelse af den gældende lovs § 3, stk. 3, 2. pkt., hvorefter den kompetente myndighed tillige påser, at personer, jf. § 3, stk. 1 og 2, opfylder de betingelser for udøvelsen af det lovregulerede erhverv, der fremgår af reglerne for det enkelte erhverv. Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 2, er en videreførelse af gældende lovs § 3, stk. 3, 1. pkt., dog med enkelte sproglige tilpasninger. Den kompetente myndighed påser således, at personer med udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer, der ansøger om adgang til varigt at udøve et lovreguleret erhverv i Danmark, uanset statsborgerskab, opfylder de betingelser for udøvelsen af det lovregulerede erhverv, som fremgår af reglerne for det enkelte erhverv.

Der kan således gælde forskellige regler, alt efter hvilket erhverv og hvilken personkreds der er tale om. Eksempelvis kan sprogkrav til sundhedspersonale være forskellige, alt efter om der er tale om statsborgere fra et medlemsland eller statsborgere fra et tredjeland.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er en præcisering af den gældende lovs § 3, stk. 4, hvorefter personer, jf. § 3, stk. 1, der midlertidigt eller lejlighedsvist agter at udøve et lovreguleret erhverv her i landet, inden erhvervsudøvelsen skal indgive skriftlig anmeldelse til den kompetente myndighed, hvis der er fastsat krav herom i de regler, der gælder for erhvervet. Anmeldelsen skal fornyes en gang om året, hvis personen ønsker at udføre midlertidige og lejlighedsvise tjenesteydelser i løbet af det kommende år. I reglerne, der gælder for erhvervet, fastsættes endvidere, hvorvidt reglerne om anmeldelse også kan finde anvendelse på personer, der er omfattet af § 3, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 2, er en videreførelse af gældende lovs § 3, stk. 3, 1. pkt., dog med enkelte sproglige tilpasninger. Bestemmelsen regulerer den administrative proces, jf. direktivets artikel 7, stk. 1 og 2, og hvorefter den kompetente danske myndighed, der med hjemmel i lovgivningen modtager en krævet anmeldelse fra en tjenesteyder med udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer, påser, at de relevante dokumenter er medsendt.

Det er således forudsat, at det i reglerne for det specifikke erhverv er fastsat, om der er krav om anmeldelse, og hvilken dokumentation en tjenesteyder skal medsende sin anmeldelse.

Det følger af stk. 4, at hvis der er tale om et lovreguleret erhverv, der har konsekvenser for den offentlige sundhed og sikkerhed, og der er fastsat krav om forudgående kontrol i reglerne for det pågældende erhverv, påser den kompetente myndighed, at de dokumenter, der efter reglerne for det enkelte erhverv er påkrævede for anmeldelsen af midlertidig og lejlighedsvis tjenesteydelse, jf. stk. 3, er medsendt anmeldelsen. Den kompetente myndighed påser tillige, om tjenesteyderen opfylder betingelserne, jf. stk. 1 og 2, og underretter tjenesteyderen om, hvorvidt der skal foretages forudgående kontrol af denne, jf. direktivets artikel 7, stk. 4.

Om et erhverv har konsekvenser for den offentlige sundhed og sikkerhed, fremgår af reglerne for det specifikke erhverv ud fra de kriterier, der er anerkendt som sådanne ifølge EU-Domstolens retspraksis.

Såfremt myndigheden finder, at der er grundlag for at foretage kontrol, foretager myndigheden behørig underretning af personen, hvis vedkommende skal gennemgå forudgående kontrol. Kontrollen sker navnlig ved hjælp af en egnethedsprøve.

For personer, der er omfattet af anerkendelsesdirektivet, gælder det retsgrundlag, der følger af direktivet, mens der kan være fastsat andre regler for andre statsborgere. F.eks. har statsborgere fra tredjelande ikke mulighed for at arbejde midlertidigt og lejlighedsvist som tjenesteyder som læge i Danmark. Det kræver en dansk autorisation som læge, og der er forskellige prøver, som skal bestås for at kvalificere sig til at få en dansk autorisation.

Til kapitel 6

Anerkendelsesprocedure ved etablering og midlertidig og lejlighedsvis tjenesteydelse for det europæiske erhvervspas

Med forslagets § 6, som er ny, søges anerkendelsesdirektivets artikel 4 a-d delvist gennemført.

Med forslagets stk. 1 verificerer den kompetente myndighed, om ansøgeren er lovligt etableret samt ægtheden og gyldigheden af de påkrævede dokumenter, som knytter sig til ansøgningen om europæisk erhvervspas indgivet af personer, jf. § 1, stk. 3, med henblik på etablering eller midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser indenfor erhverv, som er omfattet af forudgående kontrol i det berørte medlemsland, hvortil der søges erhvervspas. Den kompetente myndighed videresender ansøgningen til det medlemsland, hvortil der søges erhvervspas.

Bestemmelsen regulerer de ansøgninger om europæisk erhvervspas, der kommer fra personer, som allerede lovligt er etableret som erhvervsudøvere i Danmark, eller hvor ansøgeren har opnået sine erhvervsmæssige kvalifikationer i Danmark, og uanset om det pågældende erhverv er omfattet af anerkendelsesdirektivet i Danmark. Såfremt en ansøger allerede har opnået anerkendelse (autorisation, certifikat el.lign.) i Danmark eller har taget sin uddannelse (opnået sin erhvervsmæssige kvalifikation) i Danmark, sondres der ikke mellem statsborgerskab, hvis der søges om europæisk erhvervspas via den danske kompetente myndighed.

Bestemmelsen retter sig mod ansøgninger om erhvervspas til etablering eller midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser indenfor erhverv, som er omfattet af forudgående kontrol i det berørte medlemsland, hvortil der søges erhvervspas.

Bestemmelsen regulerer således processen med henblik på erhvervsudøveres ansøgning om et europæisk erhvervspas til etablering, det vil sige, hvor de søger om værtslandets anerkendelse, og processen vedrørende erhvervsudøverens midlertidige og lejlighedsvise tjenesteydelser, hvis erhvervet i det medlemsland, som der søges om erhvervspas til, er et lovreguleret erhverv, der ifølge værtslandets regler er omfattet af forudgående kontrol. Det vil således være værtslandets regler, der definerer og fastsætter, om erhvervet har konsekvenser for den offentlige sundhed og sikkerhed og er omfattet af forudgående kontrol, jf. direktivets artikel 7, stk. 4.

Den kompetente myndighed videresender ansøgningen til det medlemsland, hvortil der søges erhvervspas.

Proceduren starter ved, at erhvervsudøveren ansøger om erhvervspas online i IMI, hvor der automatisk oprettes et individuelt dossier (IMI-dossier). Indenfor 7 dage efter modtagelsen af ansøgningen bekræfter den danske kompetente myndighed modtagelsen af ansøgningen og oplyser ansøgeren om eventuelle manglende dokumenter. Hvor det er relevant, udsteder den kompetente myndighed i Danmark eventuelle støttecertifikater, der kræves efter direktivet.

Ansøgeren får verificeret ægtheden og gyldigheden af de relevante dokumenter, som knytter sig til ansøgningen om europæisk erhvervspas og får oprettet erhvervspas af den kompetente myndighed i Danmark, mens den endelige validering af erhvervspasset, som fører til udøvelse af det lovregulerede erhverv, udføres af værtslandet.

De relevante dokumenter, der kan kræves, er specificeret i gennemførelsesforordningen.

Det kan f.eks. være bevis på ansøgerens nationalitet, bevis for ansøgerens kvalifikationer og bevis for erhvervserfaring. Det er forudsat, at det i reglerne for det specifikke erhverv er fastsat, hvilken dokumentation der kræves for lovlig etablering m.v., som skal indgå i ansøgers IMI-dossier. Det vil derudover være værtslandets regler, der fastsætter, hvilken dokumentation der kræves i det pågældende land.

Regler om rammer og procedurer for de kompetente myndigheders behandling af ansøgninger om europæisk erhvervspas med henblik på etablering eller midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser indenfor erhverv, som er omfattet af forudgående kontrol i det berørte medlemsland, hvortil der søges erhvervspas, vil følge af de regler, der fastsættes efter bemyndigelsen i forslagets § 17, stk. 2.

Efter forslagets bestemmelse i stk. 2 verificerer den kompetente myndighed ansøgerens lovlige etablering og kontrollerer, at ansøgninger og de påkrævede dokumenter indgivet af personer, der ansøger om europæisk erhvervspas, opfylder kravene om ægthed og gyldighed, og udsteder det europæiske erhvervspas med henblik på midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser indenfor erhverv, som ikke er omfattet af forudgående kontrol i det berørte medlemsland, hvortil der søges erhvervspas.

Bestemmelsen retter sig således mod ansøgninger om europæisk erhvervspas til midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser indenfor erhverv, som ikke er omfattet af forudgående kontrol, jf. artikel 7, stk. 1 og 2, i det berørte medlemsland, hvortil der søges erhvervspas.

Bestemmelsen regulerer de ansøgninger om europæisk erhvervspas, der kommer fra personer, som allerede lovligt er etableret som erhvervsudøvere i Danmark, eller hvor ansøgeren har opnået sine erhvervsmæssige kvalifikationer i Danmark, og uanset om det pågældende erhverv er omfattet af anerkendelsesdirektivet i Danmark. Såfremt en ansøger allerede har opnået anerkendelse (autorisation, certifikat el.lign.) i Danmark eller har taget sin uddannelse (opnået sin erhvervsmæssige kvalifikation) i Danmark, kander søges om europæisk erhvervspas via den danske kompetente myndighed.

Proceduren starter ved, at erhvervsudøveren ansøger om erhvervspas online i IMI, hvor der automatisk oprettes et individuelt dossier (IMI-dossier). Indenfor 7 dage efter modtagelsen af ansøgningen bekræfter den danske kompetente myndighed modtagelsen af ansøgningen og oplyser ansøgeren om eventuelle manglende dokumenter. Hvor det er relevant, udsteder den kompetente myndighed i Danmark eventuelle støttecertifikater, der kræves efter direktivet.

Den kompetente myndighed i Danmark kontrollerer ansøgningen og bilagene i IMI-dossieret og udsteder erhvervspas indenfor 3 uger. Denne periode begynder ved udgangen af 7 dage fra modtagelse af ansøgningen, medmindre den kompetente myndighed har anmodet ansøgeren om manglende dokumentation. Myndigheden sender straks det europæiske erhvervspas til den kompetente myndighed i hvert enkelt berørt værtsland og underretter ansøgeren herom. Værtslandet kan ikke kræve nogen yderligere anmeldelse i de efterfølgende 18 måneder efter udstedelsen.

De relevante dokumenter, der kan kræves, er specificeret i gennemførelsesforordningen. .

Det kan f.eks. være bevis på ansøgerens nationalitet, et bevis for ansøgerens kvalifikationer og bevis for erhvervserfaring. Det er forudsat, at det i reglerne for det specifikke erhverv er fastsat, hvilken dokumentation der kræves for lovlig etablering m.v., som skal indgå i ansøgers IMI-dossier. Det vil derudover være værtslandets regler, der fastsætter, hvilken dokumentation der kræves i det pågældende land.

Regler om rammer og procedurer for de kompetente myndigheders behandling af ansøgninger om europæisk erhvervspas med henblik på henblik på midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser indenfor erhverv, som ikke er omfattet af forudgående kontrol i det berørte medlemsland, hvortil der søges erhvervspas, vil følge af de regler, der fastsættes efter bemyndigelsen i forslagets § 17, stk. 2.

Forslagets bestemmelse i stk. 3, fastsætter, at en indehaver af et europæisk erhvervspas, jf. stk. 2, kan søge om erhvervspas i andre medlemslande end det eller de lande, vedkommende oprindeligt søgte erhvervspas til. Endvidere fastsætter bestemmelsen, at hvis ansøgeren vil levere tjenesteydelser i længere tid end 18 måneder efter udstedelsen af erhvervspasset, skal vedkommende meddele dette til den kompetente myndighed i Danmark. I begge tilfælde skal vedkommende meddele den danske kompetente myndighed enhver form for oplysninger om væsentlige ændringer i den situation, der er understøttet af IMI-dossieret. Dette kan f.eks. være, hvis vedkommende har skiftet efternavn. Den kompetente myndighed i Danmark sender det opdaterede europæiske erhvervspas til det pågældende værtsland.

Anvendelsen af bestemmelsen i § 6 afhænger af, om der indføres erhvervspas på et givent erhvervsområde. Det europæiske erhvervspas indføres for de første 5 erhverv: sygeplejersker, farmaceuter, fysioterapeuter, bjergførere og ejendomsmæglere.

For hele den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde kan udenforstående som f.eks. arbejdsgivere, kunder eller patienter få bekræftet gyldigheden og ægtheden af et erhvervspas ved at tilgå et online-redskab, som udvikles af Europa-Kommissionen. Endvidere kan afgørelser om ansøgning om erhvervspas påklages efter det almindelige rekurssystem, der gælder for det pågældende område.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.5.

Forslagets bestemmelse i § 7, som er ny, søger direktivets artikel 4 a – d delvist gennemført.

§ 7, stk. 1, søger direktivets artikel 4 a, 4 b og 4 d delvist gennemført. Ansøgning om det europæiske erhvervspas, som er verificeret af og sendt fra andre medlemslandes kompetente myndigheder til den kompetente myndighed i Danmark med henblik på etablering eller midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser indenfor erhverv, som har konsekvenser for den offentlige sundhed og sikkerhed, og som her i landet er omfattet af forudgående kontrol, behandles af den kompetente myndighed efter reglerne i § 5, stk. 1, 2 og 4, med henblik på udstedelse af et europæisk erhvervspas.

Bestemmelsen regulerer således processen med henblik på erhvervsudøveres ansøgning om et europæisk erhvervspas til etablering, det vil sige, hvor de søger om anerkendelse, eksempelvis autorisation, samt processen vedrørende erhvervsudøverens midlertidige og lejlighedsvise tjenesteydelser, hvis der i Danmark er tale om et lovreguleret erhverv, der har konsekvenser for den offentlige sundhed og sikkerhed, og der er fastsat krav om forudgående kontrol i reglerne for det pågældende erhverv, jf. direktivets artikel 7, stk. 4.

Om et erhverv har konsekvenser for den offentlige sundhed og sikkerhed, følger af de kriterier, der er anerkendt som sådanne ifølge EU-Domstolens praksis, og fremgår af reglerne for det specifikke erhverv.

Det vil tillige være reglerne for de specifikke erhverv, der fastsætter, om erhvervet er omfattet af forudgående kontrol, jf. direktivets artikel 7, stk. 4.

De relevante dokumenter, der kan kræves, er specificeret i gennemførelsesforordningen.

Det kan eksempelvis være bevis på ansøgerens nationalitet, bevis for ansøgerens kvalifikationer og bevis for erhvervserfaring.

Det er forudsat, at det i reglerne for det specifikke erhverv er fastsat, hvilken dokumentation der kræves for lovlig etablering m.v., som skal indgå i ansøgers IMI-dossier, som er sendt i IMI fra ansøgers hjemland.

Den kompetente myndighed påser, at de dokumenter, der efter reglerne for det enkelte erhverv er påkrævede for anmeldelsen af midlertidig og lejlighedsvis tjenesteydelse, fremgår af anmeldelsen, jf. § 5, stk. 4. Den kompetente myndighed påser tillige, om tjenesteyderen opfylder betingelserne efter § 5, stk. 1 og 2, og underretter tjenesteyderen om, hvorvidt der skal foretages forudgående kontrol af denne, jf. § 5, stk. 4.

Tjenesteydere, der er omfattet af den forudgående kontrol her i landet, og erhvervsudøvere, der ønsker at etablere sig, det vil sige søger om anerkendelse i Danmark, får således verificeret ægtheden og gyldigheden af de relevante dokumenter, som knytter sig til ansøgningen om europæisk erhvervspas og får oprettet deres erhvervspas af den kompetente myndighed i hjemlandet. Den endelige validering af erhvervspasset, som fører til udøvelse af det lovregulerede erhverv, udføres således af den danske myndighed.

For så vidt angår erhvervspasset, er IMI-systemet opbygget således, at en række i direktivet stillede krav til de kompetente myndigheders sagsbehandlingstider indfries gennem automatiske funktioner i systemet, hvis de kompetente myndigheder forholder sig passive. De automatiske funktioner i IMI kommer til udtryk ved, at IMI-systemet f.eks. automatisk udsteder erhvervspasset på vegne af den kompetente myndighed i værtsmedlemslandet, hvis denne f.eks. ikke har truffet en afgørelse indenfor den i direktivet fastsatte frist (stiltiende accept). Det vil fremgå af erhvervspasset, at dette er blevet udstedt på baggrund af stiltiende accept.

Hvis der allerede eksisterede krav om registrering eller andre kontrolprocedurer, inden der blev indført et europæisk erhvervspas for det pågældende erhverv, gælder dette stadig. Et eksempel er ejendomsmæglererhvervet, idet der allerede i dag gælder et krav om, at en erhvervsudøver skal registreres i Erhvervsstyrelsens ejendomsmæglerregister for at kunne udøve erhvervet.

Forslagets § 7, stk. 2, søger direktivets artikel 4 a, 4 b og 4 c delvist gennemført og regulerer anmeldelser gennem europæisk erhvervspas, for midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser indenfor lovregulerede erhverv, som ikke er omfattet af forudgående kontrol i Danmark, som sendes fra andre medlemslandes kompetente myndigheder til danske kompetente myndigheder for erhvervsudøvere, der er lovligt etablerede i et andet medlemsland, eller som har opnået deres erhvervsmæssige kvalifikationer i et andet medlemsland.

Den danske myndighed modtager disse anmeldelser gennem IMI.

Modtagelsen af det europæiske erhvervspas fra andre medlemslandes kompetente myndigheder til den kompetente myndighed i Danmark udgør en anmeldelse af midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser indenfor erhverv, som ikke er omfattet af forudgående kontrol i Danmark og behandles efter reglerne i § 5, stk. 3.

Hvis der foreligger et europæisk erhvervspas, kan der ikke kræves yderligere anmeldelse i løbet af de efterfølgende 18 måneder fra udstedelsen af det europæiske erhvervspas.

Regler om rammer og procedurer for de kompetente myndigheders behandling af ansøgninger om europæisk erhvervspas med henblik på midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser indenfor erhverv, som ikke er omfattet af forudgående kontrol i Danmark, hvortil der søges erhvervspas, vil følge af de regler, der fastsættes efter bemyndigelsen i forslagets § 17, stk. 2.

Anvendelsen af bestemmelsen i § 7 afhænger af, om der indføres erhvervspas på et givent erhvervsområde. Det europæiske erhvervspas indføres for de første 5 erhverv: sygeplejersker, farmaceuter, fysioterapeuter, bjergførere og ejendomsmæglere.

For hele den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde kan udenforstående som f.eks. arbejdsgivere, kunder eller patienter få bekræftet gyldigheden og ægtheden af et erhvervspas ved at tilgå et online-redskab, som udvikles af Europa-Kommissionen. Endvidere kan afgørelser om ansøgning om erhvervspas påklages efter det almindelige rekurssystem, der gælder for det pågældende område.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.5.

Med den foreslåede bestemmelse i § 8, der er ny, fastsættes en hjemmel til, at vedkommende minister bemyndiges til at fastsætte nærmere regler i en bekendtgørelse med henblik på opfyldelse af artikel 4 a – 4 d i anerkendelsesdirektivet, som vedrører det europæiske erhvervspas.

Med Europa-Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/983 af 24. juni 2015 om proceduren for udstedelse af det europæiske erhvervspas og anvendelsen af varslingsmekanismen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF, indføres det europæiske erhvervspas for 5 erhverv: sygeplejerske, farmaceut, fysioterapeut, bjergfører og ejendomsmægler.

Med den foreslåede bestemmelse gives der hjemmel til vedkommende minister til at fastsætte regler om erhvervspasset for de erhverv, hvor det fremover vil blive indført. Om hjemlen udnyttes, afhænger således af, om der indføres erhvervspas for et erhverv. Bekendtgørelsen vil fastsætte den krævede dokumentation for det pågældende erhverv, herunder krævet oversættelse af dokumenter, attesterede kopier, retsvirkningen, hvis en ansøger ikke betaler et opkrævet gebyr, jf. lovforslagets § 12, m.v.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.5, og de specielle bemærkninger til lovforslagets §§ 6 og 7.

Til kapitel 7

Anerkendelse af praktikophold, anerkendelse i form af delvis adgang og anerkendelse på baggrund af fælles uddannelsesprincipper

Med den foreslåede bestemmelse i § 9, som er ny, søges anerkendelsesdirektivets artikel 55 a gennemført.

Med den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, gennemføres direktivets artikel 55 a, stk. 1, 1. led. Såfremt adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv i Danmark forudsætter gennemførelse af et praktikophold, skal den kompetente myndighed, når den behandler en ansøgning om tilladelse til at udøve erhvervet, anerkende praktikophold gennemført i et andet medlemsland.

Hvis et praktikophold, hvad enten det afvikles under et uddannelsesforløb eller efter afslutningen af et dansk uddannelsesforløb, således er en forudsætning for at opnå en autorisation i Danmark, skal praktikopholdet anerkendes af den danske kompetente myndighed, når kandidaten ansøger om adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv.

Efter forslagets stk. 2, jf. direktivets artikel 55 a, stk. 1, 2. led, skal praktikophold gennemført i tredjelande også tages i betragtning af de kompetente myndigheder, når de overvejer en anmodning om adgang til et lovreguleret erhverv i Danmark.

Efter bestemmelsen i stk. 3 er det en betingelse for anerkendelsen af et praktikophold, at praktikopholdet er i overensstemmelse med de danske offentliggjorte retningslinjer herom. Det kan eksempelvis være en vejledning, en studieordning el.lign. om organisering og anerkendelse af praktikopholdet og forudsat, at praktikopholdet i et andet medlemsland er baseret på en klar skriftlig beskrivelse af uddannelsesmål og tildelte opgaver, som er fastlagt af praktikantens vejleder i værtsmedlemslandet. Praktikopholdet erstatter ikke et eventuelt krav om at bestå en eksamen, jf. direktivets artikel 55 a, stk. 1 og 2.

Det er op til den enkelte kompetente myndighed at vurdere, hvorvidt et krav i den specifikke lovgivning om praktik el.lign. er omfattet af anerkendelsesdirektivets bestemmelser om anerkendelse af praktikophold.

Som eksempel kan nævnes advokatområdet, hvor det i medfør af retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 4, er en betingelse for at opnå beskikkelse som advokat, at ansøgeren har været i mindst 3 års praktisk juridisk virksomhed. Denne praktiske juridiske virksomhed vil være omfattet af definitionen ”praktikophold” i direktivets forstand. Som eksempel kan også nævnes, at for at opnå tilladelse til selvstændigt virke skal en tandlæge have gennemført en praktisk oplæring på 1 år hos en tandlæge med tilladelse til selvstændigt virke, jf. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 427 af 9. maj 2011 om tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge. Denne oplæring vil være omfattet af definitionen ”praktikophold” i direktivets forstand.

Der sondres i direktivet, jf. artikel 55 a, jf. artikel 3, stk. 1, litra j, og ændringsdirektivets præambel betragtning 27, ikke mellem lønnet eller ulønnet praktik.

Den danske kompetente myndighed skal være i stand til at vurdere, om praktikopholdet i udlandet opfylder betingelserne på nationalt plan, både for så vidt angår praktikopholdets længde, vilkår og indhold. Hvis der er væsentlige forskelle mellem de danske og de udenlandske kvalifikationer opnået under praktikopholdet, skal sagen behandles efter den generelle ordning, hvorefter der kan pålægges udligningsforanstaltninger.

Med bestemmelsen i det foreslåede stk. 4, som gennemfører direktivets artikel 55 a, stk. 1, 2. pkt., kan vedkommende minister fastsætte regler om varigheden af den del af praktikopholdet, som kan gennemføres i udlandet. Der kan således fastsættes regler om en rimelig grænse for varigheden af den del af praktikopholdet, som kan gennemføres i udlandet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.6.

Forslagets bestemmelse i § 10, som er ny, søger anerkendelsesdirektivets artikel 4 f gennemført. Med bestemmelsen i det foreslåede stk. 1 gennemføres direktivets artikel 4 f, stk. 1, hvorefter den kompetente myndighed kan give delvis adgang til udøvelsen af et erhverv. Hvis myndigheden således under behandlingen af en sag om adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv finder, at forskellene mellem aktivitetsområderne for det danske og det udenlandske uddannelsesprogram er så store, at de ikke kan kompenseres ved andre kvalifikationer og at erhvervsudøveren skal gennemgå et fuldstændigt uddannelsesprogram for at kompensere for disse mangler, skal den kompetente myndighed undersøge, om der kan gives delvis adgang til erhvervet.

Har en person søgt om adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv, og kan der ikke gives fuld adgang til udøvelse af erhvervet, træffer den kompetente myndighed således, såfremt der ansøges herom, beslutning om delvis adgang til udøvelse af erhvervet, hvis følgende betingelser er opfyldt:

– Erhvervsudøveren er fuldt kvalificeret i hjemlandet til at udøve den erhvervsmæssige virksomhed, der søges om delvis adgang til i Danmark.

– Forskellene mellem den erhvervsmæssige aktivitet, der lovligt udøves i hjemlandet, og det lovregulerede erhverv i Danmark er så store, at anvendelsen af udligningsforanstaltninger vil forudsætte, at ansøgeren gennemfører en fuld uddannelse i Danmark for at opnå fuld adgang til det lovregulerede erhverv i sin helhed i Danmark.

– Den erhvervsmæssige virksomhed kan objektivt set udskilles fra andre aktiviteter, som er omfattet af det lovregulerede erhverv i Danmark.

Efter forslagets stk. 2 skal den kompetente myndighed i Danmark med henblik på vurderingen af stk. 1, nr. 3, tage hensyn til, hvorvidt aktiviteten kan udøves selvstændigt i vedkommendes hjemland, jf. artikel 4 f, stk. 1.

Efter bestemmelsens stk. 3 skal samtlige betingelser, jf. stk. 1, for at give delvis adgang være opfyldt, jf. direktivets artikel 4 f, stk. 1, litra a - c. Vedkommende skal være fuldt kvalificeret i hjemlandet, forskellene mellem aktivitetsområderne for det danske og det udenlandske uddannelsesprogram skal være så store, at de ikke kan kompenseres ved andre kvalifikationer, og derudover skal den faglige aktivitet objektivt kunne udskilles fra andre aktiviteter, som er omfattet af det lovregulerede erhverv i Danmark. Hvis erhvervsudøveren anmoder herom, bør der under disse omstændigheder gives delvis adgang til udøvelse af erhvervet.

Som eksempel på delvis adgang har Sikkerhedsstyrelsen i lyset af EU-Domstolens afgørelse af 19. januar 2006 i sag C-330/03, Colegio de Ingenieros de Caminos, Canales y Puertos mod Administración del Estado, udstedt en begrænset autorisation på kloakområdet til en svensk virksomhed. Sikkerhedsstyrelsen tog i denne sag højde for EU-Domstolens dom, som har fastslået princippet om delvis adgang til et lovreguleret erhverv.

I den pågældende sag ønskede virksomheden at udføre remaljeringsarbejde i Danmark. Remaljering er en særlig metode til tætning af gulvafløb og udgør en del af det autorisationskrævende arbejdsområde indenfor kloakområdet. Den begrænsede autorisation gav virksomheden ret til at udføre tætning af gulvafløb mod jord, men ikke andre typer kloakarbejde i Danmark.

I Sverige er erhvervet som kloakmester ikke lovreguleret. Virksomheden kunne lovligt udføre remaljeringsarbejde i Sverige, og virksomheden havde ansat en teknisk ansvarlig person, der kunne dokumentere sin faglige kompetence til at udføre remaljeringsarbejde. Sikkerhedsstyrelsen stillede herefter ikke krav om, at den teknisk ansvarlige person skulle gennemføre en kloakmesteruddannelse for at kunne udøve sit erhverv i Danmark.

Forslagets bestemmelse i stk. 6, 1. pkt., gennemfører direktivets artikel 4 f, stk. 5, 1. pkt.

Når den kompetente myndighed har truffet afgørelse om delvis adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv, skal udøvelsen af erhvervet ske under hjemlandets titel, og erhvervsudøveren skal klart angive omfanget af sin erhvervsmæssige aktivitet for tjenestemodtagerne.

Det betyder, at erhvervsudøveren skal anvende den titel, som vedkommende har i hjemlandet, og at vedkommende har en forpligtelse overfor tjenestemodtager til klart at angive, at der ikke er givet fuld adgang til udøvelsen af erhvervet men kun er givet adgang til en del af erhvervet.

Efter bestemmelsen i stk. 4 kan delvis adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv afvises, hvis det er begrundet i tvingende almene hensyn, og hvis det ikke går ud over, hvad der er nødvendigt og hensigtsmæssigt for at nå det ønskede mål. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 4 f, stk. 2. En anmodning om delvis adgang kan således afslås, hvis der foreligger tvingende almene hensyn, som anerkendt af EU-Domstolen, herunder den offentlige sundhed og sikkerhed.

Efter bestemmelsen i stk. 5, jf. direktivets artikel 4 f, stk. 6, finder bestemmelsen om delvis adgang ikke anvendelse på området for automatisk anerkendelse, hvis erhvervsudøveren er omfattet heraf. Det betyder eksempelvis, at der ikke kan gives delvis adgang til udøvelse af lægeerhvervet, som hører under området for automatisk anerkendelse på baggrund af minimumuddannelseskrav, hvis den pågældende ansøger opfylder betingelserne for automatisk anerkendelse. I den situation skal der gives fuld adgang.

Med bestemmelsen i forslagets stk. 6 kan vedkommende minister fastsætte nærmere regler i en bekendtgørelse, hvis den kompetente myndighed kræver anvendelse af den erhvervsmæssige titel på dansk. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 4 f, stk. 5, 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.7.

Med bestemmelsen i forslagets stk. 1, som er ny, søges direktivets artikel 49 a og 49 b gennemført. Det betyder, at der sker en automatisk anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer på grundlag af fælles uddannelsesprincipper, det vil sige en fælles uddannelsesramme, jf. artikel 49 a, eller en fælles uddannelsestest, jf. artikel 49 b.

Er der for et lovreguleret erhverv vedtaget en fælles uddannelsesramme, jf. artikel 49 a, eller en fælles uddannelsestest, jf. artikel 49 b, skal den kompetente myndighed lægge uddannelsesrammen eller uddannelsestesten til grund for sin behandling af en ansøgning fra en person, der søger om adgang til udøvelse af det lovregulerede erhverv i Danmark.

Det betyder, at den kompetente myndighed i Danmark, når der er vedtaget en fælles uddannelsesramme, skal give en ansøger, der forelægger bevis for, at vedkommende har gennemgået en fælles uddannelsesramme, adgang til at udøve erhvervet. Retsvirkningen er således den samme som automatisk anerkendelse.

Er der vedtaget en fælles uddannelsestest, giver en bestået uddannelsestest i f.eks. Danmark ligeledes indehaveren af en bestemt erhvervsmæssig kvalifikation ret til at udøve erhvervsmæssig virksomhed i et andet medlemsland på samme betingelser som indehaverne af uddannelsesbeviser, som er erhvervet i det andet medlemsland.

Indførelsen af ordningerne om fælles uddannelsesprincipper (fælles uddannelsesrammer og fælles uddannelsestest) kræver, at betingelserne i anerkendelsesdirektivets artikel 49 a, stk. 2, og 49 b, stk. 2, er opfyldt, og herunder at mindst en tredjedel af medlemsstaterne kan acceptere ordningen.

De fælles uddannelsesprincipper vedtages af Europa-Kommissionen ved delegerede retsakter i overensstemmelse med direktivets artikel 57 c.

Efter bestemmelsen i forslagets stk. 2 som er ny, kan Danmark, såfremt man ikke ønsker at deltage i en af ordningerne, under visse betingelser fritages herfor, jf. direktivets artikel 49 a, stk. 5, og 49 b, stk. 5. Hvis Danmark således finder, at det ikke kan gavne danske erhvervsudøvere at være med i en given fælles uddannelsesramme eller en given fælles uddannelsestest på et givent område, og derfor ikke ønsker at tiltræde aftalen, er der mulighed for at søge om undtagelse herfra. De lande, der ikke er listet op i den gennemførelsesforordning, som Europa-Kommissionen kan vedtage efter direktivets artikel 57 c om delegerede retsakter, er ikke omfattet af aftalen.

Det betyder, at den kompetente myndighed i Danmark ikke er forpligtet til at anerkende ansøgere, der påberåber sig at have gennemført en fælles uddannelsesramme eller have bestået en fælles uddannelsestest. Konsekvensen heraf vil også være, at danske erhvervsudøvere ikke kan påberåbe sig retten til og benytte sig af ordningen i et andet medlemsland.

Såfremt der vedtages en fælles uddannelsesramme eller en fælles uddannelsestest, kan det af de regler, der gælder for erhvervet, fremgå, om en fælles uddannelsesramme for det pågældende erhverv kan erstatte det danske uddannelsesprogram.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.8.

Til kapitel 8

Gebyr

Med den foreslåede nye affattelse af bestemmelsen i stk. 1 sker en videreførelse og en præcisering af § 6 i den gældende lov. Efter gældende lovs § 6 kan ansøgeren pålægges betaling for afholdelse af udgifter til gennemførelse af egnethedsprøve eller supplerende uddannelse. Betalingens størrelse må ikke overstige de beløb, som opkræves af den myndighed, der forestår gennemførelse af undervisning, eksamination m.v. på det pågældende område. Betalingen fastsættes og opkræves af den myndighed, der forestår gennemførelse af undervisning, eksamination m.v.

Med forslaget i stk. 1, videreføres bestemmelsen på en sådan måde, at bestemmelsen stadig giver hjemmel til, at ansøgeren kan pålægges et gebyr for afholdelse af udgifter til gennemførelse af egnethedsprøve eller prøvetid.

Som noget nyt foreslås desuden en hjemmel til at opkræve gebyr i forbindelse med ansøgning om europæisk erhvervspas. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 4 a, stk. 8.

Gebyret fastsættes og opkræves af den myndighed, der forestår gennemførelse af egnethedsprøven eller prøvetiden, eller som behandler sager om europæisk erhvervspas. Gebyrets størrelse må ikke overstige de faktiske omkostninger i forbindelse med gennemførelse af egnethedsprøve eller prøvetid eller ansøgning om europæisk erhvervspas. Hvor der ikke allerede er hjemmel i lovgivningen til at kræve betaling for dette, giver forslaget således hjemmel hertil.

Hvis der opkræves gebyr med hjemmel i bestemmelsen, skal størrelsen af gebyret fastsættes af myndigheden i overensstemmelse med de danske bevillingsretlige regler og opkræves af den myndighed, der forestår gennemførelse af eksamination m.v. og behandler ansøgning om europæisk erhvervspas.

For så vidt angår europæisk erhvervspas, kan opkrævning af gebyr for erhvervspas ske på et hvilket som helst tidspunkt i processen. Om der skal opkræves gebyr, på hvilket tidspunkt det skal ske, og fastsættelsen af gebyrets størrelse i forbindelse med udstedelse af et erhvervspas, er medlemslandenes anliggende, men opkrævning af gebyret for erhvervspas må ikke forsinke behandlingen af ansøgningen eller svække arbejdsgangen i IMI. Gebyret skal ifølge direktivet være rimeligt, stå i et rimeligt forhold til samt afspejle de reelle omkostninger for staten og må ikke virke hæmmende på ansøgninger. Gebyret må således ikke fastsættes på et niveau, der gør det praktisk umuligt at udøve de i direktivet fastsatte rettigheder. Dette er i overensstemmelse med danske generelle principper for gebyrregler.

Reglerne om gebyropkrævning skal overholdes af alle organer, myndigheder og institutioner, der i medfør af dansk lovgivning er udpeget som ansvarlig kompetent myndighed for adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv under anerkendelsesdirektivet. Forpligtelsen gælder dermed også de eventuelle ikke-offentlige faglige organer eller faglige organisationer, som efter den relevante lovgivning er udpeget og varetager opgaver som den kompetente myndighed for adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv. Ajourførte oplysninger om den eventuelle opkrævning af gebyr m.v. skal være tilgængelige online gennem kvikskranken, og størrelsen på de fastsatte gebyrer meddeles Styrelsen for Videregående Uddannelser, som tænkes bemyndiget som koordinator for direktivet, jf. direktivets artikel 56, stk. 4, som videreformidler oplysningerne til Europa-Kommissionen.

Efter forslagets bestemmelse i stk. 2, der er ny, gives vedkommende minister hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en bekendtgørelse om opkrævning af gebyr, f.eks. om tidspunktet for opkrævningen og gebyrets størrelse, jf. stk. 1.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 4.9.

Til kapitel 9

Pligt til indberetning m.v.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 omhandler de kompetente myndigheders pligt til at afgive statistiske indberetninger til Uddannelses- og Forskningsministeriet og viderefører den gældende lovs § 4, stk. 1, 1 pkt.

Efter gældende lovs § 4, stk. 1, 1. pkt., skal en kompetent myndighed, der modtager anmeldelser eller træffer afgørelser i en sag, der er omfattet af denne lov, jf. lovens § 3, én gang årligt indberette statistiske oplysninger om anmeldelserne og afgørelserne til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (nu Uddannelses- og Forskningsministeriet).

De kompetente myndigheder skal efter forslaget stadig én gang årligt indberette statistiske oplysninger om myndighedernes behandling af ansøgninger om etablering og anmeldelser til Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Som noget nyt skal der tillige indberettes ansøgninger om europæisk erhvervspas, jf. lovforslagets §§ 6 og 7. Som en del af indberetningen om ansøgninger, anmeldelser og ansøgninger om europæisk erhvervspas, herunder eventuelle gebyrer for erhvervspasset, indgår indberetning om sager, hvori der er givet delvis adgang, jf. lovforslagets § 10.

Indberetning sker én gang årligt bl.a. med henblik på, at Uddannelses- og Forskningsministeriet kan følge området, og med henblik på den redegørelse, som uddannelses- og forskningsministeren skal aflevere til Folketinget, jf. § 11 i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v., og den rapport, som hvert andet år skal aflægges til Europa-Kommissionen, jf. direktivets artikel 60, stk. 1.

Forslagets stk. 2 er en videreførelse af gældende rets § 4, stk. 1, 2. pkt., hvorefter Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (nu Uddannelses- og Forskningsministeriet) på baggrund af de indberettede oplysninger kan anmode de kompetente myndigheder om uddybende oplysninger til brug for den beretning, uddannelses- og forskningsministeren skal afgive til Folketinget, og den rapport, der skal afgives til Europa-Kommissionen, jf. stk. 1.

Forslagets bestemmelse i stk. 3, der er ny, omhandler pligt til løbende indberetninger fra de kompetente myndigheder til Uddannelses- og Forskningsministeriet. Efter bestemmelsen skal de kompetente myndigheder løbende indberette oplysninger i overensstemmelse med anerkendelsesdirektivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer samt løbende indberette ajourførte oplysninger om reglerne og procedurerne for de ansøgninger og anmeldelser efter bestemmelsens stk. 1, og herunder størrelsen på eventuelle gebyrer, jf. forslagets § 12.

Bestemmelsen kodificerer på nogle punkter praksis og sikrer, at Styrelsen for Videregående Uddannelser, der i dag er bemyndiget hertil, jf. bekendtgørelse nr. 1411 af 16. december 2009 om delegation af ministeren for videnskab, teknologi og udviklings (nu uddannelses- og forskningsministerens) beføjelser i lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark, fortsat kan formidle opdaterede oplysninger om ordningerne for de enkelte erhverv som støttecenter, jf. direktivets artikel 57 b, formidle oplysninger som koordinator for direktivet, jf. artikel 56, stk. 4, og som led i sin varetagelse af informations- og videnscenterfunktionen for vurdering og anerkendelse af udenlandske kvalifikationer og kompetencer, jf. § 10 i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. Det drejer sig navnlig om oplysninger om erhvervet, kontakt til den kompetente myndighed, blanketter, dokumentationskrav, størrelsen af eventuelle gebyrer, gældende lovgivning og klageadgang.

Bestemmelsen i stk. 3 præciserer tillige, at de kompetente myndigheder skal indberette, hvad der i øvrigt følger af anerkendelsesdirektivet. Det drejer sig om indberetninger, som følger af ændringsdirektivets præambelbetragtning 6, jf. artikel 4 a, stk. 8, artikel 3, stk. 2, andet afsnit, artikel 14, stk. 2, andet afsnit, artikel 21 a, stk. 1, artikel 22, stk. 2, artikel 25, stk. 3 a, andet afsnit, artikel 49 a, stk. 6, litra a og b, artikel 49b, stk. 6, litra a og b, artikel 56, stk. 3, artikel 56, stk. 4, artikel 57 b, stk. 4, artikel 59, stk. 1, 2, 5 og 6, artikel 60, jf. præambelbetragtning 36 i det hidtil gældende anerkendelsesdirektiv og artikel 63, første afsnit, samt artikel 3 i det reviderede direktivs gennemførelseskapitel.

Efter bestemmelsen i stk. 1, der er ny, foreslås, at Uddannelses- og Forskningsministeriet kan indhente oplysninger, når det har relevans for varetagelsen af koordinator- og støttecenterrollen og for administrationen af anerkendelsesdirektivet, jf. direktivets artikel 56, stk. 4, og artikel 57 b.

Der kan således opstå situationer, hvor Styrelsen for Videregående Uddannelser, der tænkes bemyndiget hertil, ad hoc har brug for oplysninger m.v. for at kunne varetage koordinator- og støttecenterfunktionen, og som ikke umiddelbart falder ind under de statistiske årlige indberetninger og de løbende indberetninger, jf. forslagets § 13.

Styrelsen for Videregående Uddannelser er, jf. bekendtgørelse nr. 1411 af 16. december 2009 om delegation af ministeren for videnskab, teknologi og udviklings (nu uddannelses- og forskningsministerens) beføjelser i lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark, bemyndiget til at udøve uddannelses- og forskningsministerens beføjelser vedrørende lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark.

Med forslaget tænkes der bl.a. på indhentelse af oplysninger fra en organisation, som her i landet er bemyndiget som kompetent myndighed for et givent erhverv, f.eks. Ingeniørforeningen i Danmark, eller en organisation, som fra dansk side repræsenterer et område i EU-sammenhæng, f.eks. Den Danske Skiskole. Der tænkes endvidere på indhentning af oplysninger fra arkitektskoler og arkitektorganisationer om løbende faglig udvikling, jf. direktivets artikel 22, litra b.

Der kan tillige være tale om tilfælde vedrørende indhentning af oplysninger fra en dansk uddannelsesinstitution med henblik på verificering af ægthed af et uddannelsesdokument udstedt af uddannelsesinstitutionen med henblik på videregivelse, jf. forslagets § 15, stk. 1.

Hvor der ikke er tale om et lovreguleret erhverv her i landet, og der ikke er en kompetent myndighed for erhvervet, optræder styrelsen i sin egenskab af støttecenter som den myndighed, der kan afklare spørgsmål af den ovennævnte karakter, som kommer fra en kompetent myndighed i et andet medlemsland, hvor erhvervet er lovreguleret.

Der kan f.eks. være tale om, at en kompetent myndighed fra et andet medlemsland forespørger, om et bestemt uddannelsesbevis er udstedt af en given uddannelsesinstitution, eller om indholdet af beviset er korrekt.

Indsamlingen af oplysninger vil skulle ske indenfor persondatalovens rammer. Det bemærkes i den forbindelse, at de oplysninger, som styrelsen modtager fra en institution, eksempelvis kan være oplysninger om, at den studerende ikke har gået på institutionen. Sådanne oplysninger må som udgangspunkt anses for at være omfattet af persondatalovens § 6. Derimod må eksempelvis oplysninger, der afslører, at en person har forfalsket sit eksamensbevis, efter omstændighederne anses for omfattet af persondatalovens § 8.

Bestemmelsen i stk. 2 der er ny, gennemfører artikel 59 i det reviderede anerkendelsesdirektiv om den såkaldte transparensøvelse, som er igangsat, og som er under gennemførelse her i landet, og som indarbejdes i lovforslaget.

Transparensøvelsen indebærer, at alle medlemslande kortlægger egne gældende lovkrav til udøvelse af lovregulerede erhverv i forhold til kravene om diskriminationsforbud, nødvendighed og proportionalitet samt kravet om begrundelse i et tvingende alment hensyn. Kortlægningen skal munde ud i nationale handlingsplaner for dereguleret adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv, når det er muligt, samt i øvrigt i forenklede og moderniserede regler om adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv.

Vedkommende minister skal således gennemgå nye regler samt regler, som er blevet ophævet eller lempet, og som begrænser adgangen til et erhverv eller udøvelsen heraf, ud fra følgende objektive kriterier, jf. direktivets artikel 59, stk. 3:

– Diskriminationsforbud, hvilket vil sige, at der ikke må forskelsbehandles på baggrund af nationalitet – hverken direkte (nationalitetskrav) eller indirekte (f.eks. bopælskrav).

– Nødvendighed, hvilket vil sige, at en ordning eller et krav skal kunne begrundes med et tvingende alment hensyn.

– Proportionalitet, hvilket vil sige, at det skal undersøges, om tilladelsesordningen (f.eks. en autorisation) er egnet til og står mål med det bestemte beskyttelseshensyn, og om formålet med reguleringen kan opnås på en mindre indgribende måde.

Oplysningerne skal meddeles Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Vedkommende minister meddeler herunder ligeledes, hvilke erhverv der i sektorlovgivningen er begrænset adgang til ved forudgående kontrol, jf. direktivets artikel 7, stk. 4, og begrundelsen herfor.

Det er Styrelsen for Videregående Uddannelser, jf. bekendtgørelse nr. 1411 af 16. december 2009 om delegation af ministeren for videnskab, teknologi og udviklings (nu uddannelses- og forskningsministerens) beføjelser i lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark, som forstår transparensøvelsen.

Styrelsen for Videregående Uddannelser indberetter, som led i sin koordinatorfunktion, oplysningerne til Europa-Kommissionen, jf. direktivets artikel 59, stk. 2.

Med bestemmelsen i forslagets stk. 3, der er ny, foreslås, at uddannelses- og forskningsministeren får hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en bekendtgørelse med henblik på opfyldelsen af forpligtelsen til at oplyse Europa-Kommissionen om nye regler eller regler, som er blevet fjernet eller lempet, i det retssystem, der begrænser adgangen til et erhverv eller udøvelsen heraf. Der skal således løbende ske en vurdering af reglerne for det enkelte erhverv, hvorvidt der til reguleringen kan knyttes nogle objektive kriterier, som diskriminationsforbud, offentlig interesse, nødvendighed, eller andre almene hensyn i medlemslandene og ikke mindst proportionalitet, jf. stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.10.

Til kapitel 10

Administrativt samarbejde m.v.

Forslagets bestemmelse i stk. 1 søger anerkendelsesdirektivets artikel 56, stk. 1 – 2 a, gennemført og omhandler det administrative samarbejde mellem medlemslandene og danske kompetente myndigheders mulighed for via IMI at sende oplysninger til andre medlemslande om en person, der ønsker at etablere sig eller som ønsker at levere tjenesteydelser midlertidigt og lejlighedsvist i et andet medlemsland.

Bestemmelser om det administrative samarbejde, jf. stk. 1, er allerede fastsat i det hidtil gældende direktiv, jf. tillige § 6, stk. 4, og § 8, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 575 af 1. juni 2011 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer m.v.

Disse bestemmelser er nu at finde i lovforslagets § 15 sammen med bestemmelser, der følger af det ændrede anerkendelsesdirektiv.

De kompetente myndigheder i Danmark sender på forespørgsel fra kompetente myndigheder i de øvrige medlemslande i overensstemmelse med anerkendelsesdirektivet oplysninger om de forhold, der fremgår af artikel 8 om administrativt samarbejde vedrørende tjenesteydere, artikel 50, stk. 2 – 3 a, om dokumentation og formelle krav vedrørende etablering, artikel 56, stk. 2, om samarbejde mellem kompetente myndigheder, og artikel 57 b, stk. 3, om støttecentrenes samarbejde.

Bestemmelsen medfører, at kompetente myndigheder i Danmark i henhold til de nævnte artikler i direktivet på forespørgsel fra et andet medlemsland via IMI sender de relevante oplysninger til kompetente myndigheder i det andet medlemsland. Der sendes eksempelvis oplysninger om, at vedkommende er lovligt etableret i Danmark, om redelig adfærd og om, at vedkommende ikke har været idømt faglige disciplinære eller strafferetlige sanktioner i Danmark.

I tilfælde af begrundet tvivl, eller hvis de erhvervsmæssige kvalifikationer skal kontrolleres af værtsmedlemslandet, sender den kompetente myndighed i Danmark på forespørgsel oplysninger vedrørende vedkommendes uddannelsesforløb m.v. i Danmark.

Hvis erhvervet ikke er lovreguleret i Danmark, kan Styrelsen for Videregående Uddannelser, som tænkes bemyndiget som støttecenter, jf. direktivets artikel 57 b, optræde som en kompetent myndighed og også give disse oplysninger.

De kompetente myndigheder i Danmark skal tillige sikre udveksling af alle de oplysninger, der er nødvendige for, at klager fra en tjenestemodtager over en tjenesteyder kan behandles korrekt.

Ifølge bestemmelsen i forslagets stk. 2 kan de kompetente myndigheder i Danmark på samme måde, jf. stk. 1, via IMI forespørge og modtage oplysninger fra en kompetent myndighed i et andet medlemsland om en tjenesteyder eller en person, der ønsker at etablere sig i Danmark.

Danske kompetente myndigheders udveksling af personoplysninger vil skulle ske under iagttagelse af persondatalovens regler.

Den foreslåede bestemmelse i § 16 som er ny, gennemfører direktivets artikel 56 a. Bestemmelsen skaber en generel hjemmel for danske myndigheder til at udveksle oplysninger som led i det med direktivet etablerede advarselssystem, hvori der skal udveksles oplysninger om erhvervsudøvere, der enten er blevet frakendt retten til at udøve et erhverv eller dømt for at have benyttet forfalsket dokumentation for erhvervsmæssige kvalifikationer.

Det er ikke med lovforslaget tanken, at der i Danmark sondres mellem statsborgerskab i tilfælde af afsendelse og modtagelse af en advarsel. Lovforslagets bestemmelser om udsendelse og modtagelse af advarsler, som har til formål at beskytte det danske samfund og borgerne mod personer, som er dømt for benyttelse af forfalsket dokumentation for deres erhvervsmæssige kvalifikationer, udvider således direktivets personkreds til også at omfatte statsborgere fra tredjelande.

Det betyder, at danske myndigheder både vil kunne modtage og sende advarsler om statsborgere fra medlemslande samt statsborgere fra tredjelande, som er blevet frakendt retten til at udøve et erhverv eller dømt for at have benyttet forfalsket dokumentation for deres erhvervsmæssige kvalifikationer. Der er tale om en overimplementering.

Advarselssystemet har således til hensigt at forhindre, at f.eks. en udenlandsk læge, som administrativt eller ved dom er blevet frakendt retten til at arbejde som læge, kommer her til landet og i kontakt med danske patienter.

Advarselssystemet har desuden til hensigt at forhindre, at f.eks. en udenlandsk læge kommer her til landet og i kontakt med danske patienter på baggrund af et forfalsket uddannelsesbevis eller autorisationsbevis. Der kan eksempelvis være tale om en udenlandsk læge, der på baggrund af forfalsket dokumentation søger om dansk autorisation som læge, og over hvem der er blevet afsagt dom for dokumentfalsk efter straffelovens § 171. Hvis en læge her i landet frakendes retten til at arbejde som læge eller dømmes ved en dansk domstol for at have benyttet forfalsket dokumentation, vil oplysninger herom blive sendt til øvrige medlemslandes sundhedsmyndigheder, der i disse lande har ansvaret for det pågældende lovregulerede sundhedserhverv.

Advarsler skal behandles i overensstemmelse med direktivets regler og Europa-Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/983 af 24. juni 2015 om proceduren for udstedelse af det europæiske erhvervspas og anvendelsen af varslingsmekanismen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF.

Efter forslagets stk. 1 skal oplysninger om, at en person administrativt eller ved dom er blevet frakendt retten til at udøve et af de erhverv, som er nævnt i ændringsdirektivets artikel 56 a, stk. 1, senest 3 dage efter vedtagelse af den afgørelse eller dom, hvorved den pågældende begrænses i at udøve sit erhverv, sendes fra den kompetente myndighed i Danmark til de kompetente myndigheder i de øvrige medlemslande.

De erhverv, som er nævnt i ændringsdirektivets artikel 56 a, stk. 1, og som dermed er omfattet af advarselsordningen i stk. 1, er følgende:

– Læge og alment praktiserende læge, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. punkt 5.1.1 og 5.1.4 i bilag V til ændringsdirektivet.

– Læge, der er i besiddelse af et eksamensbevis som speciallæge, jf. punkt 5.1.3 i bilag V til ændringsdirektivet.

– Sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. punkt 5.2.2 i bilag V til ændringsdirektivet,

– Tandlæge, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis jf. punkt 5.3.2 i bilag V.

– Specialtandlæge, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. punkt 5.3.3 i bilag V til ændringsdirektivet.

– Dyrlæge, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. punkt 5.4.2 i bilag V.

– Jordemoder, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. punkt 5.5.2 i bilag V til ændringsdirektivet.

– Farmaceut, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. punkt 5.6.2 i bilag V.

– Indehavere af certifikater, som nævnt i punkt 2 i bilag VII, hvoraf det fremgår, at indehaveren har gennemført et uddannelsesforløb, der opfylder mindstekravene i henholdsvis artikel 24, 25, 31, 34, 35, 38, 40 eller 44, men som startede inden referencedatoerne for kvalifikationerne i punkt 5.1.3, 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2, 5.6.2 i bilag V til ændringsdirektivet.

– Indehavere af certifikater for erhvervede rettigheder, som nævnt i artikel 23, 27, 29, 33, 33a, 37, 43 og 43a.

– Andre erhvervsudøvere, der udøver virksomhed, som har konsekvenser for patientsikkerheden, når erhvervsudøveren udøver et erhverv, der er lovreguleret i den pågældende medlemsstat.

– Erhvervsudøvere, der udøver virksomhed med relation til uddannelse af mindreårige, herunder børnepasning og førskoleundervisning, når erhvervsudøveren udøver et erhverv, der er lovreguleret i den pågældende medlemsstat.

Oplysninger om, at en person ved dom er blevet frakendt retten til at udøve et af de ovennævnte erhverv, jf. litra a – k, det vil sige indenfor sundhedsområdet og dyrlægeerhvervet, vil skulle videregives af anklagemyndigheden til advarselskoordinatoren for disse områder på henholdsvis Sundheds- og Ældreministeriet samt Miljø- og Fødevareministeriets område.

Oplysninger om, at en person ved dom er blevet frakendt retten til at udøve et lovreguleret erhverv, jf. litra l, det vil sige virksomhed med relation til uddannelse af mindreårige, herunder børnepasning og førskoleundervisning, når erhvervsudøveren udøver et erhverv, der er lovreguleret i Danmark, vil skulle videregives af anklagemyndigheden til advarselskoordinatoren for dette område, Styrelsen for Videregående Uddannelser, som forudsættes bemyndiget hertil

Advarselskoordinatoren vil i den forbindelse vurdere, om en afsagt dom falder indenfor eller udenfor anerkendelsesdirektivets artikel 56 a, stk. 1 og 2.

Advarselskoordinatoren vil desuden sikre advarslens overensstemmelse med betingelserne i artikel 56 a, stk. 1 og 2, og i bekræftende fald herefter sende advarslen til den danske kompetente myndighed for erhvervet og – via IMI – til advarselskoordinatoren i de andre medlemslande. IMI-systemet sørger for, at advarsler automatisk bliver sendt til alle medlemslande.

Oplysninger om, at en person administrativt er blevet frakendt retten til at udøve et af de ovennævnte erhverv, vil skulle videregives af de myndigheder, som administrativt vil kunne begrænse retten til at udøve de pågældende erhverv (det vil sige den relevante kompetente myndighed under henholdsvis Sundheds- og Ældreministeriet samt Miljø- og Fødevareministeriet).

Oplysninger fra den relevante kompetente myndighed under henholdsvis Sundheds- og Ældreministeriet samt Miljø- og Fødevareministeriet vil disse myndigheder således selv sende til eventuelle danske kompetente myndigheder og – via IMI – til advarselskoordinatoren i de andre medlemslande.

Advarsler skal sendes via IMI senest 3 kalenderdage efter vedtagelsen af afgørelsen eller dommen, hvorefter advarselskoordinatoren modtager advarslen og sikrer, at videreforsendelsen af advarslen sker til den kompetente myndighed i hjemlandet, som har ansvar for adgang til udøvelse af det pågældende lovregulerede erhverv, og til de øvrige medlemsstaters advarselskoordinator(er).

Det er ikke et krav, at der foreligger en endelig dom eller afgørelse i den forstand, at muligheden for at anke dommen eller påklage afgørelsen er udtømt. 3-dagesfristen løber derimod fra det tidspunkt, hvor frakendelse af retten til at udøve det pågældende erhverv får retsvirkning.

Den sendte advarsel vil ikke indeholde en begrundelse for den afgørelse eller dom, der ligger til grund for advarslen. En begrundelse vil således fremgå af myndighedens eller domstolens afgørelse og vil ikke umiddelbart blive videresendt sammen med advarslen. Uddybende oplysninger om grunden til advarslen skal den kompetente myndighed, der har modtaget advarslen, selv indhente bilateralt via IMI, hvis det er relevant, jf. lovforslagets § 15.

I IMI er det for de involverede myndigheder teknisk muligt at sende en advarsel, opdatere en advarsel, trække en advarsel tilbage, lukke en advarsel samt slette en advarsel.

IMI sender jævnligt påmindelser per e-mail til dem, der oprindelig oprettede en advarsel, for at få dem til at vurdere, om en advarsel fortsat er aktuel, eller om den f.eks. skal slettes. På den måde skal det sikres, at advarsler kun forefindes i IMI, så længe de er relevante.

Oplysninger om, at fysiske personer administrativt eller ved dom er blevet frakendt retten til at udøve et erhverv, må i visse tilfælde anses for oplysninger omfattet af persondatalovens § 8. Det er med lovforslaget tilsigtet, at persondataloven skal fraviges, idet den foreslåede fravigelse er nødvendig for at gennemføre det reviderede anerkendelsesdirektivs artikel 56 a, stk. 1 og 2. Såvel danske kompetente myndigheders (anklagemyndigheden, de relevante kompetente myndigheder under Sundheds- og Ældreministeriet samt Miljø- og Fødevareministeriet og Styrelsen for Videregående Uddannelser) som de danske koordinerende myndigheders udveksling af oplysninger om, at fysiske personer er blevet frakendt retten til at udøve et erhverv, med kompetente myndigheder i Danmark og andre medlemslande vil således skulle vurderes efter den foreslåede bestemmelse i § 16 og ikke efter behandlingsreglerne i persondatalovens §§ 6-8. Persondatalovens øvrige regler vil dog fortsat skulle iagttages.

Der findes på enkelte områder allerede i dag særlige regler om videregivelse af oplysninger om frakendelse af retten til at udøve et erhverv. Som eksempler herpå kan nævnes dyrlægelovens § 27 og autorisationslovens § 26, stk. 3. Det er ikke desto mindre fundet rigtigst at skabe en generel hjemmel til at udveksle oplysninger i forbindelse med advarselsordningen. Det bemærkes i den forbindelse, at i det omfang videregivelse af oplysninger i forbindelse med advarselsordningen kan ske i medfør af særlige regler om videregivelse af oplysninger om frakendelse af retten til at udøve et erhverv, vil videregivelsen skulle vurderes efter disse regler, og ikke efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 16.

Efter forslagets stk. 2 skal oplysninger om, at en person er blevet dømt for at have benyttet forfalsket dokumentation for sine erhvervsmæssige kvalifikationer i forbindelse med ansøgning om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i henhold til direktivet, senest 3 dage efter afsigelsen domstolens afgørelse sendes fra den kompetente myndighed i Danmark til de kompetente myndigheder i alle medlemslande.

Oplysninger om domstolens afgørelse vil umiddelbart efter en doms afsigelse blive sendt fra den danske anklagemyndighed til Styrelsen for Videregående Uddannelser, som tænkes bemyndiget hertil. Styrelsen vil således fungere som bindeled (kompetent myndighed) mellem anklagemyndigheden og de øvrige medlemsstater og som dansk national advarselskoordinator for udgående advarsler om benyttelse af forfalsket dokumentation.

Styrelsen for Videregående Uddannelser vil således vurdere, om den afsagte dom falder indenfor eller udenfor anerkendelsesdirektivets artikel 56 a, stk. 3.

Styrelsen for Videregående Uddannelser vil desuden sikre advarslens overensstemmelse med betingelserne i artikel 56 a, stk. 3, og i bekræftende fald herefter sende advarslen til den danske kompetente myndighed for erhvervet og til advarselskoordinatoren i de andre medlemslande. IMI-systemet sørger for, at advarsler automatisk bliver sendt til alle medlemslande.

Advarsler skal sendes via IMI senest 3 kalenderdage fra datoen for domstolens afgørelse. 3-dagesfristen løber i disse tilfælde fra det tidspunkt, hvor der foreligger en endelig dom.

En advarsel kommer til at indeholde oplysninger om identiteten af erhvervsudøvere, der har ansøgt om anerkendelse af kvalifikationer i medfør af direktivet, og om hvem domstolene efterfølgende har fundet, at vedkommende i denne forbindelse har benyttet forfalsket dokumentation for sine erhvervsmæssige kvalifikationer. Informationen skal klart identificere personen i form af i hvert fald et navn på personen, fødselsdato og fødested.

Oplysninger om, at fysiske personer er blevet dømt for at have benyttet forfalsket dokumentation for deres erhvervsmæssige kvalifikationer, må anses for oplysninger om strafbare forhold omfattet af persondatalovens § 8. Det er med lovforslaget tilsigtet, at persondataloven skal fraviges, idet den foreslåede fravigelse er nødvendig for at gennemføre det reviderede anerkendelsesdirektivs artikel 56 a, stk. 3. Såvel danske kompetente myndigheders (anklagemyndigheden) som den danske koordinerende myndigheds (Styrelsen for Videregående Uddannelser) udveksling af oplysninger om, at fysiske personer er blevet dømt for at have benyttet forfalsket dokumentation for deres erhvervsmæssige kvalifikationer, med kompetente myndigheder i Danmark og andre medlemslande vil således skulle vurderes efter den foreslåede bestemmelse i § 16 og ikke efter behandlingsreglerne i persondatalovens §§ 6-8. Persondatalovens øvrige regler vil dog fortsat skulle iagttages.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til bestemmelsen i stk. 1 ovenfor, hvor der er nærmere redegjort for udvekslingen af oplysninger via IMI.

Af forslagets bestemmelse i stk. 3 fremgår det, at en erhvervsudøver skal underrettes om, at en advarsel om denne er blevet sendt. Erhvervsudøveren skal også underrettes om, at en advarsel om denne er blevet slettet m.v., jf. gennemførelsesforordningens artikel 28, stk. 2., 2. pkt., samt om eventuelle klagemuligheder. En forvaltningsmyndigheds beslutning om i IMI-systemet at offentliggøre en afgørelse om en advarsel er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand, ligesom en forvaltningsmyndigheds beslutning om at videregive oplysninger om en advarsel til en anden forvaltningsmyndighed heller ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Sådanne procesbeslutninger er derfor kun underlagt administrativ rekurs, hvis der er særskilt hjemmel hertil.

Af forslagets bestemmelse i stk. 4 fremgår det, at den kompetente myndighed i Danmark kan indsamle underretninger fra kompetente myndigheder i andre medlemslande. Bestemmelsen regulerer det forhold, at der bliver sendt en advarsel til Danmark. Når dette sker, får den danske advarselskoordinator automatisk en e-mail fra IMI om dette. De myndigheder, som tænkes bemyndiget som koordinator for udgående advarsler, jf. ovenfor stk. 1, tænkes også bemyndiget som koordinator for de indkomne advarsler.

Koordinatoren vurderer, hvilke myndigheder i Danmark advarslen herefter skal videresendes til. Koordinatoren kan også beslutte ikke at videresende en advarsel, hvis det vurderes, at den ikke er relevant for nogen myndigheder her i landet.

En advarsel modtaget fra et andet medlemsland kommer til at indeholde oplysninger om identiteten af erhvervsudøvere, der enten er blevet frakendt retten til at udøve et erhverv eller dømt for at have benyttet forfalsket dokumentation for deres erhvervsmæssige kvalifikationer.

Den modtagne advarsel vil ikke indeholde en begrundelse for den afgørelse, der ligger til grund for advarslen. En begrundelse vil således fremgå af myndighedens eller domstolens afgørelse og vil ikke umiddelbart blive videresendt sammen med advarslen. Uddybende oplysninger om grunden til advarslen skal den kompetente myndighed, der har modtaget advarslen, selv indhente bilateralt via IMI, hvis det er relevant, jf. lovforslagets § 15.

Oplysninger om, at fysiske personer er blevet frakendt retten til at udøve et erhverv eller dømt for at have benyttet forfalsket dokumentation i forbindelse med ansøgning om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, må i visse tilfælde anses for oplysninger omfattet af persondatalovens § 8. Bestemmelsen indfører en specifik hjemmel til, at kompetente myndigheder i Danmark kan indsamle underretninger fra kompetente myndigheder i andre lande. Indsamling af sådanne underretninger vil således skulle ske efter lovforslagets § 16 og ikke efter behandlingsreglerne i persondatalovens §§ 6-8. Persondatalovens øvrige regler vil dog fortsat skulle iagttages.

Til kapitel 11

Forskellige bestemmelser

Bestemmelsen i forslagets § 17, stk. 1, hvorefter Uddannelses- og Forskningsministeriet koordinerer gennemførelsen af anerkendelsesdirektivet, er en videreførelse af gældende lovs § 5, 1. led, Det fremgår heraf, at Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (nu Uddannelses- og Forskningsministeriet)) koordinerer gennemførelse af anerkendelsesdirektivet. Den foreslåede bestemmelse i § 17 søger gennemført direktivets artikel 56, stk. 3 og 4.

Hver medlemsstat skal således udpege en koordinator for de kompetente myndigheders virksomhed og underrette de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom, jf. direktivets artikel 56, stk. 4.

Hver medlemsstat udpeger en koordinator for de i stk. 1 omhandlede kompetente myndigheders virksomhed og underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom.

Koordinatorerne har til opgave:

– At fremme en ensartet gennemførelse af anerkendelsesdirektivet

– At indhente alle oplysninger af betydning for gennemførelsen af dette direktiv, herunder navnlig vedrørende betingelserne for adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv i medlemslandene

– At behandle forslag om fælles uddannelsesrammer og fælles uddannelsestest

– At udveksle oplysninger og bedste praksis med henblik på at optimere den fortsatte faglige udvikling i medlemslandene

– At udveksle oplysninger og bedste praksis om anvendelsen af de udligningsforanstaltninger, der er omhandlet i direktivets artikel 14.

Styrelsen for Videregående Uddannelser er, jf. bekendtgørelse nr. 1411 af 16. december 2009 om delegation af ministeren for videnskab, teknologi og udviklings (nu uddannelses- og forskningsministerens) beføjelser i lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark, bemyndiget som koordinator for direktivet. Det er hensigten, at Styrelsen for Videregående Uddannelser fortsat skal varetage koordinatorfunktionen.

Bestemmelsen i forslagets stk. 2 er en videreførelse og en præcisering af den nugældende lovs § 5, 2. led, hvorefter ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (nu uddannelses- og forskningsministeren) fastsætter nærmere regler om anerkendelse af udenlandske uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer med henblik på opfyldelse af direktivet.

Hjemlen i § 5 er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 575 af 1. juni 2011 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer m.v.

Den gældende bekendtgørelse indeholder de overordnede rammer og procedurer for anerkendelse efter den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, automatisk anerkendelse på grundlag af erhvervserfaring, automatisk anerkendelse på grundlag af koordinering af mindstekrav til uddannelse, procedurer vedrørende etablering og midlertidig og lejlighedsvis udøvelse af erhverv, erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i tredjelande af statsborger fra medlemslande og statsborgere fra tredjelande samt om koordinering af direktivet, kontaktpunktfunktionen m.v.

Med forslagets stk. 2 videreføres gældende ret med den sproglige præcisering, at der herunder er tale om rammer og procedurer for anerkendelse, støttecenter- og koordinatorfunktionen.

Der tænkes herved alene på regler om de overordnede rammer og procedurer for anerkendelse indenfor de ordninger, der gælder ifølge direktivet, samt herunder de overordnede rammer og procedurer, der gælder i forbindelse med udstedelsen af europæisk erhvervspas.

Der er ikke med den foreslåede bemyndigelse tænkt en ændring af bemyndigelsens omfang i forhold til den gældende bemyndigelse, og bemyndigelsen er ikke tænkt som en generel bemyndigelse til implementering af anerkendelsesdirektivet, men vil danne rammen for de regler og procedurer for anerkendelse, der specifikt skal fastsættes i reglerne for det enkelte lovregulerede erhverv.

Bekendtgørelsen vil således anvise de fælles grundlæggende regler og procedurer, der gælder ifølge direktivet, og som er forskellige for de forskellige anerkendelsesordninger, og vil anvise direktivets grundlæggende systematik i sagsbehandlingen af anerkendelsessager.

Bekendtgørelsen vil således i lighed med den gældende bekendtgørelse indeholde de overordnede rammer og procedurer for anerkendelse efter den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, for den automatiske anerkendelse på grundlag af erhvervserfaring og for den automatiske anerkendelse på grundlag af fælles minimumsuddannelseskrav. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 5 for så vidt angår beskrivelsen af de forskellige ordninger for anerkendelse.

Bekendtgørelsen vil ligeledes, som den gældende bekendtgørelse, indeholde regler om proceduren vedrørende etablering og midlertidig og lejlighedsvis udøvelse af erhverv, herunder proceduren ved anmeldelse og forhåndskontrol samt proceduren ved anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i tredjelande af statsborgere fra medlemslande m.v.

Det forudsættes, at bekendtgørelsen suppleres med specifikke regler for det enkelte erhverv om, hvilken ordning erhvervet hører under, efter hvilke regler en ansøgning skal behandles, hvilke dokumenter der skal ledsage en ansøgning om etablering, om der er krav om anmeldelse for den midlertidige og lejlighedsvise udøvelse af en tjenesteydelse, om der er mulighed for forhåndskontrol, m.v.

Bekendtgørelsen vil tillige, som noget nyt, indeholde regler, som udfylder anerkendelsesdirektivets artikel 4 a – 4 d og Europa-Kommissionens gennemførelsesretsakt om proceduren for udstedelse af det europæiske erhvervspas, både for situationen som den danske kompetente myndighed, der sender et erhvervspas, og som myndighed, der modtager et erhvervspas. Der gælder således i medfør af disse retsakter bl.a. en række tidsfrister for myndighedernes behandling af ansøgninger om erhvervspas.

Der henvises til de specielle bemærkninger til § 6, for så vidt angår beskrivelsen af procedurer og tidsfrister m.v.

Tidsfristerne afhænger af, om der er tale om et europæisk erhvervspas til den faste etablering og erhverv med forhåndskontrol, eller om der er tale om et erhvervspas til den midlertidige og lejlighedsvise tjenesteydelse. Tidsfristerne er også afhængige af, om Danmark er hjemland eller værtsland for en ansøgning.

IMI-systemet er således opbygget, at en række i direktivet stillede krav til de kompetente myndigheders sagsbehandlingstider indfries gennem automatiske funktioner i systemet, hvis de kompetente myndigheder forholder sig passive. De automatiske funktioner i IMI kommer til udtryk ved, at IMI-systemet f.eks. automatisk udsteder erhvervspasset på vegne af den kompetente myndighed i værtsmedlemslandet, hvis denne f.eks. ikke har truffet en afgørelse indenfor den i direktivet fastsatte frist (stiltiende accept). Det vil fremgå af erhvervspasset, at dette er blevet udstedt på baggrund af stiltiende accept.

Bekendtgørelsen vil endvidere indeholde regler om behandling af og adgang til oplysninger vedrørende det europæiske erhvervspas, der følger af direktivets artikel 4 e, om de kompetente myndigheders ajourføring af europæisk erhvervspas med oplysninger om disciplinære foranstaltninger eller strafferetlige sanktioner, som vedrører et forbud eller en begrænsning, og som har konsekvenser for erhvervspasindehaverens udøvelse af en virksomhed efter anerkendelsesdirektivet. Bekendtgørelsen vil tillige indeholde regler om sletning af oplysninger, som ikke længere er påkrævede, og om de kompetente myndigheders forpligtelser til underretning af indehaveren af det europæiske erhvervspas m.v.

Bekendtgørelsen vil tillige indeholde regler om koordinatorfunktionen, jf. stk. 1, og støttecenterfunktionen, som fastlagt i direktivets artikel 57 b.

Hvert medlemsland skal således efter denne bestemmelse senest den 18. januar 2016 udpege et støttecenter, der har til opgave at give borgere såvel som støttecentre i andre medlemsstater vejledning i anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i henhold til dette direktiv, særlig oplysninger om national lovgivning om erhvervsudøvelse, sociallovgivning og, hvis det er relevant, fagetiske regler.

Styrelsen for Videregående Uddannelser er, jf. bekendtgørelse nr. 1411 af 16. december 2009 om delegation af ministeren for videnskab, teknologi og udviklings (nu uddannelses- og forskningsministerens) beføjelser i lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark, bemyndiget som kontaktpunkt for direktivet.

Det er hensigten, at Styrelsen for Videregående Uddannelser fortsat skal varetage kontaktpunktfunktionen, der i det reviderede anerkendelsesdirektiv benævnes ”støttecenter”.

De kompetente myndigheder i Danmark har pligt til i fuld udstrækning at samarbejde med støttecentret her i landet, og hvor det er relevant, i hjemlandet og efter disses anmodning levere alle relevante oplysninger om enkeltsager til sådanne støttecentre under iagttagelse af databeskyttelsesreglerne i medfør af direktiv 95/46/EF og 2002/58/EF, jf. lovforslagets § 14.

Støttecentret i Danmark bistår borgerne, når de ønsker at udøve de rettigheder, der følger af direktivet, i samarbejde med støttecentrene i borgernes hjemland og de kompetente myndigheder og kvikskranken i Danmark.

Bestemmelsen i forslagets stk. 3, nr. 1 og 2, er en videreførelse af den gældende lovs § 7 a, hvorefter økonomi- og erhvervsministeren (nu erhvervs- og vækstministeren) kan fastsætte nærmere regler om prøver og attestation af eksamensbeviser for bygningskonstruktører og attestation af arkitekters eksamensbeviser, certifikater og uddannelsesbeviser.

Bemyndigelsen er i dag udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1134 af 27. november 2008 om anerkendelse af eksamensbeviser på arkitektområdet, der er udstedt i et EU-land, i et EØS-land eller et land, som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv. Det fremgår her, at en række udenlandske eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser på arkitekturområdet skal anerkendes på lige fod med eksamensbeviser, som er udstedt her i landet. Herudover fremgår det, hvilke danske eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser på arkitekturområdet der anses for dokumentation for anerkendte arkitektuddannelser. Det er hensigten at videreføre de i bekendtgørelsen fastsatte regler.

Arkitekterhvervet hører under anerkendelsesdirektivets regler om automatisk anerkendelse på baggrund af mindstekrav til uddannelse, jf. direktivets artikel 46-49.

Danske arkitekter, der ønsker at arbejde i et EU-land, i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde eller i et land, som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv, anerkendes i øvrigt automatisk efter anerkendelsesdirektivets artikel 46, jf. direktivets bilag V. 7.

Reglerne i direktivets artikel 49 indebærer, at medlemsstaterne skal anerkende nærmere angivne uddannelsesbeviser for arkitekter, selvom de ikke opfylder mindstekravene i direktivet. Medlemslandene anerkender bl.a. udstedte eksamensbeviser for bygningskonstruktører fra de byggetekniske højskoler, hvis uddannelsen er påbegyndt senest i løbet af det akademiske år 1987/1988. Eksamensbeviset skal være ledsaget af en attest fra den kompetente myndighed om, at den pågældende har virket som arkitekt i mindst seks år og har bestået en prøve med henblik på at blive ligestillet med arkitekter, der har eksamensbeviser fra arkitektskolerne.

Med hjemlen i lovforslagets § 17, stk. 3, nr. 1 og 2, bemyndiges erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte nærmere regler om prøvens form og indhold samt attestation af eksamensbeviserne, certifikater m.v. Endvidere kan fastsættes regler om, for hvilken instans prøven skal aflægges.

Bemyndigelsen er i dag udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1134 af 27. november 2008 om anerkendelse af eksamensbeviser på arkitektområdet, der er udstedt i et EU-land, i et EØS-land eller et land, som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv. Det fremgår her, at en række udenlandske eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser på arkitekturområdet skal anerkendes på lige fod med eksamensbeviser, som er udstedt her i landet. Herudover fremgår det, hvilke danske eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser på arkitekturområdet der anses for dokumentation for anerkendte arkitektuddannelser. Det er hensigten at videreføre de i bekendtgørelsen fastsatte regler.

Med den foreslåede hjemmel i lovforslagets § 17, stk. 3, nr. 3, som er ny, bemyndiges erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte nærmere regler om dokumentation for arkitekters erhvervserfaring. Formålet med forslaget er at skabe hjemmel til at sikre, at danske arkitekter kan opnå dokumentation for erhvervserfaring i forbindelse med anerkendelse i tredjelande, hvor dette kræves i henhold til aftaler indgået mellem EU og disse tredjelande. Eksempelvis er der i frihandelsaftalen (Comprehensive Economic and Trade Agreement), mellem EU og Canada, der er blevet færdigforhandlet i 2014 og forventes ratificeret i løbet af efteråret 2015, fastsat et krav om dokumentation for 5 års erhvervserfaring.

Bestemmelsen i forslagets stk. 1 er en indholdsmæssig videreførelse af den gældende lovs § 7, stk. 1, 2. led, hvorefter ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (nu uddannelses- og forskningsministeren) efter forhandling med vedkommende minister kan bemyndige enunder andre statslige myndigheder udenfor Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings (nu Uddannelses- og Forskningsministeriets) ressort til at udøve de beføjelser, som i loven er tillagt uddannelses- og forskningsministeren. Der er alene tale om statslige myndigheder. Der kan således ikke i medfør af denne bestemmelse ske delegation til private virksomheder eller organisationer. Omfanget af delegationen til den pågældende statslige myndighed skal ske efter forhandling med vedkommende minister. Der er ikke fastsat nogen regler i medfør af den gældende bestemmelse.

Bestemmelsen i forslagets stk. 2 er en indholdsmæssig videreførelse af den gældende lovs § 7, stk. 2, hvorefter ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (nu uddannelses- og forskningsministeren) har hjemmel til at fastsætte regler i en bekendtgørelse om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages. Det betyder, at ministeren vil kunne afskære klageadgangen fra andre statslige myndigheder. Der er ikke fastsat nogen regler i medfør af den gældende bestemmelse.

Uddannelses- og forskningsministeren kan i medfør af over-/underordnelsesforholdet delegere sine beføjelser i loven til statslige myndigheder indenfor ministerområdet, f.eks. en styrelse. Intern delegation kræver ikke særskilt lovhjemmel. Med bestemmelsen i stk. 3, der er en videreførelse af den gældende lovs § 7, stk. 2, foreslås, at såfremt uddannelses- og forskningsministeren ved intern delegation har overladt en eller flere af sine beføjelser i loven til en statslig myndighed på ministerområdet, kan ministeren fastsætte regler i en bekendtgørelse om, at afgørelser truffet i medfør af delegationen ikke kan påklages til Uddannelses- og Forskningsministeriet. Hvis klageadgangen ikke afskæres, kan der fastsættes regler om fremgangsmåden ved indgivelse af klager, f.eks. at en klage først skal sendes til førsteinstansen, der skal vurdere sagen med henblik på, om afgørelsen skal ændres, eller om klagen skal sendes videre til ministeriet med myndighedens udtalelse.

Bestemmelsen sikrer, at uddannelses- og forskningsministeren med henblik på en effektiv og hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne kan henlægge opgaver til myndigheder på ministeriets område.

Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at afskære klageadgang, der i øvrigt følger af lovgivningen.

Det forventes, at uddannelses- og forskningsministerens beføjelser i loven delegeres til Styrelsen for Videregående Uddannelser. Dette er en videreførelse af gældende ret, jf. bekendtgørelse nr. 1411 af 16. december 2009 om delegation af ministeren for videnskab, teknologi og udviklings (nu uddannelses- og forskningsministerens) beføjelser i lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark og cirkulære af 27. september 2013 om Styrelsen for Videregående Uddannelser.

Til kapitel 12

Ikrafttræden m.v.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2016. Seneste frist for gennemførelse af direktivet er den 18. januar 2016. Samtlige retsakter, der gennemfører det reviderede anerkendelsesdirektiv, skal således være notificeret i Europa-Kommissionens gennemførelsesdatabase senest denne dato.

Med stk. 2 foreslås den hidtil gældende lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark ophævet.

Hjemlen i § 1, stk. 2, i den hidtil gældende lov, hvorefter erhvervs- og vækstministeren efter forhandling med uddannelses- og forskningsministeren for så vidt angår nærmere angivne erhverv kunne bestemme, at lovens bestemmelser kun finder anvendelse, hvis ansøgningen skal behandles efter EU’s direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, videreføres ikke. Bekendtgørelse nr. 818 af 22. juli 2004 om anvendelse af lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark på erhverv under Økonomi- og Erhvervsministeriets (Søfartsstyrelsens) ressort er udstedt med hjemmel i ovennævnte bestemmelse, og bekendtgørelsen bortfalder således ved lovens ikrafttræden.

Med bestemmelsen i forslagets stk. 3 forbliver de bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i den hidtil gældende lov, i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af forskrifter udstedt i medfør af denne lov:

– Bekendtgørelse nr. 575 af 1. juni 2011 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer m.v.

– Bekendtgørelse nr. 1411 af 16. december 2009 om delegation af ministeren for videnskab, teknologi og udviklings beføjelser i lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark.

– Bekendtgørelse nr. 1134 af 27. november 2008 om anerkendelse af eksamensbeviser på arkitektområdet, der er udstedt i et EU-land, i et EØS-land eller et land, som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv.

Til nr. 1

Med den nye bestemmelse foreslås det, at der i lov nr. 384 af 25. maj 2009 om tjenesteydelser i det indre marked indsættes en ny § 16a efter § 16, der bemyndiger erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler med henblik på opfyldelse af artikel 57 og 57 a i anerkendelsesdirektivet, som vedrører kvikskranken.

Bemyndigelsen foreslås anvendt til at gennemføre anerkendelsesdirektivets bestemmelser vedrørende kvikskranken ved at udarbejde en ny bekendtgørelse om elektronisk kontaktpunkt under Erhvervs- og Vækstministeriet, således at den tidligere bekendtgørelses anvendelsesområde udvides til også at omfatte ansøgninger om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, anmeldelser m.v. for alle lovregulerede erhverv. Derved kan borgere fra andre EU/EØS-lande, der ønsker at ansøge om anerkendelse af deres erhvervsmæssige kvalifikationer under anerkendelsesdirektivet, anvende den elektroniske kvikskranke Business in Denmark til denne procedure.

Den nye bekendtgørelse om elektronisk kontaktpunkt vil sikre, at tjenesteydere fremover elektronisk kan indsende ansøgninger og de dokumenter, der er nødvendige for behandlingen af en ansøgning om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Bekendtgørelsen vil indeholde krav om, at de kompetente myndigheders procedurer, formaliteter og krav i forbindelse med spørgsmål, der er omfattet af anerkendelsesdirektivet, kan afvikles gennem den elektroniske kvikskranke. Desuden kan ansøgning om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer udfyldes og sendes gennem den elektroniske kvikskranke.

Erhvervsstyrelsen vil sikre, at en række oplysninger om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer under anerkendelsesdirektivet fremover er tilgængelige på den elekroniske kvikskranke, og at de er ajourførte, samt at de kompetente myndigheder har adgang til de indsendte ansøgninger og dokumenter indenfor deres område.

Derudover vil der på den elektroniske kvikskrankes hjemmeside fremover findes en liste over lovregulerede erhverv og kontaktoplysninger på de kompetente myndigheder for de enkelte lovregulerede erhverv og støttecentrene samt oplysning om klagemuligheder i tilfælde af tvister.

Ligeledes vil bestemmelsen give bemyndigelse til, at der på den elektroniske kvikskrankes hjemmeside findes en liste over erhverv, for hvilke der er indført et europæisk erhvervspas jf. direktivets artikel 57, stk. 1, litra b.

For at sikre, at udenlandske tjenesteydere og borgere kan opnå reel merværdi ved at anvende den elektroniske kvikskranke, indeholder bekendtgørelsen ligeledes krav om, at oplysningerne på den elektroniske kvikskranke er tilgængelige på engelsk.

Til nr. 1

Med lovforslaget får loven en ny og mere dækkende titel for indholdet af loven. Med den foreslåede ændring af lov om formidling af fast ejendom m.v. konsekvensændres henvisningerne til lovens nye titel.

Det betyder, at der tre steder, hvor der i lov om formidling af fast ejendom m.v. er henvist til lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark, i stedet henvises til lov om anerkendelse af visse uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer.

Til nr. 1

Affattelsen af fodnotehenvisningen til lovens titel foreslås ændret som konsekvens af ændringen af direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

Til nr. 2

Det foreslås, at personer, der er lovligt etablerede i andre EU-lande, EØS-lande eller i lande, som EU har indgået aftale med om udøvelse af lovregulerede erhverv, og som opfylder betingelserne i artikel 4 f i anerkendelsesdirektivet, jf. lovforslagets § 10, kan få beskikkelse til alene at udføre en del af de arbejder, som landinspektører med beskikkelse efter lovgivningen har eneret til at udføre. Eneretten omfatter matrikulært arbejde, f.eks. udstykning, afsætning af skel, opdeling af en ejendom i ejerlejligheder og udarbejdelse af de dokumenter, som er nødvendige for registrering af matrikulære forandringer. Landinspektører med beskikkelse er herudover tillagt enerettigheder, f.eks. i forbindelse med erklæringer om landbrugsejendomme og efter byggelovgivningen.

Personer med beskikkelse efter lovens § 2 vil være omfattet af lovens bestemmelser som landinspektører med beskikkelse og skal således overholde regler om habilitet, erhvervsansvarsforsikring og lovens øvrige bestemmelser. Landinspektørnævnets kompetence vil således også omfatte personer, som har opnået beskikkelse efter lovens § 2.

Afholdelse af skelforretninger efter udstykningslovens §§ 35-37 er dog forbeholdt landinspektører med beskikkelse efter lovens § 1, jf. lovens § 4, stk. 2, 2. pkt. Afholdelse af skelforretninger indebærer udøvelse af offentlig myndighed og er som sådan undtaget fra princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, jf. Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), artikel 51.

For den nærmere beskrivelse af princippet om delvis adgang henvises til lovforslagets § 10 og bemærkningerne hertil, samt anerkendelsesdirektivets artikel 4 f.

Efter bestemmelsen i stk. 2 kan energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætte regler om behandlingen af ansøgninger om beskikkelse efter stk. 1. De nuværende regler i § 5 i bekendtgørelse om beskikkelse som landinspektør m.v. (bekendtgørelse nr. 703 af 17. juni 2013) om behandlingen af ansøgninger om beskikkelse på grundlag af udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer forventes tilpasset, sådan at de fremover også vil gælde for ansøgninger om delvis adgang til at udøve landinspektørvirksomhed fra personer, som opfylder betingelserne i anerkendelsesdirektivets artikel 4 f, jf. lovforslagets § 10. Sådanne ansøgere vil være omfattet af de samme krav til dokumentation for deres identitet, nationalitet og myndighed m.v. som andre ansøgere.

Til nr. 3

Som konsekvens af nr. 2 foreslås eneretten efter den nuværende § 4, stk. 1, udvidet med personer, som efter lovens § 2 har opnået specifik adgang til at udføre matrikulære arbejder. Afholdelse af skelforretninger vil dog fortsat kræve beskikkelse efter lovens § 1 (se bemærkningerne til nr. 2).

Til nr. 1

Lærerkvalifikationer m.v., der giver adgang til at undervise ved danskuddannelse for voksne udlændinge, herunder arbejdsmarkedsrettet danskundervisning, er nærmere reguleret på bekendtgørelsesniveau i bekendtgørelse nr. 65 af 22. januar 2014 om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. Det fremgår således af bekendtgørelsens § 21, stk. 1, at lærere, der varetager arbejdsmarkedsrettet danskundervisning og dansk for voksne udlændinge, skal have gennemført uddannelsen i henhold til bekendtgørelse om uddannelsen til underviser i dansk som andetsprog for voksne, være optaget på uddannelsen eller være godkendt af en skoleansvarlig myndighed som lærer ved dansk som andetsprog for voksne indvandrere før 1. august 1998. Det fremgår desuden af bekendtgørelsens § 21, stk. 3, at der kan dispenseres fra kvalifikationskravene i stk. 1, for eksempel hvis læreren er i besiddelse af kvalifikationer, der kan sidestilles hermed. Behandlingen af sager om dispensation varetages af Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Ved ansøgning om dispensation skal læreren være i besiddelse af kvalifikationer, der i omfang, indhold og niveau svarer til uddannelsen til underviser i dansk som andetsprog, jf. bekendtgørelse om uddannelsen til underviser i dansk som andetsprog for voksne, nr. 287 af 14. maj 1998. Der er således i gældende lovgivning adgang til, at personer med udenlandske uddannelser kan godkendes. Det gælder, uanset hvilket statsborgerskab de pågældende personer har, dvs. både EU-borgere og tredjelandsstatsborgere. I den forbindelse skal dog bemærkes, at anvendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer opnået i udlandet til at undervise i dansk har stærkt begrænset praktisk betydning.

Det følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer med senere ændringer (anerkendelsesdirektivet), at der til brug for anerkendelse af uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer med henblik på adgang til varig udøvelse af erhverv som underviser ved danskuddannelse for voksne udlændinge, herunder arbejdsmarkedsrettet danskundervisning (fast etablering) efter anerkendelsesdirektivet, skal anvendes den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, jf. afsnit III, kapitel I, i anerkendelsesdirektivet.

Denne anerkendelsesordning gælder for fuldt kvalificerede erhvervsudøvere fra andre medlemslande, som er omfattet af anerkendelsesdirektivet, og som ønsker at få anerkendt deres uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer fra andre medlemslande.

Konkret betyder den generelle ordning for anerkendelse, at ansøgerens erhvervsmæssige kvalifikationer placeres på det relevante uddannelsesniveau, som følger af direktivets artikel 11. Til brug for afgørelsen om, hvorvidt ansøgerens erhvervsmæssige kvalifikationer kan anerkendes, anvendes direktivets artikel 13 og 14. Det følger af disse bestemmelser, at ansøgeren skal få adgang til udøvelse af erhvervet her i landet på samme vilkår, som gælder for danske statsborgere, hvis pågældende er i besiddelse af et kursus- eller uddannelsesbevis, jf. direktivets artikel 11, som i en anden medlemsstat kræves som betingelse for at få adgang til udøvelse af det samme erhverv.

Kommer ansøgeren fra en medlemsstat, hvor erhvervet ikke er lovreguleret, skal adgangen til erhvervsudøvelse også gives, hvis ansøgeren, som er i besiddelse af uddannelsesbevis, jf. direktivets artikel 11, kan bevise, at pågældende har udøvet det pågældende erhverv på fuldtidsbasis i et år indenfor de sidste ti år eller en tilsvarende samlet varighed på deltid i en anden medlemsstat, hvor erhvervet ikke er lovreguleret.

Adgangen til udøvelse af erhvervet kan dog betinges af, at ansøgeren efter eget valg først gennemgår en prøvetid af op til tre års varighed eller aflægger en egnethedsprøve, hvis det under behandling af sagen viser sig, at der er væsentlige forskelle mellem ansøgerens medbragte kvalifikationer og de danske kvalifikationskrav for erhvervsudøvelse her i landet, jf. direktivets artikel 14.

Under behandling af sagen skal desuden kontrolleres, om ansøgeren gennem den attesterede udenlandske relevante erhvervserfaring, som defineret i direktivets artikel 3, stk. 1, litra f, eller gennem livslang læring, jf. artikel 3, stk. 1, litra l), har opnået den nødvendige viden, færdigheder og kompetencer, som delvist dækker de væsentlige forskelle. Dette følger af direktivets artikel 14.

Ansøgninger om tilladelse til udøvelse af et lovreguleret erhverv skal afgøres senest tre måneder efter forelæggelsen af den fuldt dokumenterede ansøgning. Fristen kan i særlig vanskelige tilfælde forlænges med én måned. Dette følger af direktivets artikel 51.

Det er Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets vurdering, at anerkendelsesdirektivet ikke er fuldt tilstrækkeligt gennemført i forhold til lærere, der varetager danskundervisning for voksne udlændinge, herunder arbejdsmarkedsrettet dansk, idet der blandt andet mangler regler om, hvilke dokumenter der skal medsendes en ansøgning m.v.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i danskuddannelseslovens § 16, stk. 3, at udlændinge-, integrations- og boligministeren til gennemførelse af anerkendelsesdirektivet kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af læreres kvalifikationer opnået i udlandet, herunder om hvilke dokumenter der skal medsendes en ansøgning m.v.

Der vil blive fastsat nærmere regler i bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. om godkendelse af lærerkvalifikationer opnået i udlandet i overensstemmelse med de krav, der fremgår af anerkendelsesdirektivet. Godkendelse forudsætter, at den pågældende har kvalifikationer, der svarer til uddannelse til underviser i dansk som andetsprog for voksne. For at der kan foretages en konkret vurdering af den pågældendes udenlandske uddannelse sammenholdt med kravene til uddannelsen i dansk som andetsprog, vil der derfor blandt andet blive fastsat regler om, hvilke dokumenter der skal medsendes en ansøgning om godkendelse.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 4, at sager vedrørende vurdering af læreres kvalifikationer opnået i udlandet behandles af Styrelsen for Videregående Uddannelser.

Kompetencen til at vurdere, om personer med lærerkvalifikationer opnået i udlandet kan undervise ved danskuddannelse for voksne udlændinge eller arbejdsmarkedsrettet danskundervisning, vil således blive delegeret fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration til Styrelsen for Videregående Uddannelser.

Styrelsen for Videregående Uddannelser bliver således kompetent myndighed for godkendelse af udenlandske undervisningskompetencer som lærer ved danskuddannelse for voksne udlændinge eller arbejdsmarkedsrettet danskundervisning. Det bemærkes, at anvendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer opnået i udlandet må forventes at være af begrænset relevans for at varetage danskundervisning i henhold til lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Kompetencen til at vurdere de udenlandske kvalifikationer omfatter både personer, der er statsborgere i et EU-land, i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, i et land, som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv, og i tredjelande. Styrelsen vurderes at besidde den fornødne erfaring og ekspertise på området.

Styrelsen for Videregående Uddannelser vil herefter skulle behandle ansøgninger fra personer med udenlandske uddannelser om, hvorvidt der kan dispenseres fra kvalifikationskravene, jf. § 21, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 65 af 22. januar 2014 om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. Som beskrevet ovenfor er tredjelandsstatsborgere allerede omfattet af danskuddannelsesloven og de nugældende regler om mulighederne for at dispensere fra kvalifikationskravene. Styrelsen vil derfor skulle behandle ansøgninger både fra statsborgere i EU, i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, i et land, som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv, og i tredjelande.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 5, at Styrelsen for Videregående Uddannelsers afgørelser efter stk. 4 ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed.

Klager over afgørelser om godkendelse af lærerkvalifikationer kan indbringes for den oprindeligt kompetente myndighed, dvs. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, medmindre klageadgangen er udtrykkeligt afskåret ved lov. Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. indeholder ikke regler om afskæring af klageadgang for afgørelser om godkendelse af udenlandske uddannelser.

Det foreslås, at adgangen til at klage til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet over Styrelsen for Videregående Uddannelsers afgørelser om godkendelse af læreres kvalifikationer opnået i udlandet afskæres ved lov. Afskæringen af klageadgangen omfatter både realitets- og legalitetsprøvelsen af styrelsens afgørelser. Baggrunden herfor er, at sagkundskaben til og erfaringen med at vurdere udenlandske uddannelseskvalifikationer ligger i styrelsen, og at der er et velfungerende system til at behandle disse sager.

Idet udlændinge-, integrations- og boligministeren har det lovgivningsmæssige ansvar for styrelsens afgørelser på dette område, kan de konkrete afgørelser, som styrelsen træffer i henhold til stk. 4, heller ikke påklages til Uddannelses- og Forskningsministeriet uanset styrelsens ressortmæssige tilknytning hertil. I forhold til spørgsmålet om tilsyn fører udlændinge-, integrations- og boligministeriet tilsyn, i det omfang det følger af det lovgivningsmæssige ansvar på området, mens Uddannelses- og Forskningsministeriet fører tilsyn, i det omfang det følger af at være overordnet myndighed for styrelsens virksomhed.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighedsområde.

Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.