Anerkendelsesloven § 5

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 sker en videreførelse af den gældende lovs § 3, stk. 3, 1. pkt., hvorefter den kompetente myndighed påser, at personer, jf. stk. 1, der ansøger om adgang til at udøve et lovreguleret erhverv, opfylder de i § 2 nævnte betingelser. Efter den gældende lovs § 3, stk. 3, 1. pkt. påser den danske kompetente myndighed, om en ansøger fra et medlemsland, der ønsker at etablere sig fast i Danmark, opfylder betingelserne for at være omfattet af anerkendelsesdirektivet. Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, er en videreførelse af gældende lovs § 3, stk. 3, 1. pkt., dog med enkelte sproglige tilpasninger. En person fra et medlemsland, der er fuldt kvalificeret og lovligt etableret i det andet medlemsland, og som ønsker at udøve sit erhverv i Danmark, har således gennem reglerne i anerkendelsesdirektivet nemmere adgang til at kunne etablere sig i Danmark end statsborgere fra tredjelande, ligesom der gælder forskellige anerkendelsesordninger.

Anerkendelsesdirektivets bestemmelser er således ikke de samme for alle erhverv, og anvendelsen af bestemmelserne i direktivet afhænger desuden af, hvilken ordning i anerkendelsesdirektivet den pågældende ansøger skal behandles efter. Der indgår således flere parametre i den konkrete vurdering af en ansøgning.

Direktivets regler for etablering består således af tre forskellige regelsæt: regler om den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, regler om anerkendelse på baggrund af relevant erhvervserfaring og regler om automatisk anerkendelse på baggrund af minimumuddannelseskrav for erhvervene læge, tandlæge, sygeplejerske, jordemoder, farmaceut, dyrlæge samt arkitekt.

Reglerne om den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser indebærer, at en erhvervsudøver, som er omfattet af anerkendelsesdirektivet, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendes efter direktivets generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, jf. direktivets afsnit III, kapitel I, artikel 10-14, får anerkendelse med henblik på adgang til at udøve erhvervet i værtslandet, medmindre værtslandets kompetente myndighed i forbindelse med vurderingen af de medbragte erhvervsmæssige kvalifikationer, hvori bl.a. indgår relevant erhvervserfaring, konstaterer, at der er nogle væsentlige forskelle mellem de medbragte kvalifikationer og værtslandets kvalifikationskrav til erhvervsudøvelse. I givet fald kan den kompetente myndighed i værtslandet ved en såkaldt ”udligningsforanstaltning” kræve, at erhvervsudøveren med henblik på anerkendelse først og efter eget valg gennemfører en prøvetid, som kan kræves suppleret med en videreuddannelse, eller aflægger en egnethedsprøve, som består af de fag og discipliner, som er en væsentlig forudsætning for, at ansøgeren kan udøve det pågældende erhverv i værtslandet.

Reglerne om automatisk anerkendelse på baggrund af relevant erhvervserfaring indebærer, at en erhvervsudøver, som er omfattet af anerkendelsesdirektivet, og hvis erhvervsmæssige kvalifikationer skal anerkendes efter direktivets ordning for anerkendelse af erhvervserfaring, jf. direktivets afsnit III, kapitel II, artikel 16-20, får automatisk anerkendelse med henblik på at udøve erhvervet i værtslandet, hvis vedkommende forelægger et bevis for den relevante erhvervserfaring af en varighed og med det indhold, der er fastsat i direktivet, og/eller i visse tilfælde, som defineret i direktivet, er i besiddelse af et uddannelsesbevis kombineret med den nævnte relevante erhvervserfaring. Opfylder vedkommende ikke disse krav, skal sagen behandles efter reglerne i den såkaldte generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, jf. direktivets afsnit III, kapitel I, artikel 10-14, jf. ovenfor.

Reglerne om automatisk anerkendelse på baggrund af minimumuddannelseskrav for erhvervene læge, tandlæge, sygeplejerske, jordemoder, farmaceut, dyrlæge samt arkitekt indebærer, at en læge, tandlæge, sygeplejerske, jordemoder, farmaceut, dyrlæge samt arkitekt, som er omfattet af anerkendelsesdirektivet, får automatisk anerkendelse efter direktivets regler om automatisk anerkendelse på baggrund af fælleseuropæiske minimumuddannelseskrav, jf. direktivets afsnit III, kapitel III, artikel 21-49, jf. bilag V. 1 – V. 7, som løbende opdateres. Opfylder vedkommende ikke ovennævnte krav for automatisk anerkendelse på baggrund af de fælleseuropæiske minimumuddannelseskrav, skal vedkommendes erhvervsmæssige kvalifikationer behandles efter reglerne i direktivets afsnit III, kapitel I, artikel 10-1, om den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, jf. ovenfor. For så vidt angår arkitekterhvervet, er dette ikke lovreguleret i Danmark, og der kræves derfor ikke en formel anerkendelse her i landet.

Det forudsættes, at det i de specifikke regler for det enkelte erhverv fastsættes, hvilken ordning det pågældende erhverv hører under, og herunder hvilke regler der gælder for den pågældende personkreds, hvilken dokumentation der kræves m.v. Der kan således for det samme erhverv være forskel på, hvilken anerkendelsesordning en ansøger er omfattet af.

Hvis f.eks. en farmaceut, som er omfattet af anerkendelsesdirektivet, ikke kan få fuld anerkendelse i Danmark efter reglerne om automatisk anerkendelse på baggrund af fælleseuropæiske minimumuddannelseskrav, jf. afsnit III, kapitel III i direktivet, jf. bilag V. 6.2, skal vedkommendes erhvervsmæssige kvalifikationer behandles efter reglerne i direktivets afsnit III, kapitel I, artikel 10-14, om den generelle ordning for gensidig anerkendelse.

Forslagets bestemmelse i stk. 2 er en videreførelse af den gældende lovs § 3, stk. 3, 2. pkt., hvorefter den kompetente myndighed tillige påser, at personer, jf. § 3, stk. 1 og 2, opfylder de betingelser for udøvelsen af det lovregulerede erhverv, der fremgår af reglerne for det enkelte erhverv. Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 2, er en videreførelse af gældende lovs § 3, stk. 3, 1. pkt., dog med enkelte sproglige tilpasninger. Den kompetente myndighed påser således, at personer med udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer, der ansøger om adgang til varigt at udøve et lovreguleret erhverv i Danmark, uanset statsborgerskab, opfylder de betingelser for udøvelsen af det lovregulerede erhverv, som fremgår af reglerne for det enkelte erhverv.

Der kan således gælde forskellige regler, alt efter hvilket erhverv og hvilken personkreds der er tale om. Eksempelvis kan sprogkrav til sundhedspersonale være forskellige, alt efter om der er tale om statsborgere fra et medlemsland eller statsborgere fra et tredjeland.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er en præcisering af den gældende lovs § 3, stk. 4, hvorefter personer, jf. § 3, stk. 1, der midlertidigt eller lejlighedsvist agter at udøve et lovreguleret erhverv her i landet, inden erhvervsudøvelsen skal indgive skriftlig anmeldelse til den kompetente myndighed, hvis der er fastsat krav herom i de regler, der gælder for erhvervet. Anmeldelsen skal fornyes en gang om året, hvis personen ønsker at udføre midlertidige og lejlighedsvise tjenesteydelser i løbet af det kommende år. I reglerne, der gælder for erhvervet, fastsættes endvidere, hvorvidt reglerne om anmeldelse også kan finde anvendelse på personer, der er omfattet af § 3, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 2, er en videreførelse af gældende lovs § 3, stk. 3, 1. pkt., dog med enkelte sproglige tilpasninger. Bestemmelsen regulerer den administrative proces, jf. direktivets artikel 7, stk. 1 og 2, og hvorefter den kompetente danske myndighed, der med hjemmel i lovgivningen modtager en krævet anmeldelse fra en tjenesteyder med udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer, påser, at de relevante dokumenter er medsendt.

Det er således forudsat, at det i reglerne for det specifikke erhverv er fastsat, om der er krav om anmeldelse, og hvilken dokumentation en tjenesteyder skal medsende sin anmeldelse.

Det følger af stk. 4, at hvis der er tale om et lovreguleret erhverv, der har konsekvenser for den offentlige sundhed og sikkerhed, og der er fastsat krav om forudgående kontrol i reglerne for det pågældende erhverv, påser den kompetente myndighed, at de dokumenter, der efter reglerne for det enkelte erhverv er påkrævede for anmeldelsen af midlertidig og lejlighedsvis tjenesteydelse, jf. stk. 3, er medsendt anmeldelsen. Den kompetente myndighed påser tillige, om tjenesteyderen opfylder betingelserne, jf. stk. 1 og 2, og underretter tjenesteyderen om, hvorvidt der skal foretages forudgående kontrol af denne, jf. direktivets artikel 7, stk. 4.

Om et erhverv har konsekvenser for den offentlige sundhed og sikkerhed, fremgår af reglerne for det specifikke erhverv ud fra de kriterier, der er anerkendt som sådanne ifølge EU-Domstolens retspraksis.

Såfremt myndigheden finder, at der er grundlag for at foretage kontrol, foretager myndigheden behørig underretning af personen, hvis vedkommende skal gennemgå forudgående kontrol. Kontrollen sker navnlig ved hjælp af en egnethedsprøve.

For personer, der er omfattet af anerkendelsesdirektivet, gælder det retsgrundlag, der følger af direktivet, mens der kan være fastsat andre regler for andre statsborgere. F.eks. har statsborgere fra tredjelande ikke mulighed for at arbejde midlertidigt og lejlighedsvist som tjenesteyder som læge i Danmark. Det kræver en dansk autorisation som læge, og der er forskellige prøver, som skal bestås for at kvalificere sig til at få en dansk autorisation.

Til kapitel 6

Anerkendelsesprocedure ved etablering og midlertidig og lejlighedsvis tjenesteydelse for det europæiske erhvervspas