Vejdirektoratets stadfæstelse af vejprojekt og afslag på standsningsforbud på privat fællesvej i Guldborgsund

Spørgsmålet om vejret og privatretlige forhold

Klageren anførte desuden, at naboen ikke havde ret til at bruge vejen til erhvervsmæssig udlejning. Vejdirektoratet præciserede, at definitionen af en privat fællesvej følger Privatvejslovens § 10, men at uenighed om selve vejrettens omfang (hvem der må køre hvor meget) er et privatretligt spørgsmål, som skal afgøres ved domstolene, jf. Privatvejslovens § 56, stk. 1. Myndighederne kan kun tage stilling til de offentligretlige rammer.

Partshøring og klageberettigelse

Vejdirektoratet fandt ikke grundlag for at kritisere kommunens sagsbehandling. Klageren blev ikke anset for klageberettiget i forhold til placeringen af et el-skab på offentligt vejareal, da klageren ikke havde en mere væsentlig eller individuel interesse i dette end andre brugere af vejen. Vedrørende partshøring blev det vurderet, at kommunen havde overholdt Forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Vejdirektoratet opretholder Guldborgsund Kommunes afgørelser. Det betyder, at detailprojektet for den private fællesvej er endeligt godkendt, og at der kun etableres et parkeringsforbud, mens standsning fortsat er tilladt i overensstemmelse med de generelle regler i Færdselslovens § 28. Vejdirektoratet afviste at behandle klagen over el-skabets placering grundet manglende klageberettigelse.

Efter Østre Landsrets dom, som Københavns Kommune ankede til Højesteret, genoptog kommunen sagen og foretog en partshøring af appelindstævnte i november 2009. I januar 2010 traf kommunen en ny afgørelse om etablering af standsningsforbudszonen, baseret på almene hensyn som at sikre et attraktivt og bilfrit byrum samt opfylde strategien for Middelalderbyens byliv.

Parternes Påstande og Anbringender

Københavns Kommunes Anbringender

• Kommunen påstod afvisning, subsidiært frifindelse, og anførte, at appelindstævnte ikke havde fornøden retlig interesse (søgsmålskompetence) i at få prøvet standsningsforbuddets gyldighed.
• Kommunen fastholdt, at afgørelsen ikke var i strid med proportionalitetsprincippet og udelukkende var båret af saglige hensyn.
• Eventuelle sagsbehandlingsfejl blev anset for uden væsentlig betydning.
• Kommunen argumenterede for, at standsningsforbuddet var en erstatningsfri regulering og ikke et ekspropriativt indgreb, da det var en generel regulering, der ramte en abstrakt personkreds (alle bilister).
• Der blev henvist til Vejloven § 69, Vejloven § 88, stk. 2, og Vejloven § 90, stk. 7 for at understøtte, at der ikke var tale om ekspropriation.

Appelindstævntes Anbringender

• Appelindstævnte påstod stadfæstelse af landsrettens dom og nedlagde endvidere påstand om, at standsningsforbuddet udgjorde et ekspropriativt indgreb.
• Appelindstævnte gjorde gældende, at de havde retlig interesse og søgsmålskompetence, da de var direkte, væsentligt og individuelt berørt af forbuddet.
• De anførte, at de burde have været partshørt inden afgørelsen blev truffet, og at afgørelsen var uproportional, udtryk for magtfordrejning og baseret på usaglige kriterier, idet den varetog særinteresser for andre erhvervsdrivende.
• Appelindstævnte henviste til Vejloven § 69, stk. 2 og argumenterede for, at bestemmelsen skulle anvendes analogt, da forbuddet medførte en væsentlig forringelse af fornøden vejadgang til ejendommen.