Sag om separatistkrav i konkursbo vedrørende indbetalt depositum

Kurator anførte i sin indstilling: "... Lyngby Boligkontor ApS ikke har været forpligtet til at holde de oppebårne beløb adskilt fra selskabets øvrige midler ... De omhandlede beløb er således forinden konkursen indgået i boets almindelige masse."

Skifteretten frifandt konkursboet og gav dermed ikke anmelderen medhold i kravet om separatiststilling.

Retten lagde vægt på følgende afgørende faktorer:

• Der eksisterede ikke noget direkte aftaleforhold mellem anmelderen og selskabets advokat.
• Der forelå ingen retlig pligt for boligkontoret til at holde depositummet adskilt fra selskabets øvrige formue.
• Kontoen, hvorpå beløbet blev indsat, var oprettet til boligkontoret som en sædvanlig klientkonto.
• Boligkontorets ledelse havde dispositionsret over kontoen, og advokaten havde modregningsadgang.

Retten udtalte: "Uanset om meningen på sigt var at overføre de enkelte indbetalinger til separate konti ... findes det beløb, der ved konkursen i boligkontorets navn indestod på klientkontoen, således ikke at have været holdt adskilt fra selskabets øvrige formue på en sådan måde, at det ikke indgår i boets almindelige masse."

Anmelderen (Torben Søndergaard) blev derfor pålagt at betale sagens omkostninger på 7.500 kr. til boet.

• Sagsøgeren fremhævede, at han på intet tidspunkt havde til hensigt at indskyde kapital.
• Målet var at få kravet anerkendt som et simpelt krav i boet.

Konkursboets (Sagsøgtes) forsvar

Kurator for A-AUTOMOBILER ApS under konkurs påstod frifindelse og bestred kravets eksistens. Kurator gjorde gældende, at de overførte midler ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne identificeres som et lån eller en betaling for varer. Det blev anført:

"Kurator gjorde gældende, at de overførte beløb enten udgjorde skjult egenkapital, eller et tilskud, som ikke opfyldte kravene til en retsgyldig gældsforpligtelse, der kunne gøres gældende i konkursboet. Dokumentationen var for spinkel til at etablere et gyldigt debitor/kreditor forhold."

Kurator påpegede desuden manglen på skriftlig dokumentation for låneaftaler eller specificerede fakturaer for de påståede leverancer, hvilket vanskeliggjorde en validering af kravet.

Rettens vurdering af bevisbyrden

Retten lagde vægt på, at bevisbyrden for at etablere gælden påhvilede sagsøgeren. På trods af fremlagte kontoudtog fandt Retten, at der manglede afgørende dokumentation:

1. Der forelå ingen skriftlig låneaftale eller gældsbrev.
2. Der var ingen specificerede fakturaer for leverancerne.
3. Sagsøgerens tidligere tilknytning til selskabet gjorde formodningen om et kapitalindskud stærkere.

Retten konkluderede, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at selskabet havde stiftet gæld i juridisk forstand, som kunne gøres gældende i konkursboet.