Sø- og Handelsretten: Tvangs-nedlukning af valutapositioner berettiget - Intet rådgiveransvar

Sekkingstads Argumenter mod Invento

Sekkingstad AS gjorde gældende, at Invento havde tilsidesat sine rådgivningsforpligtelser og handlet i strid med god skik ved at anbefale ekstremt risikable produkter, uden tilstrækkeligt at have sikret sig, at Sekkingstad forstod de potentielle konsekvenser. Sekkingstad mente, at rådgivningen var i strid med Markedsføringsloven § 3, stk. 1 om god erhvervsskik. Invento hævdede derimod, at Sekkingstad var blevet grundigt informeret, og at de havde accepteret risikoen i jagten på et højt afkast.

Sekkingstad AS anførte, at Invento Kapitalforvaltning AS ikke havde levet op til sin pligt til at handle i kundens bedste interesse og sikre, at investeringsstrategien var passende for en erhvervsdrivende af Sekkingstads karakter og risikotolerance.

Saxo Banks Position

Saxo Bank A/S fastholdt, at de udelukkende havde ageret som mellemmand, der eksekverede handler baseret på instruktioner fra Invento og Sekkingstad. Banken afviste ethvert ansvar for rådgivningen og krævede restgælden indfriet, da Sekkingstad havde overskredet margin-kravene. Saxo Bank anførte, at aftalerne var klare og indgået på standardvilkår, som ikke kunne tilsidesættes i medfør af Aftaleloven § 36.

Rettens Bevisvurdering

Retten fandt det godtgjort, at Invento havde haft en kvalificeret rådgivningspligt over for Sekkingstad. Det blev lagt til grund, at de finansielle produkter var uegnede for Sekkingstad, og at Invento havde undladt at give tilstrækkelig og retvisende information om de risici, som de høje gearingseffekter medførte. Retten fandt, at Inventos rådgivning udgjorde et ansvarspådragende forhold.

Sø- og Handelsretten afgjorde sagen således:

1. Saxo Banks krav mod Sekkingstad: Sekkingstad AS blev dømt til at betale Saxo Bank A/S den udestående gæld på 15.000.000 kr., da Sekkingstad som kontoindehaver var ansvarlig for de handlede positioner og Saxo Bank ikke havde handlet ansvarspådragende i mellemmandsrollen.

2. Sekkingstads krav mod Invento (Adcitation): Retten fandt, at Invento Kapitalforvaltning AS havde handlet culpøst og i strid med god skik ved den mangelfulde og utilstrækkelige rådgivning i henhold til Markedsføringsloven § 3, stk. 1. Invento blev derfor dømt til at betale Sekkingstad AS erstatning. Erstatningen blev dog nedsat som følge af egen skyld hos Sekkingstad (medvirkende årsag), der burde have udvist større agtpågivenhed i forbindelse med accept af de risikable strategier.

3. Erstatningens omfang: Invento Kapitalforvaltning AS blev dømt til at betale Sekkingstad AS 8.000.000 kr. i erstatning i henhold til Markedsføringsloven § 20. Sekkingstads påstand om, at aftalerne var urimelige i henhold til Aftaleloven § 36, blev afvist over for Saxo Bank, men blev anvendt indirekte i vurderingen af Inventos rådgivningsansvar.

Invento Kapitalforvaltning AS blev endvidere pålagt at betale sagens omkostninger til Sekkingstad AS.

• Utilstrækkelig risikoinformation: Banken undlod at give tilstrækkelig advarsel om det fulde omfang af tabsrisikoen.
• Urimelige aftalevilkår: Aftalegrundlaget gav Saxo Bank for store beføjelser, hvilket gjorde vilkårene urimelige, jf. princippet i Aftaleloven § 36.

Sagsøgerne fremførte, at "Saxo Bank ikke blot har handlet som mægler, men reelt har ageret rådgiver i en situation, hvor asymmetrien i viden og magt var markant."

Saxo Banks Forsvar

Saxo Bank A/S afviste samtlige erstatningskrav og argumenterede for, at sagsøgerne var professionelle investorer, der havde handlet på et oplyst grundlag. Banken anførte, at de almindelige forretningsbetingelser var accepteret og udtrykkeligt fastslog, at investeringerne blev foretaget på kundens eget ansvar og risiko.

• Aftalefrihed: Aftalerne var indgået på armslængde vilkår, og sagsøgerne havde tilstrækkelig kompetence til at vurdere risikoen.
• Kausalitet: Tabene skyldtes de naturlige udsving på markedet og ikke fejl eller forsømmelser fra bankens side.
• Erstatningslempelse: Selv hvis der var en ansvarspådragende fejl, skulle et eventuelt erstatningsansvar lempes betydeligt, jf. Erstatningsansvarsloven § 24, da Sagsøgernes egen uagtsomhed i risikostyringen var stærkt medvirkende til tabet.

Retten skulle afgøre, i hvilket omfang de danske regler om god skik og rådgivningsansvar finder anvendelse over for udenlandske professionelle kunder, samt om aftalevilkårene var så urimelige, at de helt eller delvist skulle tilsidesættes.