Konkurskarantæne pålagt tidligere direktør grundet groft uforsvarlig forretningsførelse og manglende overholdelse af bogføringsloven

Sagsøgte fremførte, at betalingerne faldt inden for rammerne af en almindelig forretningsmæssig disposition og at den omstændighed, at selskabet efterfølgende gik konkurs, ikke i sig selv medfører omstødelse. Det blev hævdet, at sagsøgte hverken havde kendskab til eller burde have haft kendskab til den vanskelige økonomiske situation på betalingstidspunktet.

Sø- og Handelsretten fandt, at kurator ikke havde løftet bevisbyrden for, at betalingerne var utilbørlige, eller at sagsøgte burde have indset selskabets insolvens på betalingstidspunktet. Retten lagde vægt på:

• Bevis for, at de foretagne betalinger afveg væsentligt fra det sædvanlige samhandelsmønster.
• Fravær af konkret viden hos sagsøgte om selskabets insolvens.

Retten konkluderede, at der var tale om ordinære betalinger, hvorfor betingelserne for omstødelse i henhold til Konkursloven § 64 og § 72 ikke var opfyldt.

Sagsøgte frifandtes derfor for kurators omstødelseskrav. Kurator blev pålagt sagsomkostningerne.

Sagsøgtes forsvar

XX påstod frifindelse og bestred, at betingelserne for omstødelse var opfyldt. De hævdede, at betalingerne var sket som led i den almindelige forretningsgang og dækkede fakturerede ydelser, der var leveret i den pågældende periode. XX fastholdt, at de handlede i god tro og ikke havde konkret viden om X’s insolvens.

Rettens vurdering af usædvanlighed og ond tro

Retten foretog en konkret vurdering af de to primære betalinger, Betaling A og Betaling B, i forhold til Konkursloven § 64, stk. 1. Retten lagde vægt på transaktionens karakter og sagsøgtes kendskab eller burde-kendskab til X's vanskeligheder.

Retten udtalte, at "timingen og det pludselige opgør af den ældre gældspost (Betaling A) faldt uden for rammerne af almindelig forretningsdrift. I lyset af den tætte relation mellem X og XX, burde XX have indset, at betalingen var til skade for boets øvrige kreditorer."

Retten konkluderede, at Betaling A opfyldte betingelserne for omstødelse, men at Betaling B på 150.000 kr. kunne anses som en sædvanlig betaling for nyligt leverede ydelser, hvorfor ond tro ikke kunne bevises i relation til denne del af kravet.