Afslag på landzonetilladelse til helårsbeboelse i sommerhus

Kommunen oplyste, at den i 1985 gennemgik området og i 1986 meddelte lovliggørende landzonetilladelser til 53 ejendomme, herunder den aktuelle. Disse tilladelser var dog betinget af, at helårsbeboelse kun var tilladt for den daværende ejer og bortfaldt ved ejerskifte. Miljøankenævnet stadfæstede denne afgørelse i 1990, og en deklaration blev tinglyst på ejendommen for at sikre dette.

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) stadfæstede Tårnby Kommunes afgørelse af 9. januar 2014 om afslag på landzonetilladelse til helårsbeboelse i sommerhuset og kommunens afgørelse står dermed ved magt. Kommunen skal fastsætte en ny frist for lovliggørelse af forholdene på ejendommen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17.

Klagevejledning og kompetence

NMK præciserede, at kommunens afgørelse efter Planloven § 35, stk. 1 kan påklages efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 1. Dette indebærer, at klagen ikke kun omfatter retlige spørgsmål, men også den skønsmæssige vurdering, som kommunen har foretaget.

Vurdering af landzonetilladelse

NMK var enig med kommunen i, at der bør meddeles afslag på landzonetilladelse. Nævnet lagde vægt på følgende forhold:

• Sommerhuset er opført som et sommerhus og ligger inden for den i Fingerplan 2013 udlagte transportkorridor.
• Tidligere personlige tilladelser til helårsbeboelse for tidligere ejere ændrer ikke husets oprindelige status.
• Området er primært et sommerhusområde, og kommunen ønsker at fastholde dets sommerhuspræg.
• En tilladelse ville have en uønsket præcedensvirkning for fremtidige lignende sager.

På baggrund af disse planlægningsmæssige hensyn fandt nævnet ikke anledning til at tage stilling til klagen over kommunens afslag på dispensation fra Lokalplan nr. 50 og servitutbestemmelsen.

Kommunens passivitet og klagers forventning

NMK vurderede, at kommunen ikke har udvist passivitet i sagen. Kommunen blev opmærksom på den ulovlige helårsbeboelse i maj 2013 og handlede umiddelbart herefter, jf. kommunens tilsynspligt efter Planloven § 51, stk. 1 og Planloven § 51, stk. 5. Nævnet fandt, at klager ved køb af ejendommen burde have været bekendt med den tinglyste deklaration, der begrænser anvendelsen til sommerophold. Derfor kunne klager ikke have en berettiget forventning om at opnå en lignende personlig tilladelse som tidligere ejere.

Lighedsgrundsætningen

NMK fandt ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Kommunen har behandlet flere lignende sager i området med afslag, og nævnet fandt ikke, at nærværende sag adskilte sig væsentligt. Hvis der er andre ejendomme i området med ulovlig helårsbeboelse, forventer nævnet, at kommunen som tilsynsmyndighed følger op på disse forhold.

• Klager anførte, at kommunen havde været bekendt med byggeriet i en årrække og derfor havde fortabt retten til at udstede påbud.
• Klager mente, at påbuddet var i strid med lighedsgrundsætningen, da der var lignende forhold på omkringliggende ejendomme.
• Klager anførte, at der ikke var en skov i 1989, da bebyggelsen blev opført, og at Naturbeskyttelseslovens § 17 derfor ikke kunne anvendes.