Landzonetilladelse til campingvognsvirksomhed i Lejre Kommune ophævet

Lejre Kommune meddelte den 23. december 2013 en ny personlig landzonetilladelse til ejerens søn på følgende vilkår:

• Maksimalt 30 campingvogne til reparation og salg.
• Campingvognene skal til enhver tid holdes inden for det på bilag 1 angivne areal, og den eksisterende randbeplantning på ejendommen skal opretholdes.
• Der må ikke ske vinteropbevaring af campingvogne på ejendommen.

Kommunen vurderede, at der ikke var tale om etablering af et nyt erhverv, men fortsat drift af en eksisterende virksomhed på samme vilkår, og at tilladelsen fortsat var tidsbegrænset. Kommunen fandt, at det ansøgte var i overensstemmelse med planlovens formål og landzonebestemmelser samt kommuneplanens retningslinjer. Kommunen vurderede også, at det ansøgte ikke ville påvirke Natura 2000-området væsentligt eller levesteder for arter omfattet af habitatbekendtgørelsens bilag IV.

Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet

DN påklagede afgørelsen og anførte, at der hverken juridisk eller planmæssigt var grundlag for landzonetilladelsen. De fremhævede, at virksomheden historisk set har haft svært ved at overholde vilkår om antallet af campingvogne, og at en personlig tilladelse til sønnen i praksis ville være vanskelig at håndhæve. DN mente, at der ikke var grundlag for en forventning om, at virksomheden kunne fortsætte på ejendommen efter den nuværende ejers ophør, da den personlige tilladelse i 1995 netop var givet med begrænsninger på grund af virksomhedens problematiske placering i forhold til omgivelsernes karakter og planloven. DN argumenterede for, at virksomheder med oplag og udstilling af varer som hovedregel bør placeres i byzone eller udpegede erhvervsområder.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Nævnet lagde vægt på de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, som skal varetages ved administrationen af landzonebestemmelserne.

Nævnets Vurdering og Praksis

Nævnet fremhævede, at et af formålene med landzonebestemmelserne er at modvirke spredt og uplanlagt by- og erhvervsudvikling i det åbne land. Erhverv, der ikke er forbundet med jordbrugserhvervene, skal som hovedregel henvises til erhvervsområder i byzone. Nævnets praksis er særligt restriktiv i områder, der er udlagt som særligt beskyttelsesområde, som det er tilfældet for den omhandlede ejendom. Større, skæmmende oplag skal efter nævnets praksis henvises til erhvervsområde.

Flertallets Afgørelse

Et flertal på 9 af nævnets 10 medlemmer fandt, at nævnets praksis og de landskabelige interesser i området afgørende talte imod en videreførelse af virksomheden på ejendommen. Flertallet vurderede desuden, at en personlig tilladelse til sønnen i realiteten ville kunne få samme effekt som en permanent tilladelse, da det ville være vanskeligt at nægte virksomheden at fortsætte efter udløbet af endnu en personlig tilladelse. De omhandlede aktiviteter bør i overensstemmelse med praksis henvises til et erhvervsområde. Flertallet fandt endvidere, at ansøger ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at virksomheden kunne drives videre fra ejendommen, når hans personlige tilladelse udløb.

Mindretallets Synspunkt

Et mindretal (Ole Pilgaard Andersen) stemte for at stadfæste kommunens tilladelse.

Endelig Afgørelse

I overensstemmelse med stemmeafgivningen ændrede Natur- og Miljøklagenævnet Lejre Kommunes afgørelse af 23. december 2013 om personlig landzonetilladelse til ejerens søn til et afslag. Frist for lovliggørelse fastsættes af Lejre Kommune. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62. Afgørelsen er truffet af nævnet, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 5, stk. 1.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Kommunen begrundede afslaget med, at trætophytten var placeret solitært på ejendommen, uden tilknytning til den eksisterende bebyggelse eller aktivitet. Kommunen vurderede, at der ikke var særlige planmæssige forhold, der talte for en tilladelse, og at byggeriet ikke var i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer. Desuden frygtede kommunen at skabe en uheldig præcedens og mente, at byggeriet ville påvirke oplevelsen af det omkringliggende landskab.

Klagerens Argumenter

Klageren anførte, at naturgenopretningsprojektet ligger langt fra eksisterende bebyggelse, hvilket begrunder trætophyttens placering. Det blev fremhævet, at hytten er essentiel for en nystiftet forenings arbejde og drømme. Klageren henviste også til en tidligere tilladelse til lignende træhytter i 2015, som tjente et almennyttigt formål, og argumenterede for, at der ikke var risiko for præcedens i den konkrete sag. Endvidere anmodede klageren om en midlertidig tilladelse på to år for at kunne påbegynde naturgenopretningsprojektet.

Planklagenævnets Prøvelse og Generelle Principper

Planklagenævnet er kompetent til at behandle afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1 (landzone), jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 og 3. Nævnet bemærkede, at det kun kan forholde sig til den påklagede afgørelse og de oplysninger, der lå til grund for kommunens beslutning. Ingen af undtagelserne fra kravet om landzonetilladelse, jf. Planlovens § 5 u og Planlovens §§ 36-38, fandt anvendelse, hvorfor det ansøgte krævede landzonetilladelse.

Landzonereglerne har til formål at forhindre byspredning og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt, med hensyn til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige interesser. Nævnet lægger stor vægt på lovens almene formål og præcedensvirkning. En tidsbegrænset landzonetilladelse anses generelt for betænkelig, da den kan skabe forventninger om forlængelse eller permanent tilladelse.

Bebyggelsesbegrebet og Tilknytning

Planklagenævnet vurderede, at en lukket trætophytte med overdækkede arealer og terrasse er at anse som bebyggelse, der kræver landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1. Byggelovens bebyggelsesbegreb, jf. Byggeloven § 2, tillægges vægt, men det afgørende er, om der er tale om en relevant aktivitet i forhold til landzonebestemmelsernes formål. Som udgangspunkt skal bygninger placeres i tilknytning til eksisterende bygninger, typisk inden for ca. 20 m, for at udgøre en hensigtsmæssig enhed.