Planklagenævnets afvisning af klage over Hedensted Kommunes håndtering af byggesag

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet afviste at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Planklagenævnet frifundet

Planklagenævnet er frifundet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af en sag om kommuneplantillæg nr. 2017-34 i Horsens Kommune.

Det ansøgte byggeprojekt

Byggeprojektet omfatter 10 sommerhuse på mellem 182 m² og 242 m² med 10-14 sengepladser hver, hvilket giver et samlet antal på 124 sengepladser. Der etableres desuden "bakker" mellem de fire nordlige huse og den øvrige bebyggelse. Kommunen anførte i byggetilladelserne, at lokalplanens krav skulle overholdes, og at bygherren selv skulle undersøge eventuelle tinglyste servitutter.

Klagernes anbringender

Klagerne gjorde gældende, at byggeprojektet var i strid med lokalplanens principper og formål, da de nye sommerhuse ville blive privatejede ferieboliger, hvilket ikke opfyldte begrebet "feriecenter" som defineret i lokalplanen. De anførte, at lokalplanen var forældet, og at afvigelserne var så store, at en ny lokalplan var påkrævet, jf. Planloven § 13, stk. 2. Desuden blev det anført, at projektet ville være i strid med Planloven § 39 om opførelse af mere end én bolig pr. ejendom, en tinglyst servitut, og sommerhusloven vedrørende udlejning og videresalg uden Erhvervsstyrelsens tilladelse. Klagerne kritiserede også kommunen for ikke at oplyse om igangværende arbejde med en ny lokalplan for området.

Kommunens bemærkninger

Kommunen fastholdt, at byggeprojektet var i overensstemmelse med lokalplanens formålsbestemmelse. De påpegede, at de eksisterende ferieboliger også var privatejede, og at de nye sommerhuse ville have samme ejerforhold. Kommunen mente ikke, at 10 nye sommerhuse udgjorde videregående afvigelser, der krævede en ny lokalplan. De anførte, at de nye ejere ville blive forpligtet til at indgå i grundejerforeningen for F 3 og bidrage til vedligeholdelse af fællesarealer og faciliteter. Vedrørende Planloven § 39 oplyste kommunen, at de arbejdede på en ejerkonstruktion, der ville afklare ejerforholdene. Kommunen afviste at håndhæve servitutten med hjemmel i Planloven § 43, da dette er en skønsmæssig beslutning, der ikke kan påklages til Planklagenævnet. Endelig bemærkede kommunen, at bebyggelsesprocenten var under 15 %, hvilket var i overensstemmelse med lokalplanen.