Planklagenævnets afgørelse om lovliggørende landzonetilladelse til antennemast i Guldborgsund Kommune

Planklagenævnets kompetence og krav om landzonetilladelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan desuden tage stilling til retlige spørgsmål, herunder om et forhold kræver landzonetilladelse, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. I landzone kræves der som udgangspunkt tilladelse fra kommunen til ny bebyggelse, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Selvom der findes undtagelser i Planlovens § 5 u, Planlovens § 36, Planlovens § 37 og Planlovens § 38, er den ansøgte antennemast ikke omfattet heraf. Specifikt er master til mobilkommunikation, der kræver byggetilladelse, ikke undtaget efter Planlovens § 36, stk. 1, nr. 9, og opførelse af nye master er ikke omfattet af undtagelsen i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 17 for opsætning af antennesystemer på eksisterende konstruktioner. Derfor kræver den ansøgte mast en landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at der ikke burde gives landzonetilladelse til masten på dens nuværende placering, og at Guldborgsund Kommunes afgørelse skulle ophæves. Klageren mente, at væsentlige hensyn til landskab og natur talte imod tilladelsen, da masten ikke står i tilknytning til anden bebyggelse og er placeret nær et beskyttet område. Klageren fremhævede, at der findes bedre alternative placeringer tættere på eksisterende bebyggelse, og at hensynet til landskabet bør veje tungere end hensynet til naboer i bebyggede områder. Desuden blev der anført værdiforringelse af klagerens ejendom, og at kommunen burde udstede påbud i henhold til Mastelovens § 11 eller ekspropriere for alternative placeringer. Klageren mente også, at beplantningen omkring masten ikke var tilstrækkelig til at gøre den mindre synlig, og at omkostningerne ved at flytte masten ikke burde tillægges væsentlig betydning.

Planklagenævnets vurdering

Planklagenævnet fandt det godtgjort, at der er et behov for antennemasten i området, og at der er en betydelig samfundsmæssig interesse, idet ansøgeren har en dækningsforpligtelse. Nævnet bemærkede, at der ikke er andre høje konstruktioner i området, hvor masten kunne placeres for at opnå den ønskede dækning. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Guldborgsund Kommunes vurdering af, at der kunne gives lovliggørende landzonetilladelse til antennemasten på den ansøgte placering. Nævnet lagde vægt på, at kommunen har afsøgt en række alternative placeringer og tilstrækkeligt sandsynliggjort, at den valgte placering har den mindste påvirkning af landskabet, samtidig med at den opfylder dækningsforpligtelsen. Selvom telemasten vil være synlig for nærliggende ejendomme, vurderede nævnet, at opførelsen ikke vil medføre nabogener i et omfang, der kan begrunde en ændret vurdering. Nævnet konkluderede, at der ikke er væsentlige hensyn til naboer, natur, landskab eller miljø, der afgørende taler imod opførelse af antennemasten på den ansøgte placering, jf. Planlovens § 35, stk. 12.

Forhold der ikke behandles

Spørgsmål om forringelse af ejendomsværdien af en naboejendom som følge af en landzonetilladelse er ikke et hensyn, der kan varetages efter landzonereglerne. Planklagenævnet har derfor ikke kompetence til at efterprøve dette spørgsmål i sig selv. Dog kan forringelse af ejendomsværdi være en følge af urimelige nabogener, hvilket indgår i nævnets samlede afvejning af, om der kan gives landzonetilladelse.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.

Nævnets Vurdering

• Nævnet vurderede, at der var et tilstrækkeligt behov for en antennemast i området, og at der ikke var andre brugbare strukturer tilgængelige.
• Spørgsmålet om værdiforringelse blev anset for at være et privatretligt spørgsmål, som nævnet ikke kunne behandle.
• Nævnet fandt, at der ikke var afgørende forhold, der talte imod den ansøgte placering.