Afslag på dispensation til udstykning i Solrød Landsby stadfæstes

Vurdering af umiddelbar tilladelse eller dispensationskrav

Lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planloven § 18. Forhold, der er i overensstemmelse med lokalplanen, er umiddelbart tilladte. Derimod kræver dispositioner, der afviger fra lokalplanen, en dispensation fra kommunen, jf. Planloven § 19.

Planklagenævnet vurderede, at ejendommen [A1] er omfattet af lokalplanens § 4.5, som forbyder yderligere udstykning. Da ejendommen ikke er omfattet af de specifikke udstykningsmuligheder i §§ 4.1-4.4, kræver den ansøgte udstykning dispensation. Selve afslaget på dispensation er en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve, men kommunens afgørelse skal overholde almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen.

Lighedsgrundsætningen

Kommunen skal overholde lighedsgrundsætningen, hvilket indebærer, at sager, der i det væsentlige er ens, som udgangspunkt skal have samme resultat. Usaglig forskelsbehandling er ikke tilladt, og der skal være en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse for at behandle lignende sager forskelligt. Lokalplaners retsvirkninger gælder kun for fremtidige dispositioner, og eksisterende lovlig brug kan fortsætte.

Planklagenævnet vurderede klagerens argumenter vedrørende lighedsgrundsætningen:

• Ejendommen [A2]: Udstykningen af denne ejendom skete i 1988, altså før lokalplan nr. 391.10 blev vedtaget i 2008. Derfor fandt nævnet, at kommunens afslag i den aktuelle sag ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling.
• Ejendommen matrikelnummer [M1]: Denne ejendom er nu omfattet af en ny lokalplan, nr. 391.13, vedtaget i april 2024, som muliggør udstykning. Da ejendommen er underlagt et andet retsgrundlag end klagerens ejendom, fandt Planklagenævnet, at kommunens afslag ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Nævnet bemærkede desuden, at lighedsgrundsætningen ikke forhindrer en kommune i at planlægge forskelligt for områder, selvom de måtte ligne hinanden.

Forhold, som ikke behandles

Planklagenævnet har ikke behandlet klagerens argumenter om, at det ville være hensigtsmæssigt at give dispensation, og at udstykningen ikke ville stride mod lokalplanens principper eller påvirke områdets karakter. Disse spørgsmål vedrører kommunens skønsmæssige beslutning og falder uden for Planklagenævnets kompetence.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.

Kommunens afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at skuret i støjvolden var i strid med lokalplanens § 3.1, da det ikke er et haveformål i lokalplanens forstand, og at det desuden var i strid med § 7.4, som forudsætter, at bebyggelse måles fra skråningsfoden, hvilket indikerer, at der ikke må opføres bebyggelse på selve volden. Kommunen vurderede, at § 3.1 er en del af lokalplanens principper, hvorfra der ikke kan dispenseres, jf. Planloven § 19. For skuret ud mod vejen fandt kommunen, at det var placeret for tæt på skel i strid med lokalplanens § 7.1. Kommunen anførte, at en dispensation ville ændre områdets karakter, som lokalplanen ønsker at fastholde.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at skuret i støjvolden er umiddelbart tilladt som haveformål, da det bruges til opbevaring af haveværktøj og dyrkning af planter. Klageren undrede sig over, at terrasser tillades, men skure ikke. Desuden gjorde klageren gældende, at kommunen i 2013 havde givet et bindende forhåndstilsagn om, at skuret var lovligt, hvis det blev brugt til haveformål og ikke var for stort. Endelig påberåbte klageren sig lighedsgrundsætningen, idet kommunen angiveligt havde givet dispensation til andre skure i området, både i støjvolde og ud mod offentlig vej/sti, som var større end klagerens. Klageren fremhævede også, at skurene ikke generer nogen og falder godt ind med ejendommen.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at et skur ikke er et haveformål i lokalplanens forstand, da haveformål forstås som ikke-bygværker. Kommunen oplyste, at den ikke havde givet dispensation til andre skure i støjvolde og havde indledt lovliggørelsessager, hvor sådanne var opført. Ligeledes var der ikke givet dispensation til skure tættere end 2,5 meter fra vejskel. Kommunen havde ingen kendskab til det påståede bindende forhåndstilsagn fra 2013.