Ulovligt udhus på 15 m² og spørgsmål om partshøring i sommerhusområde i Trend

Da udhuset på 15 m² overskrider arealkravet, er det i strid med lokalplanen og kræver derfor en dispensation efter Planloven § 19. Da kommunen fejlagtigt havde vurderet, at udhuset var i overensstemmelse med planen, var afgørelsen på dette punkt mangelfuld.

Vurdering af naboens status som part i sagen

Klageren anførte, at kommunen burde have foretaget partshøring efter Forvaltningsloven § 19. Planklagenævnet undersøgte, om naboen havde en så væsentlig og individuel interesse i sagen, at vedkommende kunne anses som part. Nævnet lagde vægt på, at det nye byggeri var placeret ca. 7 meter fra skel og ca. 15 meter fra klagerens sommerhus.

Planklagenævnet konkluderede, at byggeriet ikke medførte væsentlige indbliks- eller skyggegener for naboen. Da naboskab i sig selv ikke giver partsstatus, og de konkrete gener ikke var af en vis styrke og intensitet, var klageren ikke part i sagen. Kommunen havde derfor ikke pligt til at foretage partshøring af naboen forud for byggetilladelsen.

Planklagenævnet ophæver Vesthimmerlands Kommunes afgørelse om, at udhuset på 15 m² er i overensstemmelse med lokalplanens § 6.4. Nævnet finder, at udhuset overskrider den fastsatte grænse på 10 m², og at forholdet derfor kræver dispensation. Sagen hjemvises til kommunen, som nu skal tage stilling til, om der kan og skal gives dispensation til det ansøgte, eller om der skal ske fysisk lovliggørelse.

Nævnet giver ikke klageren medhold i, at byggeriet strider mod lokalplanens § 6.2 om garageareal, da sammenbygning ikke er forbudt. Ligeledes finder nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens sagsbehandling vedrørende partshøring, da klageren ikke opfylder kriterierne for at være part i forvaltningsretlig forstand.

Kommunens Afgørelse og Dispensationer

Helsingør Kommune meddelte byggetilladelse til opførelse af to kviste på i alt 2,7 m² og dispenserede samtidig fra lokalplanens bestemmelser:

• Dispensation fra § 5, stk. 1: Bebyggelsesprocenten forøgedes fra 32,6% til 32,9%, hvilket overskred den tilladte grænse på 25%.
• Dispensation fra § 5, stk. 10: Kvistene fik en bredde på 1,5 meter, hvilket overskred den tilladte bredde på 1,3 meter.

Kommunen undlod at foretage forudgående naboorientering, da de vurderede, at dispensationen var af underordnet betydning for naboerne.

Klagernes Indvendinger

Klagernes ejendom er naboejendom til den omhandlede ejendom, og de tilladte kviste er placeret direkte ind mod klagernes ejendom. Klagerne anførte, at kvistene, som de opfattede som karnapper, medførte betydelige indbliksgener til deres første sal, stue og køkken. De mente derfor, at der skulle have været foretaget partshøring forud for kommunens afgørelse. Klagerne rejste også tvivl om korrekt afsætning af skel, korrekt beregning af bebyggelsesprocenten (inklusive ulovligt opført bebyggelse som en loggia, et skur og en havepavillon), og at kvistene ikke var opført i overensstemmelse med de godkendte tegninger.

Kommunens Svar på Klagen

Helsingør Kommune fastholdt, at klagerne ikke var parter i sagen, da dispensationen var af underordnet betydning. Kommunen mente ikke, at lokalplanens bestemmelse om bebyggelsesprocent skulle varetage hensynet til indbliksgener, og at indbliksgenerne ikke oversteg, hvad man almindeligvis må forvente i et byområde. Bebyggelsesprocenten var beregnet ud fra BBR-oplysninger, og kommunen fandt det underordnet, om der var opført ulovlig bebyggelse. Kommunen oplyste desuden, at ejendomsudvalget i 2010 havde besluttet at skærpe praksis for bebyggelsesprocent, men at konkrete vurderinger fortsat skulle foretages. Kommunen vedlagde fotos, der viste direkte indblik fra kvistene til klagernes ejendom.