Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 76 vedrørende udstykning af sommerhusgrunde i Jægerspris

Klagepunkter

Klagerne anførte, at kommunen ikke havde hjemmel til at dispensere, da det var i strid med lokalplanens principper, især ved inddragelse af fællesarealer. De gjorde også gældende, at beskyttelsen af markfirben og stor vandsalamander var utilstrækkelig, og at arterne risikerede at blive fortrængt. Endvidere blev det anført, at reglerne om naboorientering, jf. Planloven § 20, og partshøring, jf. Forvaltningsloven § 19, ikke var overholdt.

Planklagenævnet behandlede klagen over Frederikssund Kommunes dispensation til udstykning af 8 sommerhusgrunde og ændring af husbyggefelter. Nævnet vurderede fire hovedspørgsmål: hjemmel til dispensation, overholdelse af planhabitatbekendtgørelsen, naboorientering og partshøring.

Dispensation fra lokalplanens bestemmelser

Planklagenævnet fandt, at lokalplanens § 4.1, som kræver en samlet plan godkendt af Byrådet for udstykning, ikke kunne håndhæves som en bindende bestemmelse, da en sådan plan ikke indgik i lokalplanen for område B. Derfor var den ansøgte udstykning umiddelbart tilladt efter denne bestemmelse, og dispensationen var ufornøden. Nævnet ophævede derfor den del af kommunens afgørelse, der vedrørte dispensation fra lokalplanens § 4.1.

Derimod fandt nævnet, at den ansøgte udstykning af 8 sommerhusgrunde var i strid med lokalplanens § 4.2, som forbyder yderligere udstykning i område B. Ligeledes var ændringen af husbyggefelterne fra kvadratiske til irregulære i strid med lokalplanens § 7.4.2. Begge forhold krævede dispensation, jf. Planloven § 19.

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 4.2 og § 7.4.2 ikke udgjorde en del af planens principper, da de var bebyggelsesregulerende bestemmelser, og formålsbestemmelsen var en generel opremsning. Da dispensationen ikke indskrænkede grønne områder eller ændrede byggefelternes størrelse, kunne kommunen dispensere. Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen over dispensationen fra lokalplanens § 4.2 og § 7.4.2, hvilket betyder, at denne del af kommunens afgørelse fortsat gælder.

Påvirkning af bilag IV-arter (markfirben og stor vandsalamander)

Planklagenævnet fandt, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig undersøgelse og vurdering af påvirkningen på markfirben og stor vandsalamander, som er omfattet af Habitatdirektivets bilag IV. Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde fået foretaget en monitering af markfirben, som ikke fandt arten i udstykningsområdet, og at området ikke var velegnet som yngle- eller rasteområde for markfirben eller stor vandsalamander. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at projektet ikke ville have væsentlig negativ indflydelse på disse arter. Klagen over dette punkt blev derfor ikke imødekommet.

Naboorientering og partshøring

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at en forudgående naboorientering, jf. Planloven § 20, var af underordnet betydning, da den oprindelige ansøgning allerede var sendt i naboorientering. Klagen over dette punkt blev derfor ikke imødekommet.

Vedrørende partshøring, jf. Forvaltningsloven § 19, fandt nævnet, at klagerne ikke var parter i sagen om dispensation fra lokalplanens § 4.2 (udstykning), da afgørelsen alene medførte matrikulære ændringer uden væsentlige gener. Ligeledes var klagerne ikke parter i sagen om dispensation fra lokalplanens § 7.4.2 (husbyggefelter), da ændringen var mindre og ikke medførte konkrete og væsentlige gener. Klagen over manglende partshøring blev derfor ikke imødekommet.

Forhold, der ikke blev behandlet

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende manglende vedligeholdelse af erstatningsbiotopen eller forhold til byggelovgivningen, da disse ikke var omfattet af den påklagede afgørelse om dispensation. Nævnet henviste klagerne til at søge vejledning hos kommunen eller Byggeklageenheden for disse spørgsmål.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Kommunen vurderede desuden, at der potentielt kunne forekomme bilag IV-arter som birkemus, stor vandsalamander, spidssnudet frø og strandtusse i området, men at opførelsen af sommerhuset i kanten af mosen ikke ville påvirke disse negativt. Begrundelsen for dispensationen var ejernes rimelige forventninger til realiseringen af lokalplanen for området samt den begrænsede inddragelse af mosen, hvor den var mindst våd.

Klagen fra Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 22. september 2020 med anmodning om, at dispensationen blev ændret til et afslag eller hjemvist. Klagen anførte navnlig:

• Der forelå ikke et "særligt tilfælde", der kunne begrunde en dispensation.
• Indgrebet var væsentligt i en biologisk værdifuld og gammel hedemose.
• Lokalplanen fra 1997 kunne ikke lovliggøre opførelsen, da området var stort set ubebygget ved planens vedtagelse.
• Området indgår i en større mosaik af hede og mose, og den meddelte dispensation tog ikke tilstrækkeligt hensyn til placeringen i en beskyttet mose med flere positive og særligt positive arter.
• Der var bekymring for spildevandstilførsel til den nærliggende Ferring Sø grundet manglende kloakering, hvilket kommunen ikke havde vurderet tilstrækkeligt.

Lemvig Kommunes bemærkninger til klagen

Lemvig Kommune fastholdt, at der var tale om hedemose, hvilket var baggrunden for dispensationen fra Naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen forklarede, at husets placering nærmest vejen, hvor naturtypen var mindre udpræget, skulle bevare mest muligt af den beskyttede natur. Kommunen redegjorde for områdets plangrundlag, herunder partiel byplanvedtægt nr. 16 fra 1976, lokalplan nr. 22-37/82 fra 1982 og lokalplan 89 fra 1997, som alle havde til formål at udlægge området til sommerhusbebyggelse. Kommunen mente at have afvejet hensynene mellem naturbeskyttelse og grundejerens berettigede forventninger.