Planklagenævnets afgørelse om lovliggørelse af carport i Gladsaxe Kommune

Kommunens afgørelse henviste til en servitut fra 1953, men specificerede ikke den retlige hjemmel for håndhævelsen. En kommune kan håndhæve privatretlige servitutter offentligretligt efter Planloven § 43, men det skal klart fremgå af afgørelsen. Da kommunens afgørelse ikke indeholdt en klar henvisning til de retsregler, den var truffet efter, opfyldte den ikke kravene til en begrundelse i henhold til Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Afgørelsen blev derfor ophævet som ugyldig på dette punkt.

Carportens overensstemmelse med byplanvedtægten

Planklagenævnet vurderede, at byplanvedtægtens § 2, 9. pkt., fastsætter en vejbyggelinje på 10 meter for veje som [A2]. Da carporten delvist er placeret inden for denne byggelinje, fandt nævnet, at den er i strid med byplanvedtægten og derfor kræver dispensation, jf. Planloven § 19. Dette modsiger klagerens opfattelse af, at carporten skulle være umiddelbart tilladt efter Planloven § 18.

Fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse

Nævnet lagde til grund, at carporten har været opført siden senest sommeren 1999, hvilket betyder, at den har eksisteret upåtalt i cirka 20 år, da kommunen indledte lovliggørelsessagen i 2020.

Nævnet fandt, at der forelå tilstrækkelige indrettelseshensyn, som afskar kommunen fra at kræve fysisk lovliggørelse. Dette skyldes:

• Carportens lange eksistensperiode uden påtale.
• Manglen på tungtvejende samfundsmæssige interesser i at håndhæve byggelinjebestemmelsen i den konkrete sag.
• Fraværet af oplysninger om naboklager eller andre gener forårsaget af carporten.

Nævnet afviste kommunens argument om, at den tidligere ejer skulle have været i ond tro, idet kendskab til plangrundlaget alene ikke medfører ond tro om et ulovligt forhold. På grund af de vægtige indrettelseshensyn fandt nævnet ikke anledning til at behandle klagerens øvrige anbringender om lighedsgrundsætningen, værdispild og proportionalitet.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet ophævede Gladsaxe Kommunes afgørelse af 17. september 2021 i sin helhed. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Natur- og Miljøklagenævnets tidligere afgørelse

• Nævnet fandt, at kommunen havde hjemmel i Planlovens § 43 til at kræve terrassen fjernet.
• Nævnet fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen.

Anmodning om genoptagelse

• Klager begrundede anmodningen med, at terrassen blev brugt meget, og at problemerne først opstod efter naboejerskifte.
• Klager mente, at nævnet tidligere havde godkendt terrassen.
• Klager fastholdt, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen.