Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til telemast i Helsingør Kommune

Planklagenævnet stadfæster Helsingør Kommunes afgørelse af 17. september 2021 om landzonetilladelse til opstilling af en telemast på ejendommen [A1].

Planklagenævnets kompetence og vurdering

Planklagenævnet er kompetent til at behandle kommunens afgørelse efter Planlovens § 35, stk. 1 (landzone), jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan desuden tage stilling til retlige spørgsmål, herunder om telemasten kræver landzonetilladelse, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Krav om landzonetilladelse

Nævnet fastslår, at ingen af undtagelserne fra kravet om landzonetilladelse, jf. Planlovens § 5 u og Planlovens §§ 36-38, finder anvendelse i sagen. Det ansøgte kræver derfor landzonetilladelse.

Generelle principper for telemaster i landzone

Planloven tilsigter bl.a., at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet, og at der skabes gode rammer for erhvervsudvikling og vækst, jf. Planlovens § 1, stk. 2. Der er en betydelig samfundsmæssig interesse i at etablere hensigtsmæssig dækning for mobiltelefoni, og dette hensyn indgår med betydelig vægt i vurderingen. Nye telemaster bør så vidt muligt placeres i bymæssig bebyggelse eller i tilknytning til eksisterende høje konstruktioner. Alternativt kan antenneanlæg integreres i eksisterende bebyggelse. Kommunen skal efter omstændighederne overveje, om der er grundlag for at udstede påbud efter Masteloven § 11 om at give adgang til udnyttelse af en allerede eksisterende høj konstruktion. Er dette ikke muligt, bør telemasten så vidt muligt placeres i tilknytning til eksisterende (lavere) bebyggelse. Placering af telemaster i områder udpeget som værdifulde landskabsområder bør undgås, men der skal altid ske en konkret vurdering. Ekspropriation efter masteloven kræver tilladelse fra Energistyrelsen, jf. Masteloven § 15, og det er tilladelseshaveren, der skal ansøge herom, jf. Masteloven § 15, stk. 3.

Planklagenævnets vurdering af telemasten

Nævnet finder det godtgjort, at der er behov for den 48 meter høje telemast i området, og at den tjener en samfundsmæssig interesse ved at forbedre dækningsforholdene væsentligt. Nævnet konstaterer, at der ikke findes andre høje konstruktioner i området, som masten kan placeres i tilknytning til, eller hvor antennepaneler kan opsættes for at opnå den ønskede dækning. Masten på [A5] kan ikke anvendes, da den ligger for langt væk fra det område, der ønskes dækket.

Planklagenævnet finder, at der kan gives landzonetilladelse til opstilling af telemasten, da hverken planlægningsmæssige eller landskabelige hensyn taler afgørende imod. Nævnet lagde vægt på, at den nederste del af masten vil være skjult af eksisterende bevoksning, og at området desuden er og i en ukendt årrække vil være præget af flere elmaster. Udpegningen som bevaringsværdigt landskab og placeringen inden for skovbyggelinjen, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 1, er efter nævnets opfattelse ikke til hinder for en landzonetilladelse, idet nævnet vurderer, at der ikke findes en mere hensigtsmæssig placering i området, som vil påvirke de landskabelige interesser mindre. Det bemærkes, at forbuddet i Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 1 ikke gælder for bebyggelse i landzone, hvortil der er meddelt landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 2, nr. 5.

Nævnet finder desuden, at kommunen i tilstrækkelig grad har godtgjort, at der – henset til dækningsbehovet i området – ikke findes en mere hensigtsmæssig alternativ placering af masten. En placering af masten på [A2] ville opleves som uden tilknytning til bymæssig bebyggelse. Nævnet bemærker, at uanset om kommunen måtte have givet afslag til en mast på 36 meter og 42 meter det pågældende sted, vil det ikke ændre nævnets afgørelse, da nævnet foretager en fuld prøvelse af kommunens skønsmæssige vurdering. Selvom telemasten vil være synlig for de ejendomme, som ligger i nærområdet, vil opførelsen af masten ikke medføre nabogener i et omfang, som kan medføre en ændret vurdering. Nævnet lagde desuden vægt på, at Natur- og Miljøklagenævnet i 2013 gav tilladelse til en 30 meter mast på stort set samme placering.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet stadfæster Helsingør Kommunes afgørelse af 17. september 2021. Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planlovens § 56, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. De indbetalte klagegebyrer tilbagebetales ikke.

Kommuneplanens retningslinjer for telemaster fremhæver, at antenneudstyr primært skal placeres i bymæssig bebyggelse eller på eksisterende høje konstruktioner. Hvis dette ikke er muligt, skal nye master placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse for at undgå, at de fremstår som fritstående elementer i landskabet. Der stilles også krav om koordinering på tværs af kommunegrænser og vilkår om deling af masten.

Ansøgning og kommunens vurdering

Et teleselskab ansøgte om tilladelsen med begrundelsen, at en ny mast var nødvendig for at opretholde og forbedre mobildækningen i området. Ansøgeren oplyste, at alternative placeringer på eksisterende master eller høje bygninger var undersøgt, men ikke fundet egnede. Den valgte placering blev fremhævet som værende i tilknytning til let industri og med eksisterende træbeplantning, der kunne skærme.

Kommunen besigtigede området og konstaterede, at det var kuperet med en del beplantning og eksisterende tekniske anlæg. Kommunen gav tilladelse i medfør af Planloven § 35, stk. 1, idet den vurderede, at projektet var i overensstemmelse med kommunens administrationsgrundlag og kommuneplanens retningslinjer. Kommunen lagde vægt på den samfundsmæssige interesse i digital infrastruktur og vurderede, at der ikke var tungtvejende landskabelige hensyn eller nabohensyn, der talte imod. Kommunen mente, at masten ikke ville have en væsentlig indvirkning på oplevelsen af Haraldsted tunneldal og Gyrstinge Sø, og at den ansøgte placering var den bedst mulige.

Klagen fra beboere

En beboer klagede på vegne af flere beboere over kommunens afgørelse. Klagen anførte navnlig:

• Mastens nødvendighed: Området havde allerede tilstrækkelig dækning fra eksisterende master og fibernet.
• Landskabelig indvirkning: Masten ville skæmme landskabet, da den ville blive placeret på et højdedrag og fremstå som en dominerende konstruktion, i strid med landskabskarakteranalysens anbefalinger.
• Alternative placeringer: Kommunen havde ikke tilstrækkeligt redegjort for alternative masteplaceringer eller muligheder for at udnytte eksisterende master.
• Påvirkning af dyr, planter og mennesker: Bekymring for stråling fra antennerne, herunder 5G-teknologi, og henvisning til et EU-retligt forsigtighedsprincip. Klageren anførte også, at masten ville ødelægge klagerens klinik, der tager hensyn til strålingsfølsomme mennesker.

Kommunen fastholdt, at dækningen ville blive forbedret, at masten ikke ville ødelægge de primære udsigtsmuligheder, og at ansøgeren havde undersøgt alternativer. Kommunen afviste desuden, at projektet ville påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter væsentligt, og henviste til Sundhedsstyrelsens vurderinger vedrørende stråling.