Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til træ/alu-vinduesrammer i Faaborg bymidte

Krav om dispensation

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens bestemmelser er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. Ændringer, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, forudsætter dispensation. Lokalplanens § 4.1, der fastsætter, at bygninger ikke må ændres uden byrådets særlige tilladelse, blev opfattet som en dispensationsbestemmelse, jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 18. En udskiftning af vinduesrammerne kræver derfor tilladelse/dispensation efter lokalplanen og skal behandles efter Planloven § 19 og Planloven § 20 om naboorientering. Vinduerne var desuden i strid med lokalplanens § 8.3.1 og § 8.3.3. Nævnet fandt, at kommunens krav om trævinduer var sagligt og planlægningsmæssigt begrundet. Selvom kommunen ikke eksplicit henviste til lokalplanens § 4.1 eller planlovens § 19 i afgørelsen, fandt nævnet ikke, at denne retlige mangel skulle føre til ugyldighed, da det kunne udledes af kommunens øvrige korrespondance, hvilke bestemmelser afgørelsen var truffet efter.

Lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at kommunen havde givet dispensation til lignende vinduesrammer på andre ejendomme i området, hvilket ville være i strid med lighedsgrundsætningen. Kommunen oplyste dog, at der ikke var givet dispensation til de nævnte ejendomme, og at der var indledt en lovliggørelsessag vedrørende den ene ejendom. Nævnet fastslog, at det forhold, at kommunen ikke har forfulgt ulovlige forhold på andre ejendomme, ikke kan sidestilles med en stiltiende dispensationspraksis. Kommunen har desuden en praksis for at meddele afslag på ansøgninger om dispensation til træ/alu-vinduesrammer inden for lokalplanområdet. På den baggrund fandt Planklagenævnet ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Proportionalitet og værdispild

Klageren gjorde gældende, at afslaget var i strid med proportionalitetsprincippet, og at udgiften til vinduerne var ca. 45.000 kr. Planklagenævnet fandt ikke, at afslaget på dispensation var i strid med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Nævnet lagde vægt på hensynet til retshåndhævelsen og undgåelse af præcedensvirkning. Udgifter i størrelsesordenen 45.000 kr. blev ikke anset for et sådant værditab, at det kunne opveje hensynet til retshåndhævelsen.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Lokalplanens bestemmelser

Lokalplanens formål er at sikre byfornyelse i overensstemmelse med bevaringsretningslinjer og at ny bebyggelse opføres i harmoni med den eksisterende. Specifikke bestemmelser i lokalplanens § 7 fastsætter:

• § 7.1.4: Udvendige bygningssider, herunder tage, må kun fremtræde i materialernes naturfarver eller farver dannet af hvidt, sort eller jordfarverne, medmindre andet godkendes af byrådet.
• § 7.1.5: Tage på facadebebyggelsen skal dækkes med rødt tegl, skifer eller kunstskifer.
• § 7.3.2: Vinduer mod A 1 skal udføres i træ og i eksisterende bebyggelse med traditionel profilering og spinkel opsprosning.
• § 7.3.3: Nye gadedøre og portfløje skal udføres i træ og i eksisterende bebyggelse udformes som traditionelle fyldningsdøre eller flammerede fløje.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Lolland Kommune afslog dispensationen med den begrundelse, at de ansøgte plastikvinduer var i strid med lokalplanens § 7.3.2. Kommunen mente, at lokalplanens formålsbestemmelse (§ 1.2), som henviser til et kommuneplantillæg fra 1992 om by- og bygningsbevaring, gjorde, at trævinduer måtte anses som en del af planens principper, hvorfra der ikke kunne dispenseres. For gadedøren (plastik med tre store glaspartier) og de sorte tagsten (i strid med § 7.1.4 og § 7.1.5) vurderede kommunen, at en dispensation ville ændre områdets karakter og danne præcedens, da de afveg fra bygningens oprindelige arkitektur og områdets historiske træk. Kommunen oplyste, at klageren havde modtaget et orienteringsbrev om bygningens bevaringsstatus i 2016. Vedrørende lighedsgrundsætningen oplyste kommunen, at de ville undersøge de af klageren nævnte overtrædelser på andre ejendomme og behandlede sager efter lighedsprincippet.