Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til ændret anvendelse af spejderhytte til bolig

Undtagelse fra krav om landzonetilladelse

Efter Planlovens § 35, stk. 1, kræves der som udgangspunkt tilladelse til ændret anvendelse af bestående bebyggelse i landzone. En undtagelse findes i Planlovens § 37, stk. 2, som tillader ændret anvendelse af andre overflødiggjorte bygninger end landbrugsbygninger til bl.a. boligformål, uden tilladelse. Dette forudsætter dog, at bygningen er egnet til formålet og ikke kræver væsentlig om- eller tilbygning. Da både kommunen og klageren oplyste, at spejderhytten ikke kunne bruges uden væsentlig om- eller tilbygning, fandt Planklagenævnet, at Planlovens § 37, stk. 2 ikke fandt anvendelse i denne sag. Nævnet tog ikke stilling til, om en overflødiggjort spejderhytte generelt er omfattet af bestemmelsen.

Vurdering af landzonetilladelse til ny helårsbolig

Planklagenævnet lagde vægt på hovedformålet med landzonereglerne, som er at forhindre byspredning og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt. Praksis er generelt restriktiv over for nye fritliggende boliger i det åbne land, især tæt på byzone, for at opretholde en klar grænse mellem by og land. Nævnet fremhævede også, at en tilladelse til helårsbolig ville give ejeren en umiddelbar ret til at udvide boligen med op til 500 m², jf. Planlovens § 36, stk. 1, nr. 10, hvilket ville have en betydelig landskabelig påvirkning.

Nævnet er særligt tilbageholdende med at tillade ændret anvendelse i særligt beskyttede områder, som f.eks. fredede områder eller områder omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3.

Planklagenævnets endelige afgørelse

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at give landzonetilladelse til anvendelsesændring fra spejderhytte til bolig, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Nævnet lagde vægt på:

• Planlægningsmæssige, landskabsmæssige og naturmæssige hensyn.
• Ejendommens beliggenhed inden for et fredet område ("Storesø-Lyngen"), hvor tilstanden ikke må ændres, og ny bebyggelse ikke må opføres.
• En ændret anvendelse ville medføre en anden oplevelse af området og en intensiveret anvendelse, der ville påvirke naturen i højere grad.
• Muligheden for en fremtidig udvidelse af boligen med op til 500 m² ville ændre indtrykket af landskabet og naturen.

Nævnet afviste klagerens argument om omkringliggende boliger, da disse ikke var omfattet af fredningen og kunne have eksisteret i mange år. Nævnet bemærkede, at ejendommen fortsat kan anvendes til spejderformål.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Ansøgning og kommunens afslag

Ejendommens ejere ansøgte den 6. juni 2019 om opførelse af en bolig. Der blev ikke indsendt konkrete tegninger for byggeprojektet. Hillerød Kommune gav den 12. juni 2019 afslag på ansøgningen. Kommunen henviste til landzonevejledningen og praksis om, at landzonetilladelser til boliger som udgangspunkt kun gives, hvis det ansøgte ikke med rimelighed kan henvises til et område planlagt hertil i byzonen. Kommunen fremhævede, at der siden by- og landzonelovens vedtagelse i 1970 ikke har været praksis for at udstykke fritliggende grunde til beboelse i landzone uden forudgående planlægning. Selvom planlovens bestemmelser blev lempet i 2017 for at tillade huludfyldning i landsbyer, bemærkede kommunen, at ejendommen ikke ligger inden for en landsbyafgrænsning. Kommunen afviste desuden, at der var en byggeret på ejendommen, selvom den var udmatrikuleret.

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Planklagenævnet den 9. juli 2019. Klageren anførte, at der var dokumentation for, at grunden var udstykket som byggegrund med en byggeret, og vedlagde et måleblad fra 1949 samt et dokument fra samme år, der bekræftede salg som byggegrund. Klageren gjorde desuden ligebehandlingsprincippet gældende og anførte, at samtlige andre matrikler på vejen er bebygget.

Planklagenævnets kompetence og vurdering af genoptagelse

Planklagenævnet er kompetent til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1. Nævnet vurderede, at kommunen kunne træffe en ny afgørelse i sagen, da der var gået ca. 15 år siden Naturklagenævnets tidligere afgørelse, og der var sket ændringer i planloven i 2017. Dette betød, at de landskabelige og planlægningsmæssige forhold kunne have ændret sig, og ansøgningen kunne betragtes som en ny sag.

Generelle principper for landzonetilladelser

Planklagenævnet fremhævede, at hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker gennem planlægning. Landzoneområder skal som udgangspunkt friholdes for spredt og uplanlagt bebyggelse, medmindre det er nødvendigt for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. Nævnet lægger stor vægt på lovens almene formål og præcedensvirkning af afgørelser.

Særlige hensyn i landzone

Skovbyggelinjen

Ejendommen ligger inden for skovbyggelinjen, som forbyder bebyggelse inden for 300 m fra skove, jf. Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1. Selvom landzonetilladelser kan undtage fra dette forbud, jf. Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 2, nr. 5, skal hensynet til skoven som landskabselement og levested for planter og dyr varetages ved administrationen af landzonereglerne.

Kystnærhedszonen

Ejendommen ligger også i kystnærhedszonen, som skal søges friholdt for bebyggelse, der ikke er afhængig af kystnærhed, jf. Planlovens § 5 a, stk. 1 og Planlovens § 35, stk. 3. Dette indebærer, at landskabelige, naturmæssige og rekreative interesser i kystområderne skal tillægges særlig betydning ved landzonetilladelser.