Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Planklagenævnet traf den 14. januar 2021 afgørelse i en sag vedrørende Odense Kommunes servitutafgørelse af 11. september 2019. Sagen omhandlede opførelsen af en carport og et tilhørende skur på ejendommen A1, 5000 Odense C. Efterfølgende anmodede klageren om genoptagelse af sagen, idet det blev anført, at kommunen havde givet forkerte oplysninger til Planklagenævnet, hvilket havde ført til en afgørelse truffet på et forkert grundlag. Planklagenævnet har afslået anmodningen om genoptagelse, og nævnets oprindelige afgørelse står derfor ved magt.
Planklagenævnet vurderede klagerens anmodning om genoptagelse, som primært baserede sig på en påstand om, at nævnet havde lagt urigtige oplysninger til grund ved vurderingen af lighedsgrundsætningen. Klageren mente, at carporten på naboejendommen A2, 5000 Odense C, var placeret foran husets facade, i modsætning til kommunens og nævnets opfattelse.
Planklagenævnet præciserede, at deres oprindelige vurdering af lighedsgrundsætningen tog udgangspunkt i, at carporten på A2 var placeret ved siden af huset og kun dækkede en meget lille del af facaden. Dette blev anset for at være en væsentlig forskel fra den ansøgte carport og skur på klagerens ejendom, som ville dække cirka 3,5 meter af husets facade. Nævnets vurdering var baseret på skråfotos og Google Street View, som klageren selv bekræftede var retvisende for de faktiske forhold på ejendommen A2.
På baggrund af ovenstående fandt Planklagenævnet ikke, at der var lagt urigtige oplysninger til grund ved den tidligere sagsbehandling. Derfor afslog nævnet anmodningen om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 14. januar 2021. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder fra den 14. januar 2021, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.
Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har besluttet at genoptage sagen eller ændre den oprindelige afgørelse, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.
Planklagenævnet er frifundet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af en sag om kommuneplantillæg nr. 2017-34 i Horsens Kommune.
Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 3. november 2020. Denne afgørelse vedrørte Ringkøbing-Skjern Kommunes afslag på genoptagelse af en sag fra 2009 om afslag på dispensation til en tagterrasse på ejendommen A 1, Hvide Sande, i henhold til lokalplan nr. 55, Skodbjerge-sommerhusområdet.
Ringkøbing-Skjern Kommune meddelte den 22. januar 2009 afslag på dispensation fra lokalplan nr. 55 til en tagterrasse på sidebygningen af ejendommen A 1. Den 21. august 2019 anmodede klageren kommunen om genoptagelse af byggesagen, idet klageren mente, at der forelå nye faktiske oplysninger. Kommunen afviste den 10. september 2019 at genoptage sagen.
Vurderingsstyrelsen havde i 2019 med rette genoptaget og omvurderet ejendomsværdien for en ubebygget grund i Nordhavn i København pr. 1. oktober 2017, da vurderingen var foretaget på fejlagtigt grundlag.
Højesteret fastslår, at domstolene kan tillægge et søgsmål opsættende virkning, selvom en myndighed har anket en dom om ugyldighed.
Klageren indbragte kommunens afgørelse for Planklagenævnet den 29. september 2019. Planklagenævnet traf afgørelse den 3. november 2020 og fandt ikke grundlag for at give klageren medhold. Nævnet lagde vægt på, at en sammenlignelig sag vedrørende ejendommen A 2 ikke kunne føre til en genoptagelsespligt for kommunen, da de faktiske forhold ikke var sammenlignelige. Specifikt blev det fremhævet, at terrassen på A 2 var etableret i terrænniveau, da den underliggende bygning blev betegnet som kælder på grund af det høje terræn.
Klageren anmodede den 4. november 2020 om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 3. november 2020. Klageren anførte, at nævnet havde lagt vægt på to udtalelser fra kommunen, som der ikke var retligt belæg for. Klageren argumenterede specifikt, at den del af ejendommen A 2, som kommunen opfattede som kælder (benævnt "sauna og depot"), ifølge BBR-registret og bygningstegninger skulle regnes som beboelse og ikke kælder. Klageren påpegede, at denne del af boligen stod i åben, niveaufri forbindelse med husets stue og havde niveaufri udgang til det fri, hvilket ifølge retningslinjer for kælderrum indikerer et beboelsesrum. Klageren fremhævede desuden, at bygningstegningerne for A 2 viste en tagterrasse med adgang fra 1. sal og et lovpligtigt rækværk, hvilket modsagde kommunens opfattelse af en terrænterrasse. Klageren gjorde også gældende, at kommunen anvendte urigtig argumentation vedrørende dispensation til et trappetårn og en kvist på A 2. Endelig bemærkede klageren, at en enkeltstående fravigelse af lovlig praksis som udgangspunkt vil blive anset for usaglig forskelsbehandling, og at de fremsatte bemærkninger alle havde været fremlagt i den oprindelige klage.
Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 19. august 2019. Den oprindelige afgørelse...
Læs mereSagen omhandler en anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 14. juli 2020, som vedrørte Gentofte Kommu...
Læs mereEffektivisering af klagesagsbehandling for vedvarende energiprojekter og andre nævn
