Stadfæstelse af landzonetilladelse til telemast i Skanderborg Kommune

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan tage stilling til en kommunes afgørelse efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan dog ikke behandle spørgsmål om tab af ejendomsværdi i sig selv, medmindre det er en følge af urimelige nabogener, som indgår i vurderingen af landzonetilladelsen.

Krav om landzonetilladelse til telemaster

En telemast, der kræver byggetilladelse, anses for bebyggelse og kræver landzonetilladelse i henhold til Planlovens § 35, stk. 1. Undtagelserne i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 9 og Planlovens § 36, stk. 1, nr. 17 gælder ikke for en ny telemast af denne type.

Generelt om landzonetilladelser til telemaster

Samfundsmæssige og landskabelige interesser

Planlovens § 1, stk. 2 tilsigter en hensigtsmæssig udvikling og gode rammer for erhvervsudvikling. Der er en betydelig samfundsmæssig interesse i at etablere hensigtsmæssig dækning for mobiltelefoni, hvilket indgår med betydelig vægt i vurderingen af landzonetilladelser. Samtidig skal der skabes og bevares værdifulde landskaber.

Principper for placering

Nye telemaster bør så vidt muligt placeres i bymæssig bebyggelse eller i tilknytning til eksisterende høje konstruktioner. Hvis dette ikke er muligt, bør de placeres i tilknytning til eksisterende (lavere) bebyggelse. Placering i værdifulde landskabsområder bør undgås, men der skal altid ske en konkret vurdering. Kommunen skal overveje, om der er grundlag for at udstede påbud efter Mastelovens § 11 om adgang til eksisterende konstruktioner, og ekspropriation efter Mastelovens § 15 kan være relevant.

Alternative placeringsmuligheder

Ansøgeren skal undersøge alternative placeringsmuligheder og godtgøre, at den ansøgte placering er den bedste ud fra landskabelige hensyn og samfundsmæssig dækning. Kommunen har en stor sagsoplysningspligt for at sikre, at den ansøgte placering er den mest hensigtsmæssige.

Sundhedsmæssige forhold

Planklagenævnet henholder sig til Sundhedsstyrelsens vurderinger vedrørende strålingsfare, som oplyser, at der ikke er sundhedsfare forbundet med radiobølger fra mobilmaster, hvis eksponeringsniveauerne ligger under de fastsatte grænseværdier. Energistyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af disse grænseværdier.

Planklagenævnets konkrete vurdering

Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering. Det er dokumenteret, at dækningen i området er dårlig, hvilket understøtter den samfundsmæssige interesse i masten. Selvom området er udpeget som værdifuldt landskab, vurderer nævnet, at den ansøgte placering er forholdsvis skånsom, da masten placeres ved en ejendom med betydelig bygningsmasse og eksisterende beplantning, og der er fastsat vilkår om yderligere skærmende beplantning. Nævnet vurderer, at kommunen i tilstrækkelig grad har vurderet alternative placeringer og godtgjort, at den ansøgte placering er den mest hensigtsmæssige i forhold til de landskabelige hensyn. Den ansøgte telemast vil ikke forringe oplevelsen af naturen og landskabet i en sådan grad, at de naturmæssige interesser er til hinder for opførelsen.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Kommuneplanens retningslinjer for telemaster fremhæver, at antenneudstyr primært skal placeres i bymæssig bebyggelse eller på eksisterende høje konstruktioner. Hvis dette ikke er muligt, skal nye master placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse for at undgå, at de fremstår som fritstående elementer i landskabet. Der stilles også krav om koordinering på tværs af kommunegrænser og vilkår om deling af masten.

Ansøgning og kommunens vurdering

Et teleselskab ansøgte om tilladelsen med begrundelsen, at en ny mast var nødvendig for at opretholde og forbedre mobildækningen i området. Ansøgeren oplyste, at alternative placeringer på eksisterende master eller høje bygninger var undersøgt, men ikke fundet egnede. Den valgte placering blev fremhævet som værende i tilknytning til let industri og med eksisterende træbeplantning, der kunne skærme.

Kommunen besigtigede området og konstaterede, at det var kuperet med en del beplantning og eksisterende tekniske anlæg. Kommunen gav tilladelse i medfør af Planloven § 35, stk. 1, idet den vurderede, at projektet var i overensstemmelse med kommunens administrationsgrundlag og kommuneplanens retningslinjer. Kommunen lagde vægt på den samfundsmæssige interesse i digital infrastruktur og vurderede, at der ikke var tungtvejende landskabelige hensyn eller nabohensyn, der talte imod. Kommunen mente, at masten ikke ville have en væsentlig indvirkning på oplevelsen af Haraldsted tunneldal og Gyrstinge Sø, og at den ansøgte placering var den bedst mulige.

Klagen fra beboere

En beboer klagede på vegne af flere beboere over kommunens afgørelse. Klagen anførte navnlig:

• Mastens nødvendighed: Området havde allerede tilstrækkelig dækning fra eksisterende master og fibernet.
• Landskabelig indvirkning: Masten ville skæmme landskabet, da den ville blive placeret på et højdedrag og fremstå som en dominerende konstruktion, i strid med landskabskarakteranalysens anbefalinger.
• Alternative placeringer: Kommunen havde ikke tilstrækkeligt redegjort for alternative masteplaceringer eller muligheder for at udnytte eksisterende master.
• Påvirkning af dyr, planter og mennesker: Bekymring for stråling fra antennerne, herunder 5G-teknologi, og henvisning til et EU-retligt forsigtighedsprincip. Klageren anførte også, at masten ville ødelægge klagerens klinik, der tager hensyn til strålingsfølsomme mennesker.

Kommunen fastholdt, at dækningen ville blive forbedret, at masten ikke ville ødelægge de primære udsigtsmuligheder, og at ansøgeren havde undersøgt alternativer. Kommunen afviste desuden, at projektet ville påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter væsentligt, og henviste til Sundhedsstyrelsens vurderinger vedrørende stråling.