Klage over Fredericia Kommunes tillæg til planstrategi 2015

Landsplandirektiv og aktualitet

Den 18. september 2019 udpegede erhvervsministeren ved bekendtgørelse (landsplandirektiv) område E.B.18, Sønderskov, som udviklingsområde i kystnærhedszonen. Udpegningen var dog betinget af, at Planklagenævnet opretholdt kommunens vedtagelse af planstrategien. Dette gjorde, at sagen fortsat var aktuel for Planklagenævnet, selvom kommunen efterfølgende havde vedtaget Planstrategi 2019 og et tillæg hertil.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagerne over miljørapporten og vedtagelsen af tillæg til planstrategi 2015 for Fredericia Kommune.

Lovgrundlag for miljøvurderingen

Planklagenævnet fastslog, at klagesagen skulle behandles efter Miljøvurderingsloven af 2017 § 57, stk. 3, da tillægget til planstrategien ikke var under udarbejdelse før lovens ikrafttræden den 16. maj 2017. Nævnet fandt dog ikke, at miljøvurderingen var ugyldig, selvom den var udarbejdet efter 2015-loven, da kravene til miljørapporter i de to love var tilsvarende.

Kompetence og aktualitet

Planklagenævnet afviste klagepunkter vedrørende områderne E.B.17 og E.B.21 som uaktuelle, da E.B.21 var udtaget af planen, og E.B.17 ikke var blevet udpeget i landsplandirektivet. Nævnet behandlede derfor kun klagepunkterne relateret til område E.B.18 (Sønderskov). Klagen blev ikke anset for for tidligt indgivet, da planen med ændringer var offentliggjort, og klagepunkterne fortsat var relevante. Nævnet understregede, at det kun tager stilling til retlige spørgsmål, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, og ikke til planens hensigtsmæssighed eller spørgsmål vedrørende kommunestyrelsesloven.

Miljøvurdering af kommuneplanstrategi

Planklagenævnet vurderede, at tillægget til planstrategien kunne anses for en plan, der "fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser" i henhold til Miljøvurderingsloven § 2, stk. 1, nr. 1. Dette skyldes, at planen ændrer de retlige rammer for anlægsprojekter i kystnærhedszonen ved at muliggøre udpegning som udviklingsområde, hvilket letter fremtidige projekter. Nævnet lagde vægt på, at bestemmelser, der afgrænser anvendelsesområdet for SMV-direktivet, skal fortolkes bredt for at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau. Da kommunen valgte at gennemføre en fuld miljøvurdering, tog nævnet ikke stilling til, om en miljøscreening ville have været tilstrækkelig, jf. Miljøvurderingsloven § 8, stk. 1, nr. 1 og Miljøvurderingsloven § 8, stk. 2, nr. 1.

Genbrug af miljørapport

Nævnet fandt, at kommunen kunne genbruge den tidligere udarbejdede miljørapport for kommuneplanforslaget til tillægget til planstrategien. Dette var muligt, da rapporten var tilstrækkelig i forhold til den nye plan, var tilgængelig under høringen, og kommunen havde taget hensyn til rapporten og de indkomne indsigelser. Dette er i overensstemmelse med Miljøvurderingsloven § 12, stk. 3, som tillader genbrug af oplysninger indhentet på et andet trin i beslutningsforløbet.

Tilstrækkelighed af miljøvurderingen

Planklagenævnet vurderede, at miljørapportens detaljeringsniveau vedrørende sandsynlige væsentlige indvirkninger på miljøet (støj, natur, landskab) for område E.B.18 var tilstrækkeligt. Dette skyldtes planstrategiens overordnede og strategiske karakter, hvor mere detaljerede forhold ville blive fastlagt i efterfølgende kommune- og lokalplanlægning, jf. Miljøvurderingsloven § 12, stk. 1 og Miljøvurderingsloven § 12, stk. 2.

Delegation og høringsperiode

Nævnet fandt ikke, at kommunen havde foretaget en delegation i strid med Planloven § 23 a, stk. 3. Byrådet havde selv vedtaget indholdet af tillægget til planstrategien og havde kun bemyndiget administrationen til at færdigredigere og offentliggøre det. Vedrørende høringsperioden fastslog Planklagenævnet, at tillægget til planstrategien havde været i høring i 8 uger (fra 30. juni til 27. august 2017), hvilket var i overensstemmelse med Planloven § 23 a, stk. 5.

Danmarks Naturfredningsforening (Klager 2) påklagede specifikt:

• Støj: DN anførte, at Vindmøllebekendtgørelsen § 4 var et utilstrækkeligt beslutningsgrundlag på grund af rapporter om sundhedsskadelige effekter fra lavfrekvent støj.
• Flagermus: DN gjorde gældende, at tilladelsen var i strid med Naturbeskyttelseslovens § 29a og Naturbeskyttelseslovens § 30, stk. 2, da alle danske flagermusarter er opført på habitatdirektivets bilag IV. De mente, at undersøgelserne var utilstrækkelige, især da Maribo Søerne er en vigtig flagermuslokalitet, og at tab af få individer kunne true bestanden. DN opfordrede nævnet til at fastlægge en principiel afgørelse om minimumskrav til flagermusundersøgelser og et overvågningsprogram.

Kommunens udtalelser

Lolland Kommune fastholdt, at planlægningen var i overensstemmelse med gældende regler og kommuneplanen. Kommunen vurderede, at udpegningen som vindmølleområde ikke var i væsentlig konflikt med frilufts- og landbrugsområder, og at projektet "Porten til Lolland" stadig kunne gennemføres. Kommunen anførte, at der var en særlig planlægningsmæssig og funktionel begrundelse for placering i kystnærhedszonen, idet vindressourcerne var bedre langs kysterne, og store skovarealer slørede kystnærheden. Kommunen mente, at borgerinddragelsen havde fulgt gældende regler, og at miljørapporten tilstrækkeligt belyste sikkerhedsforhold, landskabspåvirkning, støj, lavfrekvent støj og skyggekast, idet grænseværdier og anbefalinger var overholdt eller kunne afhjælpes. Vedrørende flagermus henviste kommunen til, at feltundersøgelser var foretaget, og at møllerne ikke forventedes at have en væsentlig negativ effekt på flagermusbestande, da de ikke truede kolonier, dags- eller vinteropholdssteder. Kommunen mente at have iagttaget Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder § 11.