Ejeren klagede over kommunens påbud til Planklagenævnet, som den 31. oktober 2025 ikke gav medhold i klagen. I sin afgørelse redegjorde nævnet for de retlige rammer i Planloven § 15, stk. 2, nr. 2:

"En anvendelsesbestemmelse i en lokalplan, der fastsætter, at et lokalplanområde skal anvendes til helårsboligformål, har således hjemmel i planlovens § 15, stk. 2, nr. 2, og nr. 8."

Nævnet præciserede endvidere, at en lokalplan ikke kan pålægge ejere en handlepligt — kommunen kan ikke gribe ind, fordi en bolig står tom, men kan derimod påbyde ophør, hvis ejendommen anvendes til et andet formål end helårsbeboelse. Nævnet anerkendte samtidig, at kortvarige ophold til nødvendig vedligeholdelse ikke udgør en overtrædelse:

"En ejer må dog gerne opholde sig kortvarigt i sit hus i det omfang, det er nødvendigt for at vedligeholde huset, f.eks. male, lufte ud, slå græs, tjekke tagrender, sikre huset mod frost osv. Gentagne eller længere ophold, der ligner fritidsbrug, vil derimod ikke være en lovlig anvendelse."

På baggrund af vandforbrugsdataene fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den faktiske anvendelse overskred kortvarige vedligeholdelsesophold.

Genoptagelsesanmodningen

Ejeren indgav den 4. november 2025 — blot fire dage efter nævnets afgørelse — en anmodning om genoptagelse, suppleret med yderligere bemærkninger af 12. december 2025 og 2. februar 2026. Ejeren præciserede telefonisk over for nævnets sekretariat, at anmodningen ikke vedrørte spørgsmålet om bopælspligten (som var endeligt afgjort), men alene det principielle spørgsmål om, i hvilket omfang man lovligt kan opholde sig i sit hus for at vedligeholde det, mens det er sat til salg.

Betingelserne for genoptagelse

Planklagenævnet redegjorde for de tre betingelser, der kan begrunde en pligt til genoptagelse:

1. Nye væsentlige faktiske oplysninger — der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget ved den oprindelige behandling
2. Væsentlige sagsbehandlingsfejl — begået af nævnet ved den tidligere behandling
3. Væsentlige nye retlige forhold — f.eks. domstolsafgørelser, der underkendt nævnets fortolkning eller praksis

Nævnet understregede, at uenighed med nævnets fortolkning eller praksis ikke i sig selv begrunder genoptagelse.

Nævnets vurdering af genoptagelsesanmodningen

Planklagenævnet fortolkede anmodningen som et ønske om enten en specificering af eller generel vejledning om rammerne for vedligeholdelsesophold. Nævnet afviste at give en sådan generel vejledning og begrundede dette med, at:

"Der ikke er regler i planloven, som specifikt regulerer, hvornår en anvendelse af en ejendom har karakter af et kortvarigt ophold til nødvendig vedligeholdelse, og hvornår anvendelsen vil have karakter af ferie- og fritidsformål."

Vurderingen beror således på en konkret, individuel vurdering fra sag til sag, og nævnet har ikke mulighed for at opstille generelle grænser for, hvad der forstås ved kortvarige nødvendige ophold. Nævnet tilføjede dog, at såfremt kommunen på et senere tidspunkt træffer en ny afgørelse om klagerens anvendelse af ejendommen, vil denne kunne indbringes for Planklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål.

Da ingen af betingelserne for genoptagelse var opfyldt, afviste nævnet anmodningen, og afgørelsen af 31. oktober 2025 står dermed ved magt.

Planklagenævnet afslår anmodningen om genoptagelse af nævnets afgørelse af 31. oktober 2025. Betingelserne for genoptagelse — nye væsentlige faktiske oplysninger, væsentlige sagsbehandlingsfejl eller nye retlige forhold — er ikke opfyldt. Anmodningen fortolkes som et ønske om generel vejledning om rammerne for vedligeholdelsesophold, hvilket nævnet ikke har mulighed for at give, da vurderingen beror på en konkret vurdering fra sag til sag. Nævnets afgørelse af 31. oktober 2025, der stadfæster kommunens påbud om ophør af midlertidig benyttelse af ejendommen, gælder således fortsat.

Klageren indbragte kommunens afgørelse for Planklagenævnet den 29. september 2019. Planklagenævnet traf afgørelse den 3. november 2020 og fandt ikke grundlag for at give klageren medhold. Nævnet lagde vægt på, at en sammenlignelig sag vedrørende ejendommen A 2 ikke kunne føre til en genoptagelsespligt for kommunen, da de faktiske forhold ikke var sammenlignelige. Specifikt blev det fremhævet, at terrassen på A 2 var etableret i terrænniveau, da den underliggende bygning blev betegnet som kælder på grund af det høje terræn.

Anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse

Klageren anmodede den 4. november 2020 om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 3. november 2020. Klageren anførte, at nævnet havde lagt vægt på to udtalelser fra kommunen, som der ikke var retligt belæg for. Klageren argumenterede specifikt, at den del af ejendommen A 2, som kommunen opfattede som kælder (benævnt "sauna og depot"), ifølge BBR-registret og bygningstegninger skulle regnes som beboelse og ikke kælder. Klageren påpegede, at denne del af boligen stod i åben, niveaufri forbindelse med husets stue og havde niveaufri udgang til det fri, hvilket ifølge retningslinjer for kælderrum indikerer et beboelsesrum. Klageren fremhævede desuden, at bygningstegningerne for A 2 viste en tagterrasse med adgang fra 1. sal og et lovpligtigt rækværk, hvilket modsagde kommunens opfattelse af en terrænterrasse. Klageren gjorde også gældende, at kommunen anvendte urigtig argumentation vedrørende dispensation til et trappetårn og en kvist på A 2. Endelig bemærkede klageren, at en enkeltstående fravigelse af lovlig praksis som udgangspunkt vil blive anset for usaglig forskelsbehandling, og at de fremsatte bemærkninger alle havde været fremlagt i den oprindelige klage.