Planklagenævnet stadfæster landzonetilladelse til 42 m høj antennemast trods klager over landskabelige hensyn

Placering og hensyn til landskabet

Planklagenævnet lagde vægt på, at kommunen havde afsøgt alternative placeringer og i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at den valgte placering havde den mindste påvirkning af landskabet, samtidig med at den opfyldte dækningsforpligtelsen. Nævnet bemærkede desuden, at masten opføres umiddelbart op til eksisterende bebyggelse på landbrugsejendommen.

Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering, og at ingen væsentlige hensyn til naboer, natur eller landskab talte afgørende imod placeringen.

Ligestilling med tidligere sag

Planklagenævnet afviste klagerens påstand om, at afgørelsen var inkonsistent med kommunens behandling af en tidligere ansøgning om en brændevirksomhed på samme ejendom:

Planklagenævnet finder, at en landzonetilladelse til en brændevirksomhed, ikke er sammenlignelig med en antennemast. Nævnet lægger herved vægt på, at der er tale om to væsentligt forskellige anlægstyper med forskellige formål og visuelle udtryk. Den landskabelige påvirkning skal derfor vurderes ud fra forskellige forudsætninger og vægtes forskelligt.

Afgørelsen blev stadfæstet, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.

Kommuneplanens retningslinjer for telemaster fremhæver, at antenneudstyr primært skal placeres i bymæssig bebyggelse eller på eksisterende høje konstruktioner. Hvis dette ikke er muligt, skal nye master placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse for at undgå, at de fremstår som fritstående elementer i landskabet. Der stilles også krav om koordinering på tværs af kommunegrænser og vilkår om deling af masten.

Ansøgning og kommunens vurdering

Et teleselskab ansøgte om tilladelsen med begrundelsen, at en ny mast var nødvendig for at opretholde og forbedre mobildækningen i området. Ansøgeren oplyste, at alternative placeringer på eksisterende master eller høje bygninger var undersøgt, men ikke fundet egnede. Den valgte placering blev fremhævet som værende i tilknytning til let industri og med eksisterende træbeplantning, der kunne skærme.

Kommunen besigtigede området og konstaterede, at det var kuperet med en del beplantning og eksisterende tekniske anlæg. Kommunen gav tilladelse i medfør af Planloven § 35, stk. 1, idet den vurderede, at projektet var i overensstemmelse med kommunens administrationsgrundlag og kommuneplanens retningslinjer. Kommunen lagde vægt på den samfundsmæssige interesse i digital infrastruktur og vurderede, at der ikke var tungtvejende landskabelige hensyn eller nabohensyn, der talte imod. Kommunen mente, at masten ikke ville have en væsentlig indvirkning på oplevelsen af Haraldsted tunneldal og Gyrstinge Sø, og at den ansøgte placering var den bedst mulige.

Klagen fra beboere

En beboer klagede på vegne af flere beboere over kommunens afgørelse. Klagen anførte navnlig:

• Mastens nødvendighed: Området havde allerede tilstrækkelig dækning fra eksisterende master og fibernet.
• Landskabelig indvirkning: Masten ville skæmme landskabet, da den ville blive placeret på et højdedrag og fremstå som en dominerende konstruktion, i strid med landskabskarakteranalysens anbefalinger.
• Alternative placeringer: Kommunen havde ikke tilstrækkeligt redegjort for alternative masteplaceringer eller muligheder for at udnytte eksisterende master.
• Påvirkning af dyr, planter og mennesker: Bekymring for stråling fra antennerne, herunder 5G-teknologi, og henvisning til et EU-retligt forsigtighedsprincip. Klageren anførte også, at masten ville ødelægge klagerens klinik, der tager hensyn til strålingsfølsomme mennesker.

Kommunen fastholdt, at dækningen ville blive forbedret, at masten ikke ville ødelægge de primære udsigtsmuligheder, og at ansøgeren havde undersøgt alternativer. Kommunen afviste desuden, at projektet ville påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter væsentligt, og henviste til Sundhedsstyrelsens vurderinger vedrørende stråling.