Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Silkeborg Kommunes afgørelse af 5. april 2022, som afviste en ansøgning om dispensation til at etablere en badebro på matr. nr. [M1], Allingård Hgd., Svostrup, beliggende ved Gudenåens vestlige bred. Ejendommen er registreret som beskyttet mose og vandløb og ligger inden for Natura 2000-område nr. 49, Gudenåen og Gjern Bakker (habitatområde H45). Området er udpeget for naturtyper som vandløb med vandplanter og bræmmer med høje urter, og odderen kan potentielt findes i tilknytning til vandløbet. Klagen blev indgivet af ejendommens ejer den 16. april 2022. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Silkeborg Kommunes afgørelse. Klager har anført, at en badebro ikke vil medføre en væsentlig ændring eller forringelse af naturen, og at andre i området har etableret lignende anlæg. Klager har desuden bemærket, at broen ikke vil være til gene for vandets afstrømning eller de sejlende, og at de er villige til at ændre broens størrelse. Silkeborg Kommune fastholder afslaget og anfører, at etablering af broen vil være en tilstandsændring af den beskyttede natur og vil påvirke Natura 2000-naturtyperne. Kommunen vurderer, at der ikke er grundlag for dispensation, og at de nævnte anlæg i området ikke er sammenlignelige, da de har eksisteret i lang tid og er tilgængelige for offentligheden eller en større kreds af brugere.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Silkeborg Kommunes afslag på dispensation til etablering af en badebro i beskyttet natur. Nævnet har vurderet sagen efter Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 2 og Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 1.
Nævnet lægger til grund, at det omhandlede areal er beskyttet vandløb og mose i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 1 og . Etablering af en badebro udgør en fysisk ændring af terrænet ved åens bred og i mosen, og anses derfor for en tilstandsændring af den beskyttede natur. Praksis er restriktiv, og selv små anlæg som anløbsbroer anses for at medføre en tilstandsændring, der kræver dispensation fra naturbeskyttelsesloven. Dette gælder også, selvom klager har interesse i at etablere en mindre badebro end oprindeligt ansøgt.
Efter Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2 kan der i særlige tilfælde meddeles dispensation fra forbuddet i § 3. Der skal foreligge særlige omstændigheder, før der kan meddeles dispensation til foranstaltninger, som ændrer tilstanden i de beskyttede naturtyper, især når ændringerne er væsentlige eller i strid med ønsket om at opretholde de pågældende naturtyper. En væsentlig jordbrugs- eller anden almindelig økonomisk interesse er ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde en dispensation. Derudover forudsættes det, at en dispensation ikke vil skabe en uheldig og uønsket præcedens for den fremtidige administration af § 3-beskyttelsen i området.
Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Silkeborg Kommunes vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en dispensation til det ansøgte. Nævnet har lagt vægt på, at badebroen vil medføre et væsentligt indgreb i beskyttet natur, og at indgrebet ikke har en naturforbedrende funktion. Formålet med det ansøgte er alene af privat karakter, hvilket ikke kan begrunde en dispensation. Desuden bemærker nævnet, at åens bredzone er vigtig for dyre- og plantelivet, og at bredzonevegetationen langs søbredden kan påvirkes negativt.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har desuden lagt vægt på, at en dispensation vil kunne skabe en uønsket præcedensvirkning i lignende sager i strid med naturbeskyttelseslovens formål. Klagerens argument om, at der er etableret lignende anlæg i området, kan ikke føre til et andet resultat, da nævnet ikke er bundet af kommunens praksis, og der ikke er indkommet oplysninger om tilsvarende sager om dispensation til etablering af badebroer på private ejendomme i området.
Nævnenes HusMiljø- og Fødevareklagenævnet fastholder, at indvinding af vand fra Gudenåen til elproduktion kræver en habitatvurdering, trods kommunens anmodning om genoptagelse.
Sagen omhandler en klage over Stevns Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til to broer, Bro 1 og Bro 2, beliggende ved en sø på en sommerhusgrund i Strøby. Søen, der er ca. 800 m² stor, er en beskyttet naturtype i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Klager erhvervede ejendommen i 2010 og havde tidligere fået dispensation til anlæggelse af en sti rundt om søen, dog med vilkår om, at kun en mindre del (under 10 %) måtte udføres som gangbro, og at der ikke måtte ske opfyldning af søen med sten eller grus.
Klager anlagde en ca. 10 m x 1 m bro (Bro 1) parallelt med søen og en 1 m x 1 m bro (Bro 2) vinkelret ud i søen. Klager hævdede, at etableringen af Bro 1 skete i samråd med en kommunal medarbejder, som efterfølgende godkendte udførelsen. Kommunen udstedte dog påbud om fjernelse af broerne den 26. januar 2015, da de ikke var i overensstemmelse med den oprindelige dispensation. Kommunen anerkendte dog, at dialogen med den tidligere medarbejder kunne have givet klager en opfattelse af, at Bro 1 var i orden, og tilbød økonomisk kompensation for dette forhold. Bro 2 var derimod etableret uden kommunens inddragelse.
Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.
Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.
Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede i 2015 kommunens påbud om fjernelse af broerne, idet de var opført i strid med dispensationen. Nævnet bemærkede dog, at spørgsmålet om den tidligere medarbejders tilkendegivelser kunne inddrages i en vurdering af en eventuel lovliggørende dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3. Efterfølgende afslog Stevns Kommune en ansøgning om lovliggørende dispensation, men denne afgørelse blev hjemvist af Natur- og Miljøklagenævnet i 2016, da kommunen skulle vurdere, om dialogen med medarbejderen udgjorde en særlig omstændighed, der kunne begrunde en dispensation.
Stevns Kommune traf den 18. april 2016 igen afslag på ansøgning om lovliggørende dispensation til begge broer. Kommunen vurderede, at broernes placering og udformning skyggede kantzonen og dele af søen, hvilket påvirkede den biologiske mangfoldighed. Kommunen fastholdt dog, at klager kunne have været i god tro ved etablering af Bro 1 på grund af dialogen med den tidligere medarbejder, men fastholdt afslaget for Bro 2, da denne var etableret uden kommunal inddragelse.
Sagen omhandler Lemvig Kommunes dispensation til opførelse af et sommerhus, terrasse og parkeringsareal på en ejendom, d...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Ringsted Kommunes afgørelse om, at en renovering/retablering af e...
Læs mereNy motorvej til Billund: Lovforslag om anlæg, miljøhensyn og ekspropriation for strækningen Give-Billund Vest
