Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn med minkfarm grundet geografisk nærhed til COVID-19 smitte

Nye Oplysninger under Sagsbehandlingen

Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Fødevarestyrelsen om dokumentation for fastsættelsen af 7,8 km-zonen. Fødevarestyrelsen fremsendte en redegørelse og flere notater fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) samt redegørelser fra Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen.

• Dansk Veterinær Konsortiums Notater: DVK vurderede, at der var behov for hurtig og effektiv intervention grundet minkbesætningers potentiale som COVID-19 reservoir. De igangsatte overvågnings- og værnemiddelinitiativer havde ikke forhindret smitte. DVK beregnede en medianafstand på 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) mellem smittede minkfarme baseret på de første 20 smittede farme. Afstandskriteriet blev vurderet som det mest valide. Senere notater (2. og 14. oktober 2020) viste, at kort afstand til smittede farme og stor besætningsstørrelse var signifikante risikofaktorer. Medianafstanden fra ikke-smittede til nærmeste smittede farm var 1,7 km (0,88-2,27), mens afstanden fra smittede til nærmeste smittede farme var 3,85 km (1,99-10,5). DVK fandt det usandsynligt, at smitte spredtes via vilde dyr.
• Sundhedsstyrelsens Status: Sundhedsstyrelsen vurderede, at de implementerede overvågnings- og opsporingstiltag ikke var tilstrækkelige til at forebygge smitte af nye minkfarme, og at yderligere tiltag var nødvendige for at opnå kontrol med smittespredningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 30. oktober 2020 om offentligt tilsyn som følge af geografisk nærhed med en COVID-19 smittet pelsdyrfarm.

Nævnet begrænsede sin prøvelse til begrundelsespligten, partshøringspligten og proportionalitetsprincippet.

Begrundelsespligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens afgørelse ikke opfyldte begrundelseskravene i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1, da den ikke angav de hovedhensyn, der lå bag afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning. Dog vurderede nævnet, at manglen ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da klagerens besætning var beliggende inden for den i Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1 fastsatte 7,8 km-zone, og manglen ikke havde påvirket klagerens forståelse af afgørelsen.

Partshøringspligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat pligten til at partshøre efter Forvaltningsloven § 19, jf. bestemmelsens Forvaltningsloven § 19, stk. 2, nr. 3. Nævnet lagde vægt på, at Fødevarestyrelsen forgæves havde forsøgt mundtlig partshøring samme dag, som afgørelsen blev truffet. Det blev vurderet, at klagerens interesse i udsættelse af afgørelsen måtte vige for det væsentlige hensyn til offentlighedens interesse i at hindre smittespredning med COVID-19. Nævnet bemærkede desuden, at klageren efterfølgende havde haft mulighed for at indsende bemærkninger, men ikke havde gjort det, og at det ikke ville have ændret afgørelsens resultat.

Proportionalitetsprincippet

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens proportionalitetsvurdering. Afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning blev anset for nødvendig og egnet til at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer i medfør af Lov om hold af dyr § 30, stk. 1, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra b og h og Lov om hold af dyr § 63. Nævnet lagde vægt på, at mindre indgribende tiltag forud for afgørelsen ikke havde været tilstrækkelige til at inddæmme smittespredning, og at det ikke var muligt at isolere eller vaccinere mink mod COVID-19. Nævnet inddrog de tilgængelige oplysninger om medianværdien på 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) for afstand fra smittede minkfarme til nærmeste smittede minkfarme, som anført i Dansk Veterinær Konsortiums notat af 29. september 2020. Nævnet vurderede, at det ud fra et forsigtighedsprincip var proportionalt at tage udgangspunkt i den højest konstaterede afstand (7,8 km) grundet risikoen for folkesundheden og den særlige situation på afgørelsestidspunktet. Selvom senere notater fra DVK viste en kortere medianafstand (1,7 km), ændrede dette ikke nævnets vurdering, da forsigtighedsprincippet og den potentielle risiko for folkesundheden vejede tungere.

Minkavlere får ikke torterstatning

Retten i Glostrup har frifundet Fødevarestyrelsen, da minkavlerne påbegyndte aflivningen før det ulovlige påbud blev udstedt.

• Formelle mangler: Klager anførte, at partshøringen, som blev foretaget telefonisk samme dag som afgørelsen, var utilstrækkelig. Grundet afgørelsens indgribende karakter mente klager, at der burde have været givet bedre mulighed for at varetage sine interesser, herunder at søge rådgivning og undersøge grundlaget for afgørelsen. Ligeledes blev afgørelsens begrundelse anset for mangelfuld.
• Manglende dokumentation: Klager mente, at Fødevarestyrelsens strategi for aflivning ikke var tilstrækkeligt dokumenteret som værende effektiv og nødvendig.
• Proportionalitetsprincippet: Afgørelsen blev anset for at være i strid med proportionalitetsprincippet.

Fødevarestyrelsens bemærkninger til klagen

Fødevarestyrelsen fastholdt, at den telefoniske partshøring var nødvendig på grund af sagens hastende karakter og risikoen for folkesundheden. Styrelsen vurderede, at aflivning af smittede besætninger var en nødvendig og proportional foranstaltning, da mindre indgribende tiltag som overvågning og brug af værnemidler havde vist sig utilstrækkelige. Beslutningen var truffet ud fra et forsigtighedshensyn, da der var begrænset viden om smittespredning mellem mink og mennesker.