Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 16. oktober 2020 om at sætte en pelsdyrfarm under offentligt tilsyn. Baggrunden var farmens geografiske placering inden for en radius af 7,8 km fra en COVID-19 smittet minkbesætning. Afgørelsen medførte krav om aflivning af minkbesætningen. Klagen blev indbragt den 5. november 2020 af virksomhedens ejer, repræsenteret ved advokat.
Klageren anførte, at afgørelsen led af væsentlige formelle mangler, herunder partshøringsmangler. Det blev fremhævet, at afgørelsen havde omfattende økonomisk, driftsmæssig og personlig betydning, og at partshøringen burde have været mere grundig. Klageren mente, at Fødevarestyrelsen ikke havde dokumenteret effektiviteten og nødvendigheden af sin aflivningsstrategi, og at afgørelsen stred mod proportionalitetsprincippet, da den medførte aflivning af raske mink uden tilstrækkelig dokumentation for nødvendigheden.
Klageren udtrykte også uenighed i den valgte erstatningsmodel og påpegede, at der ikke var udleveret retssikkerhedsbrev eller anført hjemmelsgrundlag ved styrelsens indtrængen på farmene.
Fødevarestyrelsen fastholdt, at partshøring kunne ske mundtligt, og at det af tidsmæssige grunde ikke var muligt at foretage skriftlig partshøring grundet afgørelsens hastende karakter og risikoen for folkesundheden. Styrelsen henviste til, at partshøring kan fraviges, hvis partens interesse i udsættelse viger for væsentlige hensyn til offentlige interesser, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3.
Styrelsen vurderede, at aflivning af besætninger inden for 7,8 km-radius var en nødvendig og proportional afgørelse, da hensynet til folkesundheden vejede tungere end hensynet til den enkelte besætningsejer. Mindre indgribende foranstaltninger, som overvågning og brug af værnemidler, havde ikke været tilstrækkelige til at afværge smittespredning. Beslutningen var truffet ud fra et forsigtighedshensyn, da der manglede tilstrækkelig viden om COVID-19's spredning mellem mennesker og mink. Styrelsen bemærkede desuden, at den i medfør af Lov om hold af dyr § 65, stk. 1 har adgang til ejendomme uden retskendelse.
Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Fødevarestyrelsen om dokumentation for fastsættelsen af 7,8 km-zonen. Fødevarestyrelsen fremsendte en redegørelse og flere notater fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) og Sundhedsstyrelsen.
DVK's notat af 29. september 2020 vurderede, at der var behov for hurtig og effektiv intervention grundet minkbesætningernes potentiale som COVID-19 reservoir. Notatet angav en medianafstand på 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) mellem smittede minkfarme baseret på de første 20 smittede farme. DVK vurderede, at afstandskriteriet var det mest valide, selvom der var stor usikkerhed grundet manglende data.
Yderligere notater fra DVK (2. og 14. oktober 2020) viste, at kort afstand til smittede farme og stor besætningsstørrelse var signifikante risikofaktorer. Medianafstanden fra ikke-smittede til nærmeste smittede farme var 1,7 km (0,88-2,27), mens afstanden mellem smittede farme var 3,85 km (1,99-10,5). DVK fandt ikke andre smitteveje end det humane reservoir påvist.
Sundhedsstyrelsens status af 24. september 2020 konkluderede, at de implementerede overvågnings- og opsporingstiltag ikke havde været tilstrækkelige til at forebygge smitte af nye minkfarme, og at yderligere tiltag var nødvendige for at opnå kontrol med smittespredningen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 16. oktober 2020 om offentligt tilsyn med klagerens minkfarm. Nævnet behandlede klagepunkterne vedrørende begrundelsespligt, partshøringspligt og proportionalitetsprincippet.
Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens afgørelse ikke fuldt ud opfyldte Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24, stk. 1's krav til begrundelse, da den ikke angav de hovedhensyn, der lå bag skønsudøvelsen. Afgørelsen henviste alene til farmens placering inden for 7,8 km-zonen, som fastsat i Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1. Nævnet vurderede dog, at manglen ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da klagerens forståelse af afgørelsen ikke var påvirket, og Fødevarestyrelsen efterfølgende havde uddybet begrundelsen.
Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat partshøringspligten efter Forvaltningslovens § 19, jf. bestemmelsens stk. 2, nr. 3. Nævnet lagde vægt på, at Fødevarestyrelsen forgæves havde forsøgt mundtlig partshøring samme dag, som afgørelsen blev truffet. Det væsentlige hensyn til at hindre smittespredning med COVID-19 vejede tungere end klagerens interesse i at udsætte afgørelsen forud for partshøring.
Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens proportionalitetsvurdering. Afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning blev anset for nødvendig og egnet til at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer i medfør af Lov om hold af dyr § 30, stk. 1, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra b, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra h og Lov om hold af dyr § 63.
Nævnet lagde vægt på, at mindre indgribende tiltag forud for afgørelsen ikke havde været tilstrækkelige til at inddæmme smittespredning. Desuden var det ikke muligt at isolere eller vaccinere mink for at undgå smittespredning til mennesker. Nævnet inddrog DVK's notater, der viste en medianafstand på 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) mellem smittede farme, og vurderede, at det ud fra et forsigtighedsprincip var proportionalt at anvende den højest konstaterede afstand (7,8 km). Nævnet henviste også til den potentielle risiko for manglende flokimmunitet hos mennesker ved overførsel af COVID-19 fra mink. Selvom nyere data viste en kortere medianafstand (1,7 km), ændrede dette ikke nævnets vurdering grundet forsigtighedsprincippet og den særlige situation.
Det Dyreetiske Råd har offentliggjort en udtalelse om fremtidens minkproduktion og præsenterer nye blogindlæg om dyreetiske dilemmaer og dyrevelfærd.



Sagen omhandler en klage fra en minkavler over Fødevarestyrelsens afgørelse af 29. september 2020 om at sætte virksomhedens minkbesætning under offentligt tilsyn. Baggrunden for afgørelsen var konstateret smitte med COVID-19 i besætningen, bekræftet ved prøvesvar fra Statens Serum Institut.
Fødevarestyrelsen traf afgørelse om offentligt tilsyn i medfør af Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 14, stk. 1. Tilsynet indebar blandt andet, at der ville blive pålagt yderligere undersøgelser, og at ejeren ikke måtte flytte levende dyr til eller fra besætningen.
Virksomheden, repræsenteret ved en advokat, klagede den 14. oktober 2020 over afgørelsen med følgende hovedpunkter:
Retten i Randers har idømt to ledende medarbejdere betinget fængsel for manglende tilsyn med kreaturer under vinteren 2020/2021.
Fødevarestyrelsens dyrevelfærdsrapport for 2023 viser et fald i sanktioner hos både kvæg- og grisebesætninger, men niveauet er fortsat udfordret.
Fødevarestyrelsen fastholdt, at den telefoniske partshøring var nødvendig på grund af sagens hastende karakter og risikoen for folkesundheden. Styrelsen vurderede, at aflivning af smittede besætninger var en nødvendig og proportional foranstaltning, da mindre indgribende tiltag som overvågning og brug af værnemidler havde vist sig utilstrækkelige. Beslutningen var truffet ud fra et forsigtighedshensyn, da der var begrænset viden om smittespredning mellem mink og mennesker.

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 22. oktober 2020, hvor styrelsen afslog en anmodning om at...
Læs mere
Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 22. oktober 2020, hvor styrelsen afslog en anmodning om at...
Læs mereHøring af ændring af bekendtgørelse om salmonella hos kvæg
Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn efter COVID-19 smitte