Afslag på lovliggørende dispensation til bibeholdelse af bro i beskyttet sø stadfæstes

Kommunens bemærkninger til klagen

Skanderborg Kommune fastholdt, at den først blev bekendt med broens ulovlighed i maj 2019 og derfor ikke tidligere havde påtalt forholdet. Kommunen afviste passivitet og anførte, at manglende håndhævelse i nogle tilfælde ikke afskar kommunen fra at håndhæve reglerne i andre. Kommunen påpegede, at dens praksis om retlig lovliggørelse af broanlæg ældre end 2007 ikke betød, at alle broer kunne lovliggøres, og at den konkrete bro ikke ville have opnået tilladelse i 1999. Kommunen fandt ingen grundlag for god tro eller tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, der kunne begrunde en dispensation til en bro af den pågældende størrelse i et følsomt vandområde.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Skanderborg Kommunes afgørelse af 27. januar 2020 om afslag på lovliggørende dispensation til bibeholdelse af broen i Mossø. Nævnet bemærkede indledningsvis, at det alene havde kompetence til at behandle kommunens afslag på lovliggørende dispensation og ikke påbuddets indhold eller hensigtsmæssighed, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 1.

Vurdering af lovlighed og dispensation

Nævnet lagde til grund, at broen blev opført mellem 1995 og 1999, hvor søen og rørskovszonen allerede var omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 1. En bade- og fiskebro i en beskyttet sø forudsætter dispensation fra denne bestemmelse, og broen udgjorde derfor en tilstandsændring, der skulle lovliggøres. Nævnet var enig med kommunen i, at der som udgangspunkt ikke ville være meddelt dispensation, hvis der var søgt herom inden etableringen af broen. Dette skyldtes, at der er tale om en naturmæssig beskyttelsesværdig sø og rørskov, som indgår i et Natura 2000-område, og indgrebet ikke var naturforbedrende, men primært til privat brug.

Vurdering af passivitet og indrettelseshensyn

Nævnet skelnede mellem myndighedspassivitet (hvor tilsynsmyndigheden er bekendt med et ulovligt forhold, men ikke handler) og indrettelseshensyn (hvor et ulovligt forhold er etableret for lang tid siden, men myndigheden ikke har været bekendt med det). Selvom broen havde ligget upåtalt i 20-24 år, fandt nævnet ikke, at Skanderborg Kommune havde fortabt retten til at kræve forholdet lovliggjort. Nævnet vurderede, at den samfundsmæssige interesse i effektiv håndhævelse af naturbeskyttelseslovens regler vejede tungere end hensynet til klagerens indrettelse, især da der allerede var en anden bro tilknyttet ejendommen. Nævnet bemærkede, at den af klageren nævnte afgørelse (MAD.2016.391) ikke var sammenlignelig på grund af forskelle i broernes størrelse og placering i særligt naturbeskyttelsesværdige områder.

Samlet vurdering og proportionalitet

Efter en samlet vurdering fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte Skanderborg Kommunes afslag på lovliggørende dispensation. Nævnet lagde vægt på, at broen med sin betydelige størrelse og platform udgjorde et væsentligt indgreb i beskyttet natur af stor natur- og fredningsmæssig værdi for områdets fugle. Nævnet lagde også vægt på præcedens- og håndhævelseshensyn. Nævnet fandt, at afslaget på lovliggørende dispensation var proportionalt, da en fysisk lovliggørelse ville sikre retablering af en sammenhængende rørskovsbræmme, som er et vigtigt levested for områdets fugle.

Lighedsprincippet og gebyr

Nævnet fandt ikke, at Skanderborg Kommunes afgørelse var i strid med lighedsprincippet, da der ikke var meddelt § 3-dispensationer til lignende broer i området, og kommunens administrationspraksis ikke gav klageren et retskrav på dispensation. Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.

Fredning – Stevns Klint

Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.

Tidligere afgørelser og hjemvisninger

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede i 2015 kommunens påbud om fjernelse af broerne, idet de var opført i strid med dispensationen. Nævnet bemærkede dog, at spørgsmålet om den tidligere medarbejders tilkendegivelser kunne inddrages i en vurdering af en eventuel lovliggørende dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3. Efterfølgende afslog Stevns Kommune en ansøgning om lovliggørende dispensation, men denne afgørelse blev hjemvist af Natur- og Miljøklagenævnet i 2016, da kommunen skulle vurdere, om dialogen med medarbejderen udgjorde en særlig omstændighed, der kunne begrunde en dispensation.

Kommunens seneste afslag

Stevns Kommune traf den 18. april 2016 igen afslag på ansøgning om lovliggørende dispensation til begge broer. Kommunen vurderede, at broernes placering og udformning skyggede kantzonen og dele af søen, hvilket påvirkede den biologiske mangfoldighed. Kommunen fastholdt dog, at klager kunne have været i god tro ved etablering af Bro 1 på grund af dialogen med den tidligere medarbejder, men fastholdt afslaget for Bro 2, da denne var etableret uden kommunal inddragelse.