Afslag på opsættende virkning ved klage over miljøgodkendelse til svineproduktion

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Skanderborg Kommunes vurdering af, at det nye byggeri opføres i tilknytning til ejendommens eksisterende bebyggelsesarealer. Derfor var det Husdyrbrugloven § 81, stk. 1, der var gældende, hvilket betyder, at klagen som udgangspunkt ikke havde opsættende virkning.

Nævnets praksis og konklusion

Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis kræver særlige forhold for at fravige hovedreglen om manglende opsættende virkning. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis det på forhånd vurderes åbenbart, at en udnyttelse af godkendelsen i klageperioden vil medføre meget væsentlige miljøproblemer eller uoprettelig skade. Nævnet baserer sin vurdering på de umiddelbart tilgængelige oplysninger i sagen.

Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at der ikke forelå sådanne særlige, konkrete forhold, der kunne begrunde, at klagen skulle tillægges opsættende virkning. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var fare for uoprettelig skade ved en udnyttelse af godkendelsen under klagesagsbehandlingen.

Det blev bemærket, at manglende opsættende virkning ikke begrænser nævnets adgang til at ændre eller ophæve en påklaget godkendelse, jf. Husdyrbrugloven § 81, stk. 2. En eventuel udnyttelse af godkendelsen sker derfor på ansøgers egen regning og risiko. Nævnet vil senere tage stilling til de øvrige spørgsmål rejst i klagen.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Husdyrbrugloven § 90. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Klager og anmodning om opsættende virkning

Miljøgodkendelsen blev påklaget af en omboende (klager 1) og en lokal forening (klager 2). Klagerne anmodede om, at klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klager 1 anførte, at biogasanlægget ville medføre lugtgener, og at kommunen var inhabil, da V2 er 100 % kommunalt ejet.

Klager 2 anførte navnlig, at:

• Undersøgelsen af naturforhold og bilag IV-arter i området var mangelfuld.
• Påvirkningen af biogasanlæggets vandforbrug på eksisterende og fremtidig vandindvinding ikke var belyst, herunder påvirkning af private vandboringer og grundvandstryk.
• Anlægget ville give anledning til støj- og lugtgener i omgivelserne.
• Teamlederen for Natur og Miljø i Solrød Kommune var inhabil.

Begge klagere begrundede anmodningen om opsættende virkning med, at arbejdet med udvidelsen allerede var iværksat, og at formålet med klageadgangen ville forspildes, hvis ikke klagen blev tillagt opsættende virkning. Klager 2 fremhævede desuden, at miljøgodkendelsen og miljøkonsekvensrapporten var mangelfulde, og at udnyttelse af godkendelsen ville vanskeliggøre et muligt krav om fysisk lovliggørelse.

Solrød Kommunes bemærkninger

Solrød Kommune fastholdt, at der ikke var grundlag for at tillægge klagen opsættende virkning. Kommunen anførte, at vandforbruget kunne dækkes af den gældende vandindvindingstilladelse, og at miljøgodkendelsen levede op til Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed § 18, idet virksomheden havde truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forurening ved anvendelse af BAT. Kommunen bemærkede endvidere, at det er helt undtagelsesvist, at en klage over en miljøgodkendelse tillægges opsættende virkning, og at virksomheden ikke havde påbegyndt jordarbejder uden tilladelse, men blot midlertidigt flyttet overskudsjord.