Kommunen vurderede, at der sandsynligvis ikke er hydraulisk kontakt mellem kalkmagasinet og de terrænliggende naturområder, fordi geologiske tværsnit viser et gennemgående lerlag omkring kote 0 med en mægtighed på ca. 10 m.

Klagerens synspunkter og argumenter

Klageren, der ejer naboejendommen med boringen DGU nr. [DGU nummer1], indgav klage den 3. september 2023 med tre centrale anbringender:

Geologiske forudsætninger er forkerte

Klageren bestred kommunens geologiske grundlag og fremhævede, at de fleste boringer i nærområdet henter drikkevand fra smeltvandssand i 20-30 m dybde, og at kun et fåtal når ned i kalken. Klageren anførte:

"Vesthimmerlands Kommunes påstand om, at der er en generel tilstedeværelse af et forseglende lerlag over kalken mangler evidens."

Ifølge klageren var kommunens valgte "forventede geologi" for den ansøgte boring en kopi af boreprofilet fra netop den boring, hvor der er et lerlag – og ikke en repræsentativ boring for området. Klageren fremhævede, at hvis der i stedet var taget udgangspunkt i boringer som DGU nr. [DGU nummer1] eller DGU nr. [DGU nummer4], ville resultatet have været anderledes. Klageren afviste desuden, at en virtuel boring (FOHM) afbilder den faktiske lagdeling korrekt.

Risiko for naboboringernes vandforsyning

Klageren understregede, at oppumpning af 42.000 m³ grundvand i vækstsæsonen ikke kan undgå at påvirke nærliggende boringer. Som konkret eksempel nævnte klageren, at dennes brønd i sommeren 2007 løb tør som følge af månedlang tørke kombineret med markvanding fra en naboboring. Klageren var derfor tvunget til at etablere en ny boring (DGU nr. [DGU nummer1]), filtersat ved toppen af kalken. Klageren frygtede, at klagers boring fremover vil blive "placeret mellem to markvandingsboringer", og at overlappende sænkningstragte dermed må forventes.

Påvirkning af Stensbækken og engene

Klageren anførte, at når der fjernes vand fra kalklagene ved oppumpning, vil nedsivning fra de overliggende lag kompensere, men i tørkeperioder – præcis de perioder, hvor markvanding er aktiv – vil vandspejlet sænkes, og udsivningen til omgivelserne reduceres. Klageren konkluderede:

"Den ansøgte indvinding af 42.000 m³ grundvand må antages at medføre en mærkbar påvirkning og skade på vandtilførslen ved engene ved Stensbækken."

Ud fra et forsigtighedsprincip ønskede klageren projektet opgivet og forbeholdt sig retten til erstatning ved eventuel skade.

Kommunens svar på klagen

Vesthimmerlands Kommune fastholdt sin vurdering og anførte, at de geologiske tværsnit viser et gennemgående lerlag med hydraulisk adskillelse, som også kan genfindes i klagerens egne boringer DGU nr. [DGU nummer1] og DGU nr. [DGU nummer4]. Vedrørende hændelsen i 2007 vurderede kommunen, at det er usandsynligt, at den daværende markvandingsboring var årsag til, at klagers boring løb tør – og henviste til pejlinger i Jupiterdatabasen fra 1996-2006, der viser, at vandspejlet i de fleste pejlinger allerede var lavere end bunden af klagers tidligere boring, hvilket understøtter eksistensen af to adskilte grundvandsmagasiner.

Nye oplysninger: BEST-beregningerne

Efter anmodning fra nævnet fremsendte kommunen den 1. marts 2024 de fulde BEST-beregninger. Herfra fremgik:

• Indvindingsmængde: 42.000 m³
• Pumpetid: 33 % af året (svarende til ca. 4 måneder)
• Infiltrationsfaktor for den ansøgte boring: 0,5 (de øvrige boringer i området: 0,3)
• Boredybde: 50 m, filtertop: 40 m, filterbund: 50 m
• Største beregnede sænkning ved klagers ejendom: 12 cm

Nævnets vurdering og centrale bemærkninger

Nævnet afgjorde sagen med udgangspunkt i Vandforsyningsloven § 20, stk. 1 og § 21, stk. 1, og understregede det afgørende skel mellem den tilladte og den ansøgte indvinding:

"Vesthimmerlands Kommune i den påklagede afgørelse alene har meddelt tilladelse til indvinding af 3.000 m³ i forbindelse med ren- og prøvepumpning af boringen, og ikke de ansøgte 42.000 m³, som der først meddeles tilladelse til i en eventuel endelig indvindingstilladelse."

Klagerens bekymringer rettede sig mod de ansøgte 42.000 m³ – ikke mod prøvepumpningens påvirkning – og der er endnu ikke truffet afgørelse om den endelige indvindingstilladelse. Nævnet præciserede, at klageren vil have mulighed for at påklage en eventuel endelig tilladelse til de 42.000 m³.

Nævnet fremkom dog med to vigtige kritiske bemærkninger til kommunens BEST-beregninger til brug for den fremtidige sagsbehandling:

1. Pumpetiden er for høj indsat: Den ansøgte indvindingsmængde på 42.000 m³ kan med en timekapacitet på 50 m³ indvindes på blot 35 dage, svarende til en pumpetid på 9,5 % af året. Kommunen anvendte imidlertid 33 % i BEST-beregningen, hvilket potentielt medfører en underestimering af påvirkningen på omgivelserne.

2. Infiltrationsfaktoren er ikke begrundet: Kommunen fastsatte infiltrationsfaktoren for den nye boring til 0,5, mens de øvrige boringer i området generelt er fastsat til 0,3. Denne afvigelse er ikke begrundet og bør adresseres i den endelige tilladelsessag.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke klageren medhold. Afgørelsen var truffet af formanden på nævnets vegne, jf. § 8 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Begrundelsen var, at den påklagede afgørelse udelukkende gav tilladelse til etablering af boringen og til indvinding af 3.000 m³ grundvand til ren- og prøvepumpning – ikke til den ansøgte fremtidige markvandingsindvinding på 42.000 m³. Da klagerens indsigelser rettede sig mod den ansøgte indvinding og ikke mod prøvepumpningen som sådan, var der ikke grundlag for at give medhold. Klageren vil derimod have adgang til at klage, hvis kommunen efterfølgende meddeler en endelig tilladelse til de 42.000 m³. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder.

Kommunens afgørelse

• Odder Kommune gav tilladelse til lovliggørelse af den eksisterende boring og tilladelse til yderligere boringer.
• Kommunen vurderede, at boringerne ikke ville have nogen miljømæssige påvirkninger, da der kun var tale om moniteringsboringer.

Klagepunkter

• [virksomhed1] anførte, at miljøvurderingen var utilstrækkelig, og at boringerne kunne udgøre en risiko for deres drikkevandsindvinding.