Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Halsnæs Kommune meddelte den 8. juli 2019 miljøtilladelse til et hestehold og rideskole på en ejendom i [adresse1]. Tilladelsen, der blev givet med hjemmel i Husdyrbruglovens § 16 b, omfattede en udvidelse af produktionsarealet fra 367 m² til 591 m². Ejendommen fungerede allerede som hesteejendom med hestepension og rideskole, men havde hidtil kun været anmeldelsespligtig og manglede tidligere miljøtilladelser.
Projektet indebar opførelse af en ny staldbygning på 388 m² med plads til 20 heste, et supplerende ridehus på 1.627 m² (inkl. halvtag til hø/halm/wrap), samt et supplerende fast læskur på 28 m². Derudover blev der søgt tilladelse til tre eksisterende læskure. Kommunen vurderede, at det ansøgte byggeri var samlet og i tæt tilknytning til eksisterende driftsbygninger.
En omboende påklagede afgørelsen den 2. august 2019 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klageren anførte primært, at:
Klageren anmodede på baggrund af disse punkter om, at klagen skulle tillægges opsættende virkning. Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede spørgsmålet om opsættende virkning særskilt.
Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse i sagen efter Husdyrbruglovens § 81, stk. 3. Nævnet fandt ikke grundlag for at fravige hovedreglen om, at klagen skulle have opsættende virkning.
Det følger af Husdyrbruglovens § 81, stk. 1, at en klage over en godkendelse eller tilladelse som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, medmindre nævnet bestemmer andet. Dog fastslår Husdyrbruglovens § 81, stk. 3, 2. pkt., at en rettidig klage over en godkendelse eller tilladelse, der indebærer opførelse af bebyggelse uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, har opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet.
Nævnet opmålte afstanden fra det ansøgte nye læskur til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer til cirka 155 meter. På baggrund heraf vurderede nævnet, at klagen som udgangspunkt havde opsættende virkning i medfør af , da der var tale om opførelse af ny bebyggelse uden tilknytning til hidtidige bebyggelsesarealer.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at der forelå særlige, konkrete forhold i sagen, som talte for at fravige hovedreglen om opsættende virkning. Som følge heraf må den påklagede miljøtilladelse ikke udnyttes, før nævnet har truffet en endelig afgørelse i klagesagen.
Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Husdyrbruglovens § 90. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Højesteret fastslår, at domstolene kan tillægge et søgsmål opsættende virkning, selvom en myndighed har anket en dom om ugyldighed.



Solrød Kommune meddelte den 3. februar 2021 miljøgodkendelse til opførelse og drift af et biogasanlæg på adressen A1, 4623 Lille Skensved. Anlægget er designet til at behandle kildesorteret organisk dagrenovation (KOD) og producere biogas baseret på en varieret biomasseblanding, herunder husdyrgødning, hestemøg, agroindustrielle restprodukter, bioaffald og KOD. Godkendelsen omfatter også et gasopgraderingsanlæg og tilslutning til det nationale naturgasnet.
Anlægget er klassificeret under bilag 1 til Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed punkt 5.3.b.i og er omfattet af BAT-konklusionerne for affaldsbehandlingsanlæg, som er lagt til grund for vilkårene i miljøgodkendelsen. Kommunen vurderede, at anlægget kan drives uden at overskride vejledende grænseværdier for luft- og støjforurening.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fastholder, at indvinding af vand fra Gudenåen til elproduktion kræver en habitatvurdering, trods kommunens anmodning om genoptagelse.
Miljøgodkendelsen blev påklaget af en omboende (klager 1) og en lokal forening (klager 2). Klagerne anmodede om, at klagen blev tillagt opsættende virkning.
Klager 1 anførte, at biogasanlægget ville medføre lugtgener, og at kommunen var inhabil, da V2 er 100 % kommunalt ejet.
Klager 2 anførte navnlig, at:
Begge klagere begrundede anmodningen om opsættende virkning med, at arbejdet med udvidelsen allerede var iværksat, og at formålet med klageadgangen ville forspildes, hvis ikke klagen blev tillagt opsættende virkning. Klager 2 fremhævede desuden, at miljøgodkendelsen og miljøkonsekvensrapporten var mangelfulde, og at udnyttelse af godkendelsen ville vanskeliggøre et muligt krav om fysisk lovliggørelse.
Solrød Kommune fastholdt, at der ikke var grundlag for at tillægge klagen opsættende virkning. Kommunen anførte, at vandforbruget kunne dækkes af den gældende vandindvindingstilladelse, og at miljøgodkendelsen levede op til Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed § 18, idet virksomheden havde truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forurening ved anvendelse af BAT. Kommunen bemærkede endvidere, at det er helt undtagelsesvist, at en klage over en miljøgodkendelse tillægges opsættende virkning, og at virksomheden ikke havde påbegyndt jordarbejder uden tilladelse, men blot midlertidigt flyttet overskudsjord.

Klegod Grundejerforening (herefter klager) indgav en klage til Energiklagenævnet over Energistyrelsens afgørelse af 22. ...
Læs mere
Sagen omhandler en klage fra Grundejerforeningen for Mågedalen, Houvig, over Energistyrelsens afgørelse af 22. december ...
Læs mereHøring af udkast til bekendtgørelse og miljørapport for energipark ved Svoldrup Kær i Vesthimmerland Kommune