Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Horsens Kommune blev opmærksom på en mulig overtrædelse af naturbeskyttelsesloven på to ejendomme i Lundum, Horsens, efter gennemgang af luftfotos. Kommunen konstaterede, at brinken langs to beskyttede søer var terrænreguleret, og at der var udlagt store sten i en betydelig del af brinkernes længde.
Kommunen meddelte i oktober 2014 ejerne, at stenene skulle fjernes, da udlægningen udgjorde en tilstandsændring i strid med Naturbeskyttelseslovens § 3. Da stenene fortsat var til stede i november 2016, ansøgte den ene ejer om lovliggørende dispensation.
Horsens Kommune meddelte den 12. januar 2017 en delvis lovliggørende dispensation for de udlagte sten på halvdelen af brinkstrækningerne, men gav samtidig afslag på dispensation for den resterende del. Samme dato meddelte kommunen et påbud til den ene ejer om at fjerne de sten, der ikke var dispenseret for.
Påbuddet blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af den ene ejer den 1. februar 2017. Klager anførte blandt andet, at stenstrækningen udgjorde en begrænset del af søbredden, at ca. halvdelen af stenene var placeret på ikke-beskyttede arealer, og at der allerede var etableret naturlig vegetation.
Under nævnets behandling af sagen fremgik det, at ejendommene var ejet af to personer, men at påbuddet alene var meddelt den ene ejer. Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Horsens Kommune om at fremsende oplysninger herom. Kommunen bekræftede, at påbuddet kun var sendt til den ene ejer, men oplyste senere, at den anden ejer havde modtaget en orientering om påbuddet i juni 2019.
Miljø- og Fødevareklagenævnet valgte at begrænse sin prøvelse til at vurdere, om påbuddet led af væsentlige retlige mangler, der medførte dets ugyldighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2. Nævnet tog ikke stilling til sagens øvrige klagepunkter.
Nævnet bemærkede, at det ifølge Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 1 påhviler kommunalbestyrelsen at påse overholdelsen af loven, og at det ifølge Naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1 påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger at berigtige et ulovligt forhold. For at et påbud er gyldigt, skal det sendes til ejendommens ejer, og hvis der er flere ejere, skal det sendes til samtlige ejere.
Da påbuddet om at fjerne stenene alene var udstedt til den ene af de to ejere af ejendommene, fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel.
Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede derfor Horsens Kommunes afgørelse af 12. januar 2017 om påbud om fjernelse af sten i brinken langs de to beskyttede søer. Nævnet understregede, at afgørelsen ikke indebar en stillingtagen til sagens realitet. Som følge af ophævelsen blev det indbetalte klagegebyr tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Natur- og Miljøklagenævnet m.v. § 2, stk. 2, nr. 1.
Påbud om at fjerne asbestholdigt materiale fra ejendom ophævet grundet manglende lovhjemmel.
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage fra ejerne af en naboejendom over Helsingør Kommunes afgørelse af 1. marts 2011. Afgørelsen omhandlede en byggetilladelse og dispensation fra lokalplanen til opførelse af to kviste på en ejendom i Hornbæk.
Den omhandlede ejendom er beliggende inden for Lokalplan nr. 5.12 fra 1999, der har til formål at bevare Hornbæk byområde og fiskerleje, herunder at ændringer af bebyggelsens ydre fremtræden sker med respekt for den oprindelige arkitektur. Ejendommen ligger i Enhed 1, som er udlagt til boligformål. Lokalplanen fastsætter specifikke bestemmelser for bebyggelsens omfang og placering, herunder at bebyggelse kun må opføres i én etage med udnyttet tagetage, at facadehøjden skal være mellem 2,5 og 3,5 meter, den samlede bygningshøjde ikke må overstige 7,5 meter, og bebyggelsesprocenten ikke må overstige 25. Desuden må kviste ikke være bredere end 1,3 meter.
Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.
En ejendomsejer er blevet dømt for at opsætte ulovlige skræmmeskilte og kæder, der hindrede offentlighedens adgang til klitområder og et fyrtårn.
Helsingør Kommune meddelte byggetilladelse til opførelse af to kviste på i alt 2,7 m² og dispenserede samtidig fra lokalplanens bestemmelser:
Kommunen undlod at foretage forudgående naboorientering, da de vurderede, at dispensationen var af underordnet betydning for naboerne.
Klagernes ejendom er naboejendom til den omhandlede ejendom, og de tilladte kviste er placeret direkte ind mod klagernes ejendom. Klagerne anførte, at kvistene, som de opfattede som karnapper, medførte betydelige indbliksgener til deres første sal, stue og køkken. De mente derfor, at der skulle have været foretaget partshøring forud for kommunens afgørelse. Klagerne rejste også tvivl om korrekt afsætning af skel, korrekt beregning af bebyggelsesprocenten (inklusive ulovligt opført bebyggelse som en loggia, et skur og en havepavillon), og at kvistene ikke var opført i overensstemmelse med de godkendte tegninger.
Helsingør Kommune fastholdt, at klagerne ikke var parter i sagen, da dispensationen var af underordnet betydning. Kommunen mente ikke, at lokalplanens bestemmelse om bebyggelsesprocent skulle varetage hensynet til indbliksgener, og at indbliksgenerne ikke oversteg, hvad man almindeligvis må forvente i et byområde. Bebyggelsesprocenten var beregnet ud fra BBR-oplysninger, og kommunen fandt det underordnet, om der var opført ulovlig bebyggelse. Kommunen oplyste desuden, at ejendomsudvalget i 2010 havde besluttet at skærpe praksis for bebyggelsesprocent, men at konkrete vurderinger fortsat skulle foretages. Kommunen vedlagde fotos, der viste direkte indblik fra kvistene til klagernes ejendom.
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Silkeborg Kommunes afgørelse vedrørende udpegning af et areal som be...
Læs mereNatur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Tårnby Kommunes påbud om lovliggørelse af anvendelsen og bebyggelsen...
Læs mereEffektivisering af klagesagsbehandling for vedvarende energiprojekter og andre nævn
