Ophævelse og hjemvisning i sag om nedsættelse af tilskudsberettigede udgifter til projekt

Mangelfuld henvisning til retsregler

Nævnet fandt, at Landbrugsstyrelsens afgørelse ikke opfyldte forvaltningslovens krav om begrundelse for så vidt angår henvisning til retsregler. Den korrekte hjemmel for afgørelsen var Bekendtgørelse om tilskud til investeringer i udvalgte grønne processer og teknologier i den primære jordbrugsproduktion § 23, stk. 1, nr. 4 i samspil med Tilbudslovens § 12, stk. 4. Denne mangel blev dog ikke anset for konkret væsentlig, da den ikke påvirkede afgørelsens resultat eller klagers forståelse.

Mangelfuld redegørelse for skøn

Landbrugsstyrelsen havde ikke i tilstrækkelig grad redegjort for de hovedhensyn, der lå bag styrelsens skønsudøvelse ved anvendelse af en kan-bestemmelse og fastsættelse af den konkrete nedsættelse, jf. Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt.. Denne mangel blev heller ikke anset for konkret væsentlig.

Ikke-dækkende begrundelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Landbrugsstyrelsens begrundelse i afgørelsen af 8. maj 2017 ikke var i overensstemmelse med begrundelsen i styrelsens bemærkninger til klagen af 14. marts 2018. Den oprindelige begrundelse (to tilbud fra samme leverandør) blev ændret til, at tilbuddene ikke var sammenlignelige. Denne væsentlige ændring betød, at begrundelsen i afgørelsen ikke længere fremstod som en dækkende forklaring på afgørelsens indhold, jf. Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24. Denne begrundelsesmangel blev anset for konkret væsentlig og førte til afgørelsens ugyldighed, da den udgjorde en risiko for afgørelsens rigtighed og kunne have påvirket klagers forståelse.

Nævnets øvrige bemærkninger og hjemvisning

Nævnet bemærkede, at Landbrugsstyrelsen ved fornyet behandling af sagen skal tage stilling til, om det samlede projekt er et bygge- og anlægsarbejde og dermed omfattet af tilbudslovens regler. Styrelsen skal i den forbindelse inddrage klagers oplysninger om styrelsens praksis for lignende projekter. Hvis projektet anses for et bygge- og anlægsarbejde, skal styrelsen vurdere, om tilbuddene er sammenlignelige, selvom antallet af rækker i systemet er forskelligt, hvis den samlede kapacitet er sammenfaldende.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Landbrugsstyrelsens afgørelse af 8. maj 2017 og hjemviser sagen til fornyet behandling i Landbrugsstyrelsen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Landbrugsstyrelsens afgørelse om nedsættelse

Landbrugsstyrelsen meddelte i november 2018 en agterskrivelse, hvori de anførte, at klager ikke havde overholdt reglerne i Tilbudsloven ved manglende indhentning af to underhåndsbud på hver bygge- og anlægsentreprise. Styrelsen præciserede, at der ikke må foretages delvise køb hos begge eller den ene tilbudsgiver, og bemærkede, at Tømrerfirmaet Henrik Hedeager, der havde afgivet et totalentreprisetilbud, kun havde udført tømrerarbejdet, mens andre leverandører havde udført de øvrige arbejder. Det var ikke muligt at sammenligne tilbuddene separat på tømrerarbejdet og jord-, kloak- og støbearbejdet i de to totalentreprisetilbud.

Landbrugsstyrelsen traf den 20. marts 2019 afgørelse om nedsættelse af udbetalingen af tilskuddet. Udgifter på 12.609 kr. blev ikke godkendt med henvisning til Bekendtgørelse om tilskud til modernisering af kvægstalde § 12, stk. 1, nr. 3 og Bekendtgørelse om tilskud til modernisering af kvægstalde § 19, stk. 1. Desuden blev værdien af de tilskudsberettigede udgifter pålagt en sanktion på 393.159,50 kr. for manglende overholdelse af Tilbudsloven. Styrelsen henviste til, at projektet oversteg 300.000 kr., hvilket kræver indhentning af mindst to underhåndsbud, og at klager skal vælge et af tilbuddene efter det meddelte tildelingskriterie, jf. Tilbudsloven § 12, stk. 4 og Tilbudsloven § 12, stk. 5. Styrelsen vurderede, at opgaven ikke reelt var gennemført i den udbudte form som totalentreprise, og at der manglede dokumentation for overholdelse af Tilbudsloven, jf. Tilbudsloven § 2, stk. 3 og Tilbudsloven § 12, stk. 4.

Klagerens anbringender

Klager påklagede afgørelsen og anførte, at det ved indhentelse af underhåndsbudene blev præciseret, at det økonomisk mest fordelagtige tilbud ville tages i betragtning. Klager gjorde gældende, at der før 2016 ikke gjaldt et skriftlighedskrav ved indhentning af tilbud, og at Tilbudsloven ikke kræver, at tilbud ikke må indhentes som henholdsvis totalentreprise og delentreprise. Klager oplyste, at man først indhentede to totalentreprisetilbud, men ændrede til delentrepriser, da dette gjorde byggeriet væsentligt billigere. Klager vedlagde en oversigt over indkomne tilbud, der ifølge klager underbyggede påstanden om, at der var indhentet to tilbud fra individuelle forhandlere for tømrerarbejdet og jord- og støbearbejdet.