Stadfæstelse af skønsmæssig indkomstforhøjelse for restaurant grundet udeholdt omsætning fra online portal

Landsskatteretten konkluderede, at da regnskabet ikke opfyldte kravene i Bogføringsloven § 9, stk. 1 og Mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder § 8, var SKAT berettiget til at fastsætte indkomsten skønsmæssigt efter Skattekontrolloven § 5, jf. § 3, stk. 4.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse for alle tre indkomstår. Retten lagde vægt på følgende:

• Regnskabets uegnethed: Virksomheden havde ikke ført et afstemt kasseregnskab, hvilket er et krav efter Skattekontrolloven § 3.
• Manglende kontrolspor: Omsætningen kunne ikke opløses i de registreringer, den var sammensat af, hvilket er i strid med Mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder § 8.
• Skønnets rimelighed: Det foretagne skøn over den manglende omsætning var baseret på konkrete tal fra [virksomhed1] og resulterede i en bruttoavance, der ikke var åbenbart urimelig eller i strid med branchestandarder.

"Da kravene til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt, kan virksomhedens regnskabsmateriale ikke danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af indkomsten. SKAT har derfor været berettiget til at tilsidesætte regnskabet og fastsætte indkomsten skønsmæssigt."

SKAT baserede sit skøn på en opgørelse for december 2012 og perioden 1. januar til 19. februar 2013. For december 2012 var den gennemsnitlige udeholdelse pr. dag 1.210 kr., hvilket førte til et skøn på 387.500 kr. inkl. moms for hele året (340 åbningsdage). Dette resulterede i en forhøjelse af salgsmoms på 77.500 kr. For perioden i 2013 var den gennemsnitlige udeholdelse pr. dag 1.159 kr., hvilket førte til et skøn på 187.500 kr. inkl. moms for første halvår 2013 og en forhøjelse af salgsmoms på 37.500 kr.

SKATs opgørelse for december 2012 viste følgende:

SKATs opgørelse for januar-februar 2013 viste følgende:

Klageren påstod, at SKATs skøn var utilstrækkeligt, da det var baseret på atypiske perioder, og at sammenligningen med branchegennemsnittet for restaurationsbranchen var misvisende, da virksomheden var en kinesisk grillbar med take-away. Klageren anførte også, at stigende vareindkøbspriser uden tilsvarende salgsprisregulering burde have medført et fald i bruttoavancen. Klageren hævdede desuden, at hun ikke havde kendskab til den udeholdte omsætning, og at beløbet måtte anses for at være medgået til samleverens private forbrug.

SKAT fastholdt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at de udvalgte måneder var atypiske, og at skønnet var realistisk, underbygget af bruttoavancen efter forhøjelsen, som lå tæt på branchegennemsnittet. SKAT bemærkede også, at der ikke var dokumentation for de påståede prisstigninger på råvarer.