Beskatning af yderligere løn hos direktør grundet manglende dokumentation for selskabshævninger

Klageren gjorde gældende, at Skattestyrelsens skøn var mangelfuldt, og at mange af de hævede beløb svarede til bogførte driftsomkostninger i selskabets kontoplan. Han anmodede subsidiært om hjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Landsskatteretten stadfæstede delvist forhøjelserne, men foretog væsentlige nedsættelser baseret på en fornyet gennemgang af dokumentationen og de juridiske principper for periodisering.

Periodisering efter kildeskatteloven

Retten slog fast, at klageren som fysisk person er skattepligtig efter kalenderåret jf. Kildeskatteloven § 22, stk. 1. Det betyder, at hævninger i selskabet skal beskattes i det kalenderår, hvor retten til beløbene er erhvervet, uanset selskabets forskudte regnskabsår. Landsskatteretten omberegnede derfor de skønsmæssige ansættelser til at følge kalenderårene 2016 og 2017.

Bevisbyrde og fradragsret

Med henvisning til SKM2004.162.HR bemærkede retten, at bevisbyrden for, at en udgift er fradragsberettiget efter Statsskatteloven § 6, påhviler den skattepligtige. Da klageren havde bestemmende indflydelse over selskabet, var kravene til dokumentation skærpede.

Landsskatteretten fandt, at klageren havde sandsynliggjort eller dokumenteret erhvervsmæssig relevans for følgende poster:

• En konsulentydelse på 40.000 kr.
• Indkøb af computerudstyr for i alt 24.092 kr.
• Visse overførsler der kunne matches direkte med selskabets lønindberetninger til en anden ansat og nettoløn.

Derimod blev udgifter til hotel, restaurant og café afvist som erhvervsmæssige, da bilagene ikke var udstedt til selskabet og manglede oplysninger om deltagere og formål.

"Landsskatteretten finder ikke, at klageren har godtgjort, at der herudover kan ske nedsættelse... Landsskatteretten har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret til hvilke formål, de øvrige hævninger er foretaget... Det er således med rette, at øvrige beløb anses for hævet i klagerens private interesse."

Som følge heraf blev klagerens yderligere løn fastsat til 399.125 kr. i 2016 og 207.649 kr. i 2017.

Klageren gjorde gældende, at hævningerne i 2012 og 2013 var anvendt til selskabets driftsudgifter, såsom diesel og bropenge til chauffører, og at regnskabsmaterialet var overdraget til selskabets nye ejer. Alternativt hævdede klageren, at hævningerne var afdrag på lån, han personligt havde ydet til selskabet. For 2014 anførte klageren, at indsætningerne på hans private konto var refusion for erhvervsmæssige udlæg foretaget for hans brors selskab. Klageren fremlagde vidneerklæringer og gældsbreve, men ingen bogføringsbilag eller kvitteringer for de påståede udgifter.