SKATs afgørelse om momsforhøjelse kendt ugyldig på grund af manglende kompetence under verserende klagesag

Juridiske problemstillinger

Repræsentanten gjorde gældende, at afgørelsen af 13. maj 2013 var ugyldig af flere årsager:

• Manglende partshøring forud for den nye afgørelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 19, stk. 3.
• Overskridelse af 3-måneders fristen for at træffe afgørelse efter varsling.
• Manglende kompetence til at agere i en sag, der er overgået til klageinstansen.

SKAT erkendte under sagens forløb, at de fejlagtigt havde forsøgt at annullere afgørelsen, idet de ikke var bekendt med, at klagen allerede var indsendt på tidspunktet for annulleringen.

Landsskatteretten fastslog, at SKAT ikke havde kompetence til at træffe de efterfølgende afgørelser i sagen. Retten henviste til Skatteforvaltningsloven § 14, stk. 1, nr. 2, hvorefter told- og skatteforvaltningen ikke kan træffe afgørelse i en sag, som en klagemyndighed allerede har taget stilling til eller har under behandling.

Retten lagde vægt på følgende:

"Henset til at virksomhedsindehaverens repræsentant allerede den 14. april 2013 indgav klage til den nuværende Skatteankestyrelse over SKATs afgørelse af den 10. april 2013, og da klagen ikke var blevet tilbagekaldt forinden, SKAT traf afgørelserne den 15. april 2013 og den 13. maj 2013, havde SKAT ikke kompetence til at træffe hverken afgørelsen den 15. april 2013 eller afgørelsen den 13. maj 2013."

Som følge heraf blev SKATs afgørelse af 13. maj 2013 anset for ugyldig. Landsskatteretten præciserede i overensstemmelse med FOB 2007, side 540-550, at en myndighed ikke under en verserende klagesag af egen drift kan foretage ændringer i det påklagede forhold, medmindre klageren trækker klagen tilbage og anmoder om genoptagelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 35a, stk. 5.

Klagerens påstand

Klagerens repræsentant påstod, at afgørelsen af 13. maj 2013 var ugyldig på grund af flere væsentlige sagsbehandlingsfejl, herunder:

• Manglende partshøring og afholdelse af aftalt møde, jf. Skatteforvaltningsloven § 19, stk. 3 og Forvaltningsloven § 21.
• Overskridelse af 3-måneders fristen for at træffe afgørelse efter udsendelse af forslag.
• At skatteansættelsen for 2009 var forældet, da afgørelsen blev truffet.

Klageren argumenterede for, at SKATs fravalg af at afholde det aftalte møde og give rimelig tid til sagsgennemgang udgjorde en grov tilsidesættelse af væsentlige garantiforskrifter, hvilket i sig selv medførte afgørelsens ugyldighed.