Afslag på omgørelse af aktionærlån til løn eller udbytte efter lånets indfrielse

"Landsskatteretten finder ikke, at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 2, om, at dispositionen utvivlsomt skal have haft utilsigtede virkninger, der er væsentlige, er opfyldt."

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afslag på omgørelse. Retten lagde vægt på to hovedforhold:

• Manglende utilsigtede virkninger: De skattemæssige konsekvenser af at optage et aktionærlån anses som udgangspunkt for at være forudset på dispositionstidspunktet, da Ligningsloven § 16e udgør en klar og almindeligt kendt lovregel.
• Faktisk umulighed pga. indfrielse: Da lånet allerede var tilbagebetalt på tidspunktet for anmodningen, var fordringen ophørt. I overensstemmelse med praksis i SKM2018.624.HR er det ikke muligt at omgøre en privatretlig disposition, når den oprindelige tilstand ikke kan genetableres, fordi fordringen er ophørt eksisterende.

Retten konkluderede derfor, at betingelserne for omgørelse i Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1 ikke var opfyldt.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen afviste anmodningen om omgørelse. Styrelsen anførte, at den foretagne udbyttebeskatning ikke kunne anses for en utilsigtet skattemæssig virkning. Det faktum, at der skal betales skat af en udbetaling fra et selskab til dets aktionær (løn eller udbytte), medfører ikke, at skattebetalingen kan anses for en utilsigtet skattemæssig virkning. Styrelsen henviste til SKM2010.775.BR.

Endvidere argumenterede Skattestyrelsen for, at omgørelsen ikke var faktisk mulig, da aktionærlånet var indfriet, og fordringen dermed var ophørt med at eksistere. Styrelsen henviste til SKM2010.834.LSR og Højesterets dom i SKM2018.624.HR, som fastslog, at en ophørt fordring ikke kan tilbageføres. Det var Skattestyrelsens opfattelse, at den oprindelige privatretlige tilstand ikke kunne genetableres.

Klagerens indsigelser

Klagerens repræsentant fastholdt, at betingelserne for omgørelse i Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1 var opfyldt. Det blev fremhævet, at dispositionen ikke var båret af skattehensyn, og at den utvivlsomt havde haft utilsigtede og væsentlige skattemæssige virkninger i form af dobbeltbeskatning. Repræsentanten argumenterede for, at SKM2010.775.BR ikke var relevant, da den omhandlede skattespekulation, hvilket ikke var tilfældet her. Det blev også anført, at klageren var uvidende om den alternative mulighed for udlodning af fordringen, og at det ifølge TfS 2002, 315 ikke er afgørende, om skatteyder var opmærksom på en klar retsregel.

Vedrørende muligheden for at genetablere den oprindelige tilstand anførte klageren, at de omhandlede dispositioner var pengeudlodninger, som udgør genusaktiver, og at der derfor ikke var noget til hinder for at genetablere den ønskede pengefordring på mellemregningskontoen. Repræsentanten mente, at SKM2010.834.LSR og SKM2018.624.HR ikke var sammenlignelige, da de omhandlede speciesaktiver eller fordringer, der var videreoverdraget og ophørt mellem andre parter. Klageren foreslog en ompostering i bogføringen for at genetablere selskabets tilgodehavende, efterfulgt af en udlodning af denne fordring.