Manglende fradrag for virksomhedsunderskud og driftsomkostninger - manglende erhvervsmæssig aktivitet

SKAT anførte, at 2018-resultatet var overvurderet grundet fradrag for fri bil i omkostningerne, hvilket ville ændre det til et underskud på 80.721 kr. Klageren fastholdt, at fri bil skulle medregnes i driftsresultatet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssig, beror på en samlet konkret vurdering, hvor det afgørende er, om virksomheden er etableret og drives med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste. Dette indebærer et krav om, at virksomheden over en længere periode skal give overskud på den primære drift, der kan dække forrentning af fremmedkapital og investeret egenkapital samt en rimelig driftsherreløn. Dette princip er i overensstemmelse med Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og praksis fra Højesteret, herunder TfS 1999,863 og SKM2007.107.HR.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Udelukkelse af ekstraordinære og finansielle indtægter: Indtægten fra ejendomssalget i 2009 (2.441.921 kr.) blev anset for en ekstraordinær indtægt og ikke en del af virksomhedens primære drift. Ligeledes blev finansielle indtægter fra renter og lignende betragtet som formueafkast uden direkte sammenhæng med virksomhedens primære drift og skulle derfor ikke indgå i vurderingen af driftsresultatet.
• Virksomhedens driftsresultater: Virksomheden havde regnskabsmæssige underskud før driftsøkonomiske afskrivninger og renter i indkomstårene 2011-2015:

Virksomheden havde ikke afholdt lønudgifter siden 2007.

• Vurdering af rentabilitet: Retten fandt, at der i de påklagede indkomstår (2012-2014) ikke var udsigt til, at virksomheden ville give overskud på den primære drift i et omfang, der kunne rumme en rimelig driftsherreløn og forrentning af investeret kapital. Det blev fremhævet, at virksomheden havde givet underskud siden 2010.

• Nedtrapningsargumentet: Klagerens beslutning om at nedtrappe virksomhedsaktiviteterne kunne ikke medføre, at der skulle ses bort fra virksomhedens driftsmæssige resultater i de påklagede indkomstår. Vurderingen af udsigten til fortjeneste skulle baseres på driftsformen i de påklagede år, jf. SKM2009.747.BR.

• Senere års resultater: Virksomhedens positive resultater for 2016 (2.241 kr.) og 2017 (10.184 kr.) blev ikke anset for tilstrækkelige til at rumme en rimelig driftsherreløn. Resultaterne for 2018 og 2019 samt tidligere års store overskud ændrede ikke ved vurderingen.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at virksomheden ikke havde været drevet erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende i indkomstårene 2012-2014. Der kunne derfor ikke godkendes fradrag for underskud af virksomhed i disse år. Som en konsekvens heraf kunne virksomhedsordningen ikke anvendes, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1.

Driftsomkostninger

Vedrørende fradrag for driftsomkostninger på 200.000 kr. i indkomståret 2013, som klageren havde benævnt som igangværende arbejder, fandt Landsskatteretten, at klageren ikke i tilstrækkeligt omfang havde dokumenteret, at udgiften havde en direkte og umiddelbar forbindelse til indkomsterhvervelsen. Bevisbyrden for fradragsberettigelse påhviler den skattepligtige, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og SKM2004.162.HR. Da der ikke var fremsendt tilstrækkelig dokumentation for udgiftens karakter og relation til virksomhedens indkomsterhvervelse (f.eks. kontospecifikationer), blev fradraget nægtet.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse på alle punkter.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten fandt, at virksomhedens omsætning i 2012-2014 var for lav til at opfylde intensitetskravet. Selvom virksomheden senere gav overskud, var disse ikke store nok til at sikre en rimelig driftsherreløn for den anvendte arbejdstid. Virksomheden blev derfor ikke anset for at være drevet erhvervsmæssigt i de pågældende år.