Afslag på genoptagelse af skatteansættelse grundet symbolsk løn og manglende kontrol med kørselsgodtgørelse

SKATs begrundelse for afslag

SKAT afviste genoptagelse med henvisning til, at der ikke var fremlagt nye oplysninger, der kunne ændre sagens udfald. SKAT fastholdt, at:

• Arbejdsgiveren ikke havde ført den fornødne kontrol med udbetalingerne, hvilket blandt andet blev understøttet af, at en ikke-ansat ægtefælles navn fremgik af flere bilag.
• Lønnen var af symbolsk karakter, hvilket medførte, at der ikke var tale om befordring til eller fra et indtægtsgivende arbejdssted i skattemæssig forstand, jf. principperne i Ligningsloven § 9, stk. 4 og Ligningsloven § 9b.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afslag på genoptagelse. Retten konstaterede indledningsvist, at anmodningen var indsendt rettidigt i forhold til de ordinære frister i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2.

Retten fandt dog, at klageren ikke havde fremlagt nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kunne begrunde en ændring af de tidligere ansættelser. Landsskatteretten lagde særlig vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at den oprindelige ansættelse var forkert. Retten henviste til praksis i SKM2017.591, hvor det var fastslået, at en løn på 1.000 kr. om måneden for en hovedaktionær må anses for symbolsk, når der samtidigt udbetales skattefrie godtgørelser.

"Der er ikke i forbindelse med klagen fremlagt nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring. Endvidere bemærkes det, at det ikke er sandsynliggjort, at ansættelsen er forkert, idet der henvises til SKM2017.591..."

Som følge heraf blev betingelserne for skattefri udbetaling af godtgørelser ikke anset for opfyldt, og afslaget på genoptagelse blev opretholdt.

Højesteret fastslår, at SKAT rettidigt kunne ændre en virksomhedsomdannelse fra skattefri til skattepligtig under den forlængede 6-årsfrist for kontrollerede transaktioner.

Klagerens repræsentant anførte, at den manglende kontrol, som SKAT henviste til, er en forpligtelse, der alene påhviler arbejdsgiveren, ikke lønmodtageren. Det blev fremført, at arbejdsgiveren ikke handler på vegne af lønmodtageren i denne sammenhæng, og at arbejdsgiverens eventuelle grove uagtsomhed ikke kan "smitte af" på lønmodtageren. Der var derfor ikke hjemmel i Skatteforvaltningsloven § 27 til at foretage en ekstraordinær ansættelse af klageren. Repræsentanten mente desuden, at Landsskatteretten havde overtrådt officialprincippet ved ikke at efterprøve SKAT's kompetence til at træffe afgørelsen i første instans.