Stadfæstelse af afslag på ekstraordinær genoptagelse grundet manglende dokumentation for sygdom og overskredet frist

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at fristen for ordinær genoptagelse for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 udløb henholdsvis den 1. maj 2016, 1. maj 2017 og 1. maj 2018, jf. Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2. Da klagerens anmodninger om genoptagelse blev fremsat den 22. november 2018 (for 2012-2013) og den 21. december 2018 (for 2014), lå de uden for den ordinære frist. Genoptagelse kunne derfor kun ske, hvis betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1 og Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 var opfyldt.

Landsskatteretten fandt ikke, at nogen af de objektive genoptagelseskriterier i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 1-4 og 6-7 var opfyldt. Afgørelsen beroede derfor på, om der forelå særlige omstændigheder i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8.

Sygdom som særlig omstændighed

Sygdom kan i konkrete tilfælde udgøre særlige omstændigheder, jf. SKM2015.723.LSR. Dog er et sygdomsforløb ikke i sig selv en særlig omstændighed, hvis det ikke kan godtgøres, at den skattepligtige i hele perioden har været forhindret i at anmode om genoptagelse, jf. SKM2017.242.VLR.

Landsskatteretten anerkendte, at klageren havde godtgjort et længere sygdomsforløb. Retten fandt det dog ikke godtgjort, at klageren havde været syg i hele den relevante periode, og dermed forhindret i at anmode om ordinær genoptagelse. Der blev lagt vægt på, at sygejournalen ikke dokumenterede et sygdomsforløb i perioden 6. januar 2015 – 12. april 2016, og at klageren ikke havde fremlagt yderligere dokumentation for sin manglende evne til at anmode om genoptagelse for indkomstårene 2012, 2013 og 2014.

Myndighedsfejl og skønsmæssig ansættelse

Landsskatteretten bemærkede, at Skattestyrelsen var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af overskud af virksomhed for indkomstårene 2013 og 2014, da klageren ikke havde indsendt selvangivelse eller relevant bilagsmateriale, jf. Skattekontrolloven § 5, stk. 3. Skattestyrelsens ansættelser var baseret på de oplysninger, der var til rådighed på ansættelsestidspunktet, herunder indsætninger på klagerens bankkonto. Retten fandt derfor ikke, at der var begået myndighedsfejl, der havde medført en materiel urigtig opgørelse af klagerens overskud på ansættelsestidspunktet.

Det forhold, at klageren under klagesagsbehandlingen fremlagde rekonstruerede regnskaber, der afveg fra den skønsmæssigt ansatte indkomst, kunne ikke i sig selv udgøre en særlig omstændighed. Klageren havde ikke godtgjort, at de skønsmæssige ansættelser var fastsat på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelige. Klageren havde pligt til at selvangive og udarbejde regnskab i overensstemmelse med gældende regler.

Mangelfuld høring og kundskabstidspunkt

Landsskatteretten fandt heller ikke, at der var begået myndighedsfejl i forbindelse med sagsbehandlingen. Skattestyrelsen havde fremsendt forslag til afgørelse den 15. december 2015 og den endelige afgørelse den 26. januar 2016 til klagerens bopælsadresse. Log-oplysninger viste, at brevene ikke var kommet retur. Der blev derfor anset at foreligge behørig underretning og ingen mangelfuld høring.

Med hensyn til kundskabstidspunktet fandt Landsskatteretten, at klageren senest kom til kundskab om skatteansættelsen for indkomståret 2012 ved årsopgørelsen af 23. oktober 2013, og for indkomstårene 2013 og 2014 senest ved årsopgørelser af 28. januar 2016. Da anmodningerne om genoptagelse først blev fremsat i november og december 2018, var 6-månedersfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, 1. pkt. ikke overholdt. Der fandtes ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af denne frist.

Konklusion

Landsskatteretten fandt samlet set ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse og stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse. Klagerens subsidiære påstand om hjemvisning blev ligeledes afvist.

Skattestyrelsen havde skønnet klagerens overskud af virksomhed/udlejningsejendom til 605.000 kr. for 2013 og 595.000 kr. for 2014, baseret på et skønnet passende privatforbrug på henholdsvis 205.000 kr. og 203.000 kr. Klageren indsendte efterfølgende regnskaber, der viste lavere overskud:

Skatteankestyrelsen beregnede klagerens faktiske privatforbrug efter SKATs skønsmæssige forhøjelse til 208.365 kr. for 2013 og 203.403 kr. for 2014.

Skattestyrelsen afviste anmodningen om ekstraordinær genoptagelse, da fristen for ordinær genoptagelse var overskredet, og da der ikke var dokumenteret en sådan sygdomstilstand, der forhindrede klageren i at indsende selvangivelse eller anmode om genoptagelse. Skattestyrelsen fandt heller ikke, at de skønsmæssige ansættelser var fejlbehæftede eller åbenbart urimelige.