Manglende opfyldelse af vederlagskrav ved forskerskatteordning

Denne opgørelse oversteg det krævede minimumsvederlag for 2018.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om afslag på beskatning efter forskerskatteordningen.

Retten henviste til, at betingelserne for anvendelse af forskerskatteordningen, jf. Kildeskatteloven § 48 E, stk. 1, kræver, at vederlaget i penge er garanteret i ansættelseskontrakten og som et gennemsnit inden for samme kalenderår udgør et grundbeløb på mindst 59.500 kr. (2010-niveau) om måneden, reguleret efter Personskatteloven § 20. For indkomståret 2018 udgjorde dette krav 65.100 kr. pr. måned.

Landsskatteretten fandt, at:

• Klagerens bruttoårsløn på 670.000 kr. (svarende til 55.833 kr. pr. måned) skulle medregnes.
• Sign-on bonussen på 84.000 kr. skulle medregnes med 1/12 pr. måned (7.000 kr.), da der skete en løbende retserhvervelse, idet tilbagebetalingskravet var forholdsmæssigt.
• Løntillægget til udligning af beskatningen af relocation-ydelser ikke kunne medregnes. Dette skyldtes, at størrelsen af tillægget var afhængig af, hvor mange ydelser klageren valgte at benytte, og dermed ikke var garanteret i ansættelseskontrakten. Selvom klagerens repræsentant anførte, at der blev udbetalt et kontantbeløb, og at der ikke blev foretaget en endelig afstemning, ændrede dette ikke på, at beløbet ikke var garanteret i kontrakten.

Den samlede garanterede månedlige indkomst for klageren blev således opgjort til 62.833 kr. (55.833 kr. + 7.000 kr.).

Da den garanterede månedlige indkomst på 62.833 kr. var lavere end minimumskravet på 65.100 kr. for indkomståret 2018, fandt Landsskatteretten, at klageren ikke opfyldte vederlagskravet i Kildeskatteloven § 48 E, stk. 3, nr. 3.

Skattestyrelsen afviste dette med den begrundelse, at relocation-budgettet ikke var en garanteret del af lønnen. Kontrakten specificerede, at beløbet var betinget af, at medarbejderen forblev ansat i mindst et år, og at en forholdsmæssig del skulle tilbagebetales ved fratrædelse inden for det første år. Desuden var det uklart, om beløbet ville blive udbetalt som kontant A-indkomst eller dække udgifter til tredjepartsydelser.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt, at selvom relocation-budgettet var en del af aftalen, var det ikke et garanteret beløb ved ansættelsens start på grund af kravet om forholdsmæssig tilbagebetaling. Dermed var det kun den faste grundløn, der kunne medregnes, og denne var under det krævede minimumsbeløb.