Landsskatteretten stadfæster skønsmæssig forhøjelse af indkomst grundet lavt privatforbrug og mangelfuldt regnskabsgrundlag

Ugyldighedspåstand

Klageren gjorde gældende, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af manglende aktindsigt og manglende afholdelse af et aftalt møde. Landsskatteretten fandt, at afgørelsen ikke var ugyldig. Retten lagde vægt på følgende:

• Manglende mødeafholdelse: SKAT imødekom anmodningen om møde den 20. juni 2013 og foreslog en dato. Klagerens repræsentant reagerede ikke herpå og tilkendegav ikke yderligere ønske om møde inden afgørelsen blev udsendt. Den manglende mødeafholdelse skyldtes derfor repræsentantens passivitet.
• Manglende aktindsigt: Anmodningen om aktindsigt blev imødekommet den 20. juni 2013. SKAT oplyste, at de ikke havde andre oplysninger end dem, revisoren havde sendt, og dem der kunne trækkes i klagerens skattemappe. SKAT spurgte direkte, om dette materiale ønskedes tilsendt, men repræsentanten reagerede ikke på denne forespørgsel, trods rykkere. Da SKAT alene havde materiale, som klageren måtte anses for at være bekendt med, og klageren ikke reagerede på SKATs henvendelse, ansås der ikke at foreligge en sagsbehandlingsfejl. Landsskatteretten henviste til Forvaltningsloven § 9, stk. 1, Forvaltningsloven § 11, stk. 1, Forvaltningsloven § 16, stk. 1, Forvaltningsloven § 19, stk. 1 og Forvaltningsloven § 21, stk. 1.

SKATs afgørelse blev derfor ikke anset for ugyldig.

Skatteansættelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs skønsmæssige forhøjelse af klagerens indkomst for indkomstårene 2009-2011. Retten henviste til Statsskatteloven § 4 om skattepligt af indkomst og Skattekontrolloven § 1, stk. 1 og Skattekontrolloven § 6 B, stk. 1 om selvangivelse og oplysning om formue og privatforbrug. Det blev fastslået, at indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er negativt eller usandsynligt lavt, jf. fast praksis, herunder SKM 2011.208H.

SKAT havde konstateret, at klagerens regnskabsgrundlag var mangelfuldt med negative kassebeholdninger og debitorsaldi, hvilket berettigede SKAT til at tilsidesætte regnskabet og fastsætte overskuddet skønsmæssigt, jf. Skattekontrolloven § 3, stk. 4 og Skattekontrolloven § 5.

SKATs opgørelse af klagerens husstands privatforbrug for 2009-2011 var henholdsvis 5.348 kr., -112.928 kr. og -207.155 kr. Klageren havde ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at indkomsten stammede fra ikke-skattepligtige midler, allerede beskattede midler, eller lån fra faderen, der kunne dække privatforbruget. Særligt for lånet fra faderen manglede der et underskrevet og dateret lånedokument med oplysninger om tilbagebetalingsvilkår, afdrags- og rentebetaling.

SKATs skønsmæssige forhøjelse af indkomsten var baseret på et antaget årligt privatforbrug på 200.000 kr., beregnet ud fra SKATs vejledning om rådighedsbeløb. Efter forhøjelsen lå privatforbruget på et niveau, der blev anset for passende, selv med hensyn til klagerens oplyste spartanske levemåde. Landsskatteretten fandt, at SKATs skønsmæssige forhøjelse var berettiget og stadfæstede afgørelsen.

SKATs og Skatteankenævnets afgørelse

SKAT foretog en skønsmæssig opgørelse af privatforbruget baseret på et standardbudget for en enlig mand mellem 50 og 64 år fra 2001. Dette budget indikerede et månedligt forbrug på 7.435 kr., svarende til 89.220 kr. årligt. Ved at sammenholde dette med de faste udgifter og det selvangivne privatforbrug, opgjorde SKAT et negativt privatforbrug for alle tre indkomstår:

På baggrund af det negative privatforbrug og mangler i regnskabsmaterialet, herunder manglende dagligt kasseregnskab og fakturaer ved hvert salg, forhøjede SKAT indkomsten skønsmæssigt med 72.000 kr. pr. indkomstår. Skatteankenævnet stadfæstede denne afgørelse, idet regnskabsmaterialet ikke levede op til kravene i Skattekontrolloven § 3, stk. 4, og SKAT derfor var berettiget til at ansætte omsætningen skønsmæssigt i henhold til Skattekontrolloven § 5, stk. 3. Nævnet fandt desuden, at det skønnede privatforbrug ikke var urimeligt.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod en lavere forhøjelse og anførte, at dankortkvitteringer indeholdt tilstrækkelige oplysninger (navn, adresse, CVR-nummer, fortløbende nummerering) til at erstatte fakturaer. Det blev bestridt, at revisor havde påpeget problemer med et for lavt privatforbrug. Klageren argumenterede desuden for, at SKATs privatforbrugsopgørelse ikke tog hensyn til klagerens alder, og at discountsatserne fra standardbudgettet burde have været anvendt i stedet for standardsatserne.