Hovedanpartshaver beskattet af lejeindtægt, private udgifter og uberettiget kørselsgodtgørelse

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten traf afgørelse i tre separate klagepunkter vedrørende lejeindtægt, private udgifter afholdt af selskabet og kørselsgodtgørelse.

Lejeindtægt og ejendomsværdiskat

Landsskatteretten fandt, at klageren var skattepligtig af lejeindtægten fra sit selskab i henhold til Statsskatteloven § 4. Da ejendommen var ejet i fællesskab med klagerens samlever, blev klagerens skattepligtige andel af lejeindtægten nedsat til 50 %. Retten tiltrådte SKATs skønsmæssige fradrag for forbrugsudgifter, da huslejen inkluderede el, vand og varme, og der ikke var fremlagt dokumentation for de faktiske omkostninger. Klagerens indkomst blev derfor nedsat for alle tre indkomstår.

Vedrørende ejendomsværdiskatten blev klagerens krav om nedsættelse afvist. Det fremgik, at der allerede var foretaget en opdeling i vurderingen, og at klageren kun betalte ejendomsværdiskat af den private del af ejendommen. Der var derfor ikke grundlag for en yderligere nedsættelse efter Ejendomsværdiskatteloven § 11, stk. 2, da han ikke betalte skat af den erhvervsmæssigt udlejede del.

Private udgifter afholdt af selskabet

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at udgifter til restaurationsbesøg og madvarer skulle beskattes som maskeret udbytte hos klageren. Retten lagde vægt på, at det ikke var dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse. Bilagene manglede oplysninger om formål og deltagere, og flere var utydelige. Da udgifterne blev anset for at være af privat karakter, var klageren som hovedanpartshaver skattepligtig af beløbene som udbytte, jf. Ligningsloven § 16A.

Kørselsgodtgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at beskatte den udbetalte kørselsgodtgørelse. Betingelserne for skattefrihed var ikke opfyldt, da selskabet som arbejdsgiver ikke havde ført den fornødne kontrol. Den fremlagte køreseddel var mangelfuld, idet den ikke angav antal kørte kilometer, og datoerne stemte ikke overens med lønsedlerne. Dermed var kravene i bekendtgørelsen til Ligningsloven § 9 B ikke opfyldt. Godtgørelsen blev derfor anset som skattepligtig personlig indkomst for klageren i henhold til Personskattelovens § 3, stk. 1.

Landsskatteretten fandt, at SKAT ikke havde foretaget tilstrækkelige bestræbelser på at fremskaffe det manglende regnskabsmateriale, hvilket førte til en hjemvisning af honorarbeskatningen. Vedrørende fri bil blev beskatningen nedsat til 0 kr., da selskabet ikke var registreret som ejer eller lejer af biler. Dog blev klageren anset for skattepligtig af en andel af selskabets betalte udgifter til klagerens private bil, og den talmæssige opgørelse heraf blev hjemvist. Endelig stadfæstede Landsskatteretten beskatningen af kørselsgodtgørelsen, da klageren ikke selv havde afholdt udgifterne til kørsel, idet selskabet havde betalt disse, og dermed var betingelserne for skattefri kørselsgodtgørelse i Ligningslovens § 9b ikke opfyldt.