Rejsegodtgørelse anset for skattepligtig på grund af modregning i løn

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 4, 3. pkt., skal godtgørelser medregnes i indkomsten, hvis en lønmodtager ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren for at modtage godtgørelsen.

Retten fandt, at SKAT havde sandsynliggjort, at der var sket en sådan modregning. Dette var baseret på følgende observationer:

• Der var en konsekvent forskel mellem det antal timer, der var registreret på klagerens timesedler, og det lavere antal timer, der fremgik af lønsedlerne.
• SKATs beregninger, som var baseret på regnestykker fundet på bagsiden af lønbilag, viste, at forskellen i timeantallet blev modsvaret af de udbetalte skattefrie godtgørelser, når der blev anvendt en højere, reel timeløn på 128 kr.
• Arbejdsgiveren havde ikke fremlagt en troværdig alternativ forklaring på, hvordan lønnen var beregnet.

Landsskatteretten konkluderede, at klageren reelt havde accepteret en lavere løn, end han var berettiget til, mod at modtage skattefrie godtgørelser svarende til lønnedgangen. Dette udgør en konvertering af skattepligtig løn til skattefrie godtgørelser, hvilket er i strid med modregningsforbuddet. Retten henviste til en lignende afgørelse i SKM2017.595.LSR.

Da betingelserne for skattefrihed ikke var opfyldt, blev de udbetalte godtgørelser anset for skattepligtig indkomst i henhold til Statsskatteloven § 4. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

Klagerens repræsentant bestred SKATs opfattelse og anførte, at der ikke var sket en bruttolønsnedgang. Repræsentanten hævdede, at de håndskrevne beregninger alene var interne vurderinger af økonomien og ikke udtryk for en løbende modregning. Det blev fremført, at den udbetalte løn harmonerede med ansættelseskontrakterne, som ikke aftalte en højere bruttoløn end den, der fremgik af lønsedlerne. Repræsentanten henviste til praksis om "generel bruttolønsnedgang" (SKM2010.518.SR) og argumenterede, at SKATs dokumentation var utilstrækkelig og baseret på antagelser.

SKAT fastholdt sin afgørelse og påpegede, at den systematiske nedjustering var tydelig, da beregninger ofte resulterede i den samme timeløn, uanset godtgørelsens størrelse. SKAT understregede, at det var virksomhedens ansvar at sikre korrekt dokumentation på udbetalingstidspunktet, og at klageren, som lønansvarlig, måtte have kendskab til praksissen.