Studierejse til Dubai anset for overvejende erhvervsmæssig og skattefri

Sagen omhandler, hvorvidt en ansat i et byggefirma skulle beskattes af værdien af en studierejse til Dubai, som var betalt af arbejdsgiveren. Rejsen inkluderede alle ansatte samt deres ægtefæller/ledsagere og fandt sted over påsken. Den samlede udgift pr. deltager var 11.516 kr.

SKAT anså rejsen for et skattepligtigt personalegode i henhold til Ligningsloven § 16. Begrundelsen var, at rejsen havde et betydeligt turistmæssigt islæt, hvilket blev underbygget af rejsemålet, tidspunktet (påskeferien), og at ægtefæller samt administrativt personale deltog. SKAT mente ikke, at rejsen havde den nødvendige konkrete og direkte sammenhæng med selskabets indkomstskabende aktiviteter.

Klageren argumenterede for, at rejsen var en studierejse med et højt fagligt indhold, som var afgørende for at hente inspiration til nye byggetrends, materialer og tekniske løsninger, der ikke kunne findes i Danmark. Det blev fremført, at inspirationen fra rejsen konkret var blevet anvendt i efterfølgende byggeprojekter. Klageren mente derfor, at rejsen primært tilgodeså arbejdsgiverens interesser og derfor var skattefri.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten henviser til, at vederlag i form af goder og sparet privatforbrug, der modtages som led i et ansættelsesforhold, som udgangspunkt er skattepligtig indkomst, jf. Ligningsloven § 16, stk. 1. Værdien fastsættes til, hvad det ville koste den ansatte at erhverve godet i almindelig handel, jf. Ligningsloven § 16, stk. 3.

Praksis for skattefrihed for rejser betalt af arbejdsgiveren forudsætter, at rejsen er afholdt i arbejdsgiverens interesse og har en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomsterhvervelse. Vurderingen er konkret og tager højde for rejsens faglige indhold og eventuelle turistmæssige islæt.

Selskabet afholdte en rejse til Dubai for samtlige ansatte med ledsagere over påsken i 2013. Landsskatteretten fandt på baggrund af de fremlagte oplysninger og forklaringer under retsmødet, at det var godtgjort, at rejsen var afholdt i virksomhedens interesse. Retten lagde vægt på, at rejsens programpunkter havde en væsentlig erhvervsmæssig og faglig værdi for de ansatte i deres arbejde med at udforme byggeopgaver, herunder materialevalg og design. Disse elementer blev anset for at have betydning for selskabets konkurrenceevne.

Selvom rejsen indeholdt elementer med turistmæssig karakter, konkluderede Landsskatteretten, at rejsen i overvejende grad var af erhvervsmæssig karakter og kunne henføres til selskabets indkomstskabende aktiviteter. Der var derfor ikke grundlag for at beskatte klageren af værdien af rejsen.