Landsskatteretten: Beskatning af udenlandske overførsler og rejsefradrag

Ved denne skønsmæssige nedsættelse lagde retten vægt på:

• Klagerens meget beskedne selvangivne løn i forhold til hans mange rejsedage.
• Klagerens negative privatforbrug i alle de omhandlede år.
• At overførslerne var sket fra konti i en lang række lande.

Officialprincippet

For så vidt angår klagerens indsigelse om manglende opfyldelse af officialprincippet, bemærkede retten, at de fremlagte bilag i sportstasken var indgået i Skatteankestyrelsens sagsbehandling, og et udsnit var fremsendt til SKAT. Da der ikke var stillet spørgsmål ved, hvorvidt udgifterne var afholdt i overensstemmelse med bilagene, ansås officialprincippet for opfyldt.

Lempelse efter ligningslovens § 33 A

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke var berettiget til lempelse efter Ligningsloven § 33 A. Dette skyldtes, at klageren ikke havde dokumenteret sit rejsemønster tilstrækkeligt i forhold til 6-måneders-reglen. Den fremlagte opgørelse over opholdsdage i Danmark for perioden 2005-2009 viste, at 42-dages-reglen ikke var opfyldt, da der var adskillige perioder med ophold i Danmark på mere end 42 dage inden for en 6-måneders-periode. Retten henviste til Højesterets dom SKM2003.209.HR, som fastslår, at lempelse efter Ligningsloven § 33 A, stk. 1 er betinget af, at ophold i Danmark har en varighed på højst 42 dage inden for enhver afsluttet 6-måneders-periode.

Ekstraordinær ansættelse

Betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 blev anset for opfyldt. Klageren havde ikke selvangivet de overførsler fra udlandet, der i et vist omfang blev anset for skattepligtig indkomst. Dette blev tilregnet klageren som værende mindst groft uagtsomt. Fristen for genoptagelse var derfor ikke forældet.

Landsskatteretten ændrede herefter SKATs afgørelse i overensstemmelse med ovenstående skønsmæssige nedsættelse.

Skatteankenævnet havde anset beløb, der oversteg 72.000 kr. pr. år, for skattepligtig indkomst med henvisning til Statsskatteloven § 4 og manglende dokumentation for, at udgifterne var afholdt i arbejdsgiverens interesse, eller at de indsatte beløb dækkede de nævnte udgifter. Nævnet fandt det også usandsynligt, at klageren kunne leve for den oplyste månedsløn, henset til hans privatforbrug.

Klagerens repræsentant påstod principalt, at overførslerne var skattefrie refusioner af erhvervsmæssige udgifter i henhold til Ligningsloven § 9. Subsidiært blev det påstået, at indkomsten skulle lempes efter Ligningsloven § 33 A på grund af klagerens omfattende rejseaktivitet og ophold uden for Danmark. Mere subsidiært blev det anført, at der ikke var hjemmel til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2005-2007 efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5, da der ikke forelå grov uagtsomhed, idet skattefrie refusioner ikke skal selvangives. Klageren fremlagde omfattende bilagsmateriale, herunder kontoudtog og håndskrevne bilag, der angiveligt dokumenterede udgifter afholdt på arbejdsgiverens vegne.