Godtgørelse af tinglysningsafgift nægtet - Vurdering efter Vurderingslovens § 4 ikke sidestillet med klage

SKAT anførte desuden, at Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 alene omfatter situationer, hvor der er klaget over ejendomsvurderingen efter Skatteforvaltningslovens kapitel 15, og ikke en § 4-vurdering efter Ejendomsvurderingsloven § 4.

Klagerne nedlagde påstand om, at godtgørelsen skulle imødekommes, og at afgiften alene skulle beregnes på grundlag af den nedsatte ejendomsværdi på 3.000.000 kr. De argumenterede for, at Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 ikke specificerer typen af klage, og at bestemmelsens formål var at forhindre uretfærdig opkrævning af afgift på et for højt grundlag på grund af sagsbehandlingstid. De mente, at deres henvendelse af 6. november 2013 skulle betragtes som en klage i overensstemmelse med bestemmelsen, da den eksplicit fremgik af e-mailens overskrift, og skødet først blev tinglyst efterfølgende.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at anmodningen om godtgørelse af tinglysningsafgift ikke kunne imødekommes. Sagen drejede sig om fortolkningen af Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2, som giver mulighed for godtgørelse af for meget betalt afgift, hvis ejendomsværdien nedsættes som følge af en klage, der er indgivet inden tinglysningen.

Landsskatteretten bemærkede, at klagernes henvendelse af 6. november 2013, som SKAT behandlede, var en anmodning om en vurdering efter Ejendomsvurderingsloven § 4, jf. Ejendomsvurderingsloven § 8, stk. 3, 3. punktum. En vurdering efter Ejendomsvurderingsloven § 4 foretages på grundlag af ejendommens tilstand på vurderingstidspunktet, i modsætning til en klagesag over den senest offentliggjorte ejendomsvurdering, som tager udgangspunkt i tilstanden pr. vurderingsterminen for den påklagede vurdering.

Retten henviste til sin tidligere afgørelse SKM2015.188.LSR, hvor det blev fastslået, at der hverken i lovens ordlyd, forarbejderne eller i øvrigt er grundlag for at udstrække Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 til at omfatte situationer, hvor der er foretaget en vurdering efter Ejendomsvurderingsloven § 4.

Landsskatteretten fandt derfor, at den foretagne vurdering efter Ejendomsvurderingsloven § 4 ikke kunne anses for at udgøre et tilfælde omhandlet i Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2, dvs. hvor den senest offentliggjorte ejendomsværdi er nedsat som følge af en klage. SKAT havde således med rette afvist anmodningen om godtgørelse og korrekt opgjort den samlede tinglysningsafgift til 36.760 kr. i henhold til det dagældende indhold af Tinglysningsafgiftsloven § 4, hvilket resulterede i en yderligere opkrævning på 17.700 kr.

Dom i sag om 15 %-reglen ved familieoverdragelse.

Retten i Herning har den 18. december 2024 frifundet Skat i en sag om ændring af værdiansættelsen i en familiehandel.

SKAT nedsatte den 9. juli 2014 vurderingen pr. 1. oktober 2012 til 7.200.000 kr. Klageren havde ved tinglysningen indbetalt afgift baseret på købesummen (44.860 kr.), men SKAT fastsatte afgiften til 163.760 kr. baseret på den oprindelige offentlige vurdering, da denne var højere end købesummen, jf. Tinglysningsafgiftsloven § 4, stk. 2.

SKATs begrundelse

SKAT fastholdt, at der ikke var grundlag for godtgørelse efter Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2. SKAT argumenterede for, at godtgørelse kun kan ske, hvis vurderingen nedsættes som følge af en ”klage” efter Skatteforvaltningsloven kapitel 15. En omvurdering efter Vurderingsloven § 4 eller en genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 33a kunne ikke sidestilles hermed. SKAT henviste til sin Juridiske Vejledning og en Landsskatteretskendelse fra 2003, der fastslog, at der ikke var hjemmel til at se bort fra den seneste offentliggjorte vurdering, medmindre en ændringsmeddelelse forelå inden tinglysning. SKATs beregning var som følger:

SKAT bemærkede desuden, at de nye regler fra 1. januar 2014, der i visse tilfælde tillader beregning af afgift baseret på købesummen uanset vurderingen, ikke gjaldt for ubebyggede grunde.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod, at tinglysningsafgiften skulle beregnes af den nedsatte vurdering på 7.200.000 kr. Klageren anførte, at Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 ikke begrænser klageadgangen til kun at omfatte klager efter Skatteforvaltningsloven kapitel 15. Klageren fremhævede, at klageadgangen efter kapitel 15 var suspenderet, og at klageren som ny ejer ikke havde mulighed for at klage over 2012-vurderingen inden fristen i 2013. Klageren havde benyttet den resterende klagemulighed via Skatteforvaltningsloven § 33a forud for tinglysningen, og denne henvendelse burde sidestilles med en klage, der berettigede til godtgørelse. Klageren afviste relevansen af Landsskatteretskendelsen fra 2003, da Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 først blev indført i 2011 og netop skabte mulighed for godtgørelse i sådanne situationer.